søndag den 15. december 2013

Julestemning i kaos

Status:
Antal personer i husstanden i 20-timers stilling: 1
Antal personer i husstanden på dagpenge, der knokler for at blive selvstændig: 1
Antal toårige præ-teenagere: 1Antal forkælede katte: 2
Antal ufærdige detaljer i forbindelse med megaombygning: Utallige
Antal år siden jeg talte med min mor for sidste gang: Præcis 6
Antal hjælpende hænder: 0
Frustrationsfaktor: Ret stor
Økonomisk status: Ret lortet
Desperationsfaktor: Enorm

I alt: Det kunne sgu godt gå bedre...

Men uanset hvad, så er det juleaften den 24. december, og vi gør, hvad vi kan, for at give den gas med noget julestemning.
Jeg besluttede mig for, at Georg Jensen måtte blive på loftet i år og holde jul. Har jo en sværm af juleuroer, eftersom min mor havde samlet i mange år, og min søde mand også har haft en eller andet løjerlig samlermani på det område, findes der ikke et rum, der ikke plejer at være overstrøet med Georg Jensens juleuroer. Og det ser da fedt ud, men jeg gad bare ikke se på det i år! Så den eneste Georg-ting, der har fået lov til at komme ned fra loftet, er den topstjerne, vi ikke har kunnet finde i et par år. Det viste sig, at den stod lumsk ligefor lige ovenfor loftslemmen! Snedige satan! Så den hænger nu i et af de store - upudsede - vinduer sammen med nogle fede kugler, Tristan-Leander har dekoreret i sin dagpleje og nogle tussegamle juleklokker i sølv, som har jeg arvet. De kommer fra forskellige af mine forfædre, men hvilke ved jeg ikke længere. Det er en af de ting, min mor tog med sig i graven.
I dag er det i øvrigt præcis 6 år siden, jeg talte med hende sidste gang. Det var i telefonen. Jeg aftalte, hvilke julegaver, jeg skulle købe og til hvem. Morgenen efter døde hun. Det var 16. december 2007. Vi begravede hende den 20. december. Og så ellers glædelig jul! Vildt underligt. Jeg kan huske, jeg var med min mand og min tante ude og handle i Kvickly op jul juleaften. Det var vildt underligt. Verden var lige bombet sønder og sammen, og der var ingen, der havde opdaget det. Alle gik bare rundt, som om ingenting var hændt og ragede ned i deres indkøbsvogne. Selvfølgelig. Det var jo kun min verden, der var bombet i stykker. Ikke alle andres. Men det var en syret shoppingtur, husker jeg.
Det var et sidespring...
Jeg ville egentlig bare lige vise et par skud af lidt julepynt. Så her:

Hama-juletræ, som jeg lavede en sen aften, to kongelige nisser, jeg har arvet fra min mor og en gammel nisse fra min mors barndomshjem. (Og vinduer, der ikke er blevet pudset efter hende det blæsende Bodil kom forbi...)

"Træet" er hjembragt af Tristan-Leander fra dagplejen og Hama-julepynt, jeg lavede en aften.

Arvenisser lavet af min morfar.

Arveklokke.

Dagplejepynt. Har verdens sejeste dagplejemor! Hun er så god til at finde på homemade stuff, som man rent faktisk gider have hængende, fordi det er fedt, og ikke kun fordi ens unge har lavet det! Elsker Marianne!

Håndlavet julekugle, som jeg gav min elskede sidste år.

Totalt overlæsset kæmpelysestage. Made by Tristan-Leander og mor.

Årets adventskrans. Er ret forelsket i Kubus-stagen i kobber, men jeg er ikke lige så vild med prisen. Fandt denne stage i genbrug og har så lavet en ordentlig røvfuld megastjerner og lagt i "skålen".

Vores 70'erhelvede har fået et par guldrensdyr og en kæmpe Hamastjerne. Lader som om jeg i virkeligheden er ret posh, hvad angår dette badeværelse. Har ladet mig fortælle, at de brune fliser er noget af det hippeste blandt visse indretningsguruer. (Og hvis en af dem læser med her, så kom bare og hent mine!)

Gik lige fletteamok...

Blandet mors korssting, mit eget neonflip, guld og amarylis og Hama und so weiter. Er virkelig pynteskizofren i år...

Min mors væk.

Genbrugskup, amarylis og kæmpe homemade Hama-værk.








torsdag den 31. oktober 2013

I guld og himmelblåt

Tror sgu min mand elsker mig...

Var på venindetur i et par dage, og da jeg kom hjem, havde min søde mand pimpet vores soveværelse. I guld og himmelblåt! Vi har absolut ikke råd til at renovere det 40 år gamle soveværelse - og dertil hørende brune badeværelse (MED bidét! Oh yes...) - men en spand blå maling går lige.
Men ikke en hvilken som helst blå farve, for det viser sig, at manden gennem et par måneder har været i kontakt med søvnforskningsinstituttet for at få hjælp til at lære mig at sove godt igen. Og noget af det, man har forsket i, er, at der aldrig har været så mange med søvnproblemer, som efter man er begyndt at male hvidt og hvidt og hvidt over det hele, og at et bestemt spektrum inden for farven blå skulle give den bedste søvn. Farven må hverken være lyseblå eller mørkeblå, men skal ligge i omegnen af den blå, der nu er malet på væggene i vores soveværelse.


For ligesom at følge stilen fra sidste indlæg, har jeg valgt at hive sengetæppet af, rode vores dyner rundt og lægge lidt vasketøj på sengen også.... Ahemmmmm.... 
Farven hedder Pangblå 4933696 hos Sadolin.
Jeg har nu sovet i blåt 1 nat, og ser man bort fra sønnikes entre klokken 2, hankattens ditto lidt senere og en snotnæse - min egen - så har jeg faktisk sovet udmærket. Jeg er spændt på det yderligere forløb, og om jeg kan bekræfte instituttets forskningsresultater! 

onsdag den 23. oktober 2013

Vi er IKKE klar til Bo Bedre...

Så gik der lige tre måneder der. SKAL altså være bedre til det her blogtamtam! Kunne præsentere 117 undskyldninger, men det er vel ret ligemeget. Status herhjemme er stadig to gange indtægter, der svarer til dagpengesats, en ombygning, der har kostet alt for meget, og som stadig ikke er helt færdig. Dertil kommer, at der er et brygger og et vindfang, der SKAL laves meget snart. Vi har nemlig en dejlig lille rørskade, der ligger og venter på at blive udbedret, og forsikringens betaling bliver meget meget symbolsk, eftersom lortet er så gammelt, så det halve kunne være nok, og standarden er ikke super.
Min søde dejlige mand arbejdede ihærdigt på at starte som selvstændig for et par måneder siden, men han blev så lige røvrendt to timer i åbningstid og måtte se et projekt, han havde brugt ret mange timer på, fordufte over til en konkurrent. Så lærte han da lige, at ja skat, der findes faktisk folk, som ikke opfører sig ret anstændigt... Men det kan vi ligesom ikke leve af.
Derudover har jeg virkelig også haft den her ide om, at når jeg endelig skulle vise mit nye hjem frem på min blog, så skulle det også være færdigt og klar til Bo Bedre. Det har jeg så droppet igen! For vi er ganske enkelt ikke sådan nogen, der bliver klar til Bo Bedre lige med det første. Enten fordi vi er i gang med at rydde op i gamle kasser. Har for eksempel fundet en kasse med min mors families billeder på loftet, som jeg ikke anede eksisterede. Eller også fordi der lige står en omgang PU skum, lidt akrylfugemasse eller en adskilt lysekrone et eller andet sted og er i semi-brug. Så nu har jeg simpelthen besluttet mig for at vise billeder af et rigtigt hjem med rod og kattehår og legetøj og værktøj og overtøj og støv og visne blomster og så videre.
Take a look...
Vi mangler stadig lige at bygge reoler hen over vinduet. Men jeg har den her ide om, at de ikke skal falde ned, så derfor venter vi lige på at have råd til at hyre en tømrer...


 
Til gengæld har min mand lavede indbyggede reoler hele vejen hen under vindueskarmen, og det ser bare så fedt ud! Det er hackede IKEA Billy reoler. Love Ikea!






Når jeg har ryddet op på vores kæmpestore køkkenbord, skal jeg nok lægge et billede op af min hvide bordplade :-)

søndag den 28. juli 2013

Der kommer en dag...

Det går fremad, men langsomt! Vi har nu malet, fået køkkenet til at virke, lagt alt gulvet på, og alligevel virker det som om, der er pænt langt i mål. Lister, døre, indbyggede bogreoler og nyt el mangler stadig færdiggørelse, og vi er godt nok gået noget døde i projektet. Men det bliver fandme godt, gør det!
Her ligner Jehovas sindsforvirring. Også fordi knægtens dagpleje har holdt ferielukket i 14 dage nu, og det er dælme ikke nogen ferie for forældrene! Jesus, hvor tager det megen tid, når en toårig gerne vil hjælpe med at bygge om. Ligeså charmerende og hjertevarmende det er, når han kommer med en hammer og knalder den ned i tæerne på en og siger "vasgo mor", ligeså pisseirriterende er altså også, når det sker for gang nummer syv! Til gengæld har vores barn lært at sige ordet "vingummi" til perfektion, for jeg er ikke for fin til at bestikke mig til husfred.
Men her får I lige et par ucensurerede billeder af byggepladsen. Jeg orker ikke at style boligen til Bo Bedre, så lev med rodet eller fis af min blog!






Den skitsemæssige friskhed har ikke helt forladt projektet, som man kan se. Men i morgen kommer der - om Expert er villig - fjernsyn på væggen OG det bliver indstillet af en af deres drenge, så jeg ikke behøver blive sur. I hvert fald ikke over det. Hvilket vil sige, at huset derefter er udstyret med velfungerende husalter, køleskab og kaffemaskine, og så behøver man vel sådan set ikke mere... Måske lige størsteparten af vores ejendele, der stadig er opmagasineret hos et flyttefirma. Glæder mig vildt til at få mine ting hjem igen. Eller rettere, NOGLE af mine ting hjem igen, for ærligt og redeligt kan jeg faktisk ikke sige, at jeg har manglet ret meget, mens de har været væk. Jo, jeg savner dælme mit royale postelin og ikke at skulle æde af melamin! Jeg savner også alle mine hobbyting og ganske få af mine bøger. Men hold da kæft, hvor er det egentlig skræmmende, hvor lidt jordisk gods, man egentlig kan klare sig ganske udmærket med! Jeg har i den forbindelse erklæret, at der skal smides en masse ud og leves mere spartansk, meeen lad os nu lige se, hvor alvorligt jeg tager den erklæring, når det kommer til stykket...
Indersiden af hovedet har godt nok været på en prøvelse i alt dette her kaos. Det er også derfor, jeg ikke har faret i blækhuset hver dag og delt mine glæder og frustrationer om håndværkere, fugemasse, maling der skiller, murbrokker og alt det andet lort, der er med sådan en ombygning.
Ingen tvivl om at det er både godt og skidt for mig, det her megaprojekt. Det er supergodt at få mit eget hjem i stedet for at leve i mine forældres laden stå til gennem dekader. Det er en fantastisk renselsesproces, jeg ikke anede, jeg havde brug for, før vi kom i gang med at forvandle huset.
Til gengæld har det medført oceaner af søvnløse nætter over økonomien, der jo ikke ser ret god ud efter min søde mands fyring lige efter, vi havde væltet alle vægge i huset. Selve processen med at ændre så meget i mine forældres hus og ikke mindst prioritere at bruge så mange penge, fordi jeg har lyst til at give mig selv og min familie et überlækkert hjem, hvor need to have er længe overdøvet af nice to have, har sat øverste etage på overarbejde, og jeg har balanceret på en knivsæg, kan jeg mærke. Mine drømme har været drænende og min søvn forstyrret, mit åndedræt har boet ovenfor maveregionen og mine tanker har hvirvlet rundt og skræmt mig fra vid og sans flere gange.
Jeg snakkede med min psykiatriske sygeplejerske om det forleden, og hun konkluderede, at mine restsymptomer i forbindelse med depressionen er blevet forværret. Ikke mindst på grund af, at jeg om et par måneder har været sygemeldt i et år, og når man har været det, ja så begynder der jo en veritabel klapjagt på en fra det offentliges side. For efter et år må man da vel for helvede kunne fungere gennemsnitligt og i øvrigt lære at tage sig sammen og nøjes med at æde nogle piller for at få krop og sind til at fungere og helst holde kæft imens..Jeg har jo set så mange blive jaget som straffefanger af det system. Både gennem mit journalistfag og i min omgangskreds, at den viden har udløst en del spekulationer. Det er jo den slags jeg helst skal undgå og lære at være tilstede her og nu og få en grundlæggende ro på mig igen.
For helvede, hvor er det bare noget voldsomt noget at gå gennem sådan et depressionsforløb! Men det bliver lige et andet indlæg, kan jeg mærke...

Ønsker jeg kærlighed og fred og dejligt vejr ;-)

fredag den 7. juni 2013

I am in denial

 Bordplade...
Hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordpladehvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade...
Vandskade? Naaaaaahaaarj! Not in your life! 
Hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordpladehvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade....
Skjult rørskade? Kender jeg ikke noget til! 
Hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordpladehvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade...
Fyret husbond midt i det hele? Nej da. Det ville aldrig ske hos os! 
Hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordpladehvid bordplade hvid bordplade hvid fucking bordplade...
Budgetter der skrider? Nope. Kun minimalt... Ahemmmmmm....
Hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordpladehvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade sagde jeg jo...
Tømrer der aldrig ringer tilbage? Ah, det er da ikke særligt irriterende, nejnejda...
Hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordpladehvid bordplade hvid bordplade...
Total udbrændthed og seriøst brug for, at det rykker? Ja mon ikke! Er megatræt af rod og støv og af at campere med køleskab i interimistisk gæsterum uden dør, komfur i vandskadet lortegammelt bryggers, ingen varme nogen steder, at mangle alle mine ting og af, at jeg ikke har en kæmpestor familie med håndværkerbaggrund! 
Men jeg benægter alt! 
Hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordpladehvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade, hvid motherfucking bordplade! 

fredag den 17. maj 2013

Der var engang et gulv...

Og nogle vægge og nogle radiatorer og et køkken og nogle gulve... 




Er allerede forsinket i byggeprocessen. Det burde jeg jo, som den fødte pessimist jeg er, jo egentlig have regnet med, men det seneste halve års tid er jeg blevet slem til at slække på min pessimisme. Den slags hævner sig! 
Til gengæld har vi også fundet et par skjulte rørskader. Så kan man lære det! 
Men min hvide bordplade står stadig i mit åsyn. Tror simpelthen det bliver så godt, og det er så sund en proces, den her ombygning. Især for mig. Jeg kan mærke, hvordan jeg gradvist bliver mere og mere mig selv igen efter alle disse år med død, angst, arbejdsløshed, præmaturt barn og usikkerhed omkring alt undtaget mit parforhold, gudsketakoglov. 
Det værste for et menneske er utryghed, sagde min mand forleden. Det kan jeg i den grad bekræfte! Det er altødelæggende, og selv den stærkeste kan knækkes af utryghed, og jeg har gennem flere år levet med den konstant. Utrygheden, frygten for at miste min familie, sorgen ved at gøre det. Utrygheden ved ikke at have økonomisk sikkerhed i form af et fast job, og den undergravende usikkerhed på egne evner, der følger med, selvom jeg godt ved rent intellektuelt, at jeg er rigtig god til mit fag. Især når jeg er tryg! Utrygheden og angsten for at miste mit barn, skyldfølelsen ved at have født for tidligt, det smadrede selvværd ved ikke at kunne råbe lægerne op i flere måneder og ved ikke at kunne gøre mit barn tilpas. Det invaliderende, der ligger i massiv søvnmangel og en diæt af kaffe og sukker gennem lang tid. Og det skræmmende ved at miste evnen til at træffe beslutninger, fordi hjernen simpelthen kortslutter. Har man ikke været der, har man simpelthen ikke nogen anelse om, hvor frygteligt det er! 
Til gengæld er det så vildt, så rørende, som dengang man oplevede at holdt balancen på sin tohjulede cykel selv, når man begynder at lære at fungere igen. 
Jeg kan huske, første gang jeg oplevede at jeg glædede mig oprigtigt indeni, efter jeg var kommet i den rette behandling hos psykiaterne. Jeg kan ikke rigtig huske, hvad det var over. Men det var så fantastisk en følelse, der gik lige ned i maven og bredte sig til resten af kroppen og satte en lille byggesten fast på fundamentet til mit selvværd, som jeg jo måtte i gang med at bygge op fra bunden.
Eller da jeg for nogle måneder siden begyndte at blive rørt over ting. Det er jeg ikke blevet i årevis. Jeg har grædt mange tårer af frustration, frygt, afmagt, sorg, men ikke over at blive rørt. Der har været helt lukket for det center.
Og da jeg for egentlig ret få uger siden endeligt besluttede, at nu skulle det være med den her ombygning, var det på mange måder beviset på, at YES, jeg er tilbage. Ikke i topform, og ikke som den samme, jeg var før. Men jeg er kommet over på den rigtige side af livet igen...

onsdag den 8. maj 2013

Store tomme rum

Så røg det meste af indboet. Og aldrig har dette hus været så tomt, siden det blev opført for 50 år siden.



Vores spisebord er de næste måneder reduceret til drengens legebord, og vores sofa er alene om at være siddeplads i stuen. 
Den ene væg i gangen er røget sammen med loftet, og hold da kæft!!....... Pludselig er gangene større end det køkken, vi har nu. Nøj, hytte har været bygget af spildplads! 


Lever stadig i min drømmeverden med min nye bordplade og min indbygningskaffemaskine! Det bliver så gooooodt! 


søndag den 5. maj 2013

Stilhed før stormen...



Ah, det er måske så meget sagt, men i hvert fald venter vi på, at stormen - aka projekt ombygning - kan begynde. I morgen kommer der et firma efter indtil videre 85 flyttekasser, hvoraf over halvdelen bare er fyldt med bøger - oh yes - OG så er der stadig lige den store vitrine med alt porcelænet, der skal pakkes ned! Har flere gange understreget, at jeg aldrig mere skal eje noget, med mindre det kan ædes, drikkes eller hænges på min krop, men jeg tror sgu ikke helt, jeg kommer til at overholde det. Og jeg vælger at trøste mig selv med, at jeg i det mindste ved, hvad jeg har! Det er mere, end hvad man kunne sige om mine forældre og så mange andre, der har boet i det samme hus i 25 år.
Jeg glæder mig som et barn før juleaften, til mit store 51 m2 lækre køkken/stue-rum er færdigt, og det er det, der får mig til at glemme alle mellemregningerne med angst for alt det, der kan gå galt undervejs samt hvor hårdt, det bliver! Når alle de negative tanker kommer, så tænker jeg på min 4,5 meter lange og 1,20 meter brede køkkenø med den kridhvide kompositbordplade, der bliver så smuk (og så dyr!), at den skal tilbedes andægtigt hver dag! Og jeg tænker på, hvordan jeg ser ud, når jeg sidder på en af barstolene ved den ene ende af øen og slabber mokka fra min indbygningskaffemaskine, mens jeg sidder iført shabbycool søndagstøj og læser i min bog. Og jeg tænker på, hvor hyggeligt det bliver for min søde mand at lave heldagsseancer ved de store gasblus, mens knægten leger i den kæmpe stue ved siden af. Og jeg tænker på alle de hyggelige bruncher vi skal have ved vores kommende spisebord omringet af henholdsvis min gamle arvede slagbænk, et par ældre Wanscherstole i lys mahogni og et par endnu ikke indkøbte designerstole. Alt dette kan jeg se for mig gennem et af de dersens douchede filtre, de sætter for kameralinsen i Glamour og Danielle Steele, og jeg nægter at skænke det en tanke, at ungen sætter fedtede fingre på al højglansen, at vi er nogle megarodehoveder, så min hvide bordplade kommer alligevel til at ligne Jehovas sindsforvirring i et virvar af nøgler, reklamer og tomatpletter, at det sikkert bliver 25 procent dyrere, end vi har regnet med, og at der er en allerhelvedes lang og bumlet vej, til vi er i mål. Fuck det! I morgen er en milepæl i projektplanen! Tror sgu jeg lader propperne springe, selvom jeg ikke drikker. Så må min søde mand bælle for os begge!

Og så ville min mor være fyldt 67 år i dag, hvis hun havde levet...
Så jeg har købt en gave til mig selv, som jeg plejer at gøre på mine forældres og min farmors fødselsdage. Et par margueritørestikker fra Georg Jensen i forgyldt sølv og sort emalje. Den kombination er udgået, så det har været lidt en udfordring at finde dem, men Google er min ven! Og han svigtede heller ikke denne gang. Glæder mig, til de kommer. Men jeg ville nu hellere have haft min mor...

fredag den 3. maj 2013

Handywoman er løs!

Sidste år fugede min søde mand vores hus om. I år skal det så filtses. Eller vandskures, som det fejlagtigt oftest betegnes som. Det gik jeg i gang med i dag! Så tadaaaaa! Se min første mur:






søndag den 28. april 2013

Genbrug og vasketøj

Tænker det er meget heldigt, at jeg er ret begejstret for at ordne vasketøj... 


Og endnu mere heldigt var det, at en stor del af bunken denne gang bestod af arvegods fra søde Dorthe og hendes to sønner. 
Ligeså meget jeg sætter pris på nyt tøj elsker jeg at arve! Både til mig selv og min søn. Jeg kan godt lide tanken om at give gamle ting nyt liv, og jeg syr gerne lidt om, klipper tråde af og barberer fnuller væk for at tingene bliver pæne igen og klar til at blive en del af en ny familie. 
På samme måde bliver jeg også rigtig glad, når andre kan få glæde af ting, jeg ikke længere vil have. Så jeg sender tit smser rundt og adviserer folk inden for fornuftig radius om, at turen til Kirkens Korshær er i gære, og inden for hvilken tidshorisont folk skal komme forbi for at slå kløerne i mine aflagte sager. 
I dag toppede jeg yderligere vasketøjet op for i morgen ved at tage til garagesalg hos en gammel klassekammerat, som havde masser af fine sager på bud. 
Hurra for min nye vaskemaskine!

torsdag den 25. april 2013

Foråret møder retrovase

Har fundet min mormors gamle Kählervase frem til den smukke havebuket, min veninde Judith kom med. Foråret er omsider kommet! Jeg har også fået tømt skænken, den står på, så nu skal vi en tur på lauritz.com og sætte til salg igen. Hjemmet bliver mere og mere tomt i denne tid, og jeg er mere og mere spændt på, hvornår mureren kan gå i gang med at bryde gulvene op, og vi når point of no return!


God Bededagsferie :-)

mandag den 22. april 2013

Spisestuen der forsvandt

Jeg bor i mit barndomshjem sammen med min mand, vores søn og vores to højtelskede, topforkælede, tilpas gennemtykke katte. Vi har boet her, siden min far døde i 2010.
Huset er slet ikke sådan et, vi selv ville have valgt at købe, men på grund af , at det var overbelånt, og at kommunen stillede krav om kloakseparering på grunden formedelst 120.000 kroner, valgte vi at sælge vores nyistandsatte lejlighed i centrum af Esbjerg og rykke ud i forstæderne. Ikke at Esbjerg by er specielt anderledes end en forstad, men det er et helt andet indlæg...
Men det var ligesom den løsning, jeg kunne overskue dengang, og selvom huset stadig er overbelånt, og det som sagt ikke var et vi nogensinde selv ville have valgt, så er det her, vi bor. Vi har det godt med vores naboer, vores søn er nærmest blevet et ekstra barnebarn for Vagn og Gretha lige overfor, og vi ved udmærket godt, at græsset ikke nødvendigvis er grønnere i en anden kommune. Og ikke mindst vil vi tabe stygt mange penge på at rykke teltpælene op. Så vi har indset, at det er her, vi skal bo i hvert fald den næste årrække, og hvis det skal være på den måde, så vil jeg fandme også have, at det bliver MIT hjem og ikke mine forældres. Vi har gået rundt om renoveringsprojekter al den tid, vi har boet her; først med kloakken og deraf en smadret have og indkørsel. Så med udvendigt murværk, der var i lortestand, og vi har faktisk stadig ikke nået at få alt det smadder på murene, som der skal til for at gøre det pænt. Men nu har jeg simpelthen fået nok af indretningen, og jeg er hammertræt af altid at være så skidefornuftig og udsætte mine ønsker.
Så vi har lagt i kakkelovnen til den store renovering af hytten! Faktisk i så stor stil, så den store Wanscher-spisestue, jeg arvede efter mine forældre i går blev hentet af svigermekanikken, og der er kørt adskillige effekter på lauritz.com. Arkitekttegningerne er også lavet, og ligeså stille kommer vi nærmere det helt store SÅ ER DET NU-øjeblik, hvor vi rykker gulve op og lofter ned og vælter alle væggene.


Vores katte er helt rundt på gulvet, selvom vi kun er nået til det med spisestuen er væk, og de er pissebange for, at vi forsvinder og ikke tager dem med. Stakkels misser... Først blev deres liv helt forstyrret, da min far gik bort. Så kom vi og gjorde alt muligt ved huset og flyttede rundt på møblerne og forventede, at de brugte en kattelem i stedet for at lade soveværelsesvinduet stå åbent på vid gab dag og nat året rundt. Så var de meget alene, da vi var indlagt med vores søn de første par måneder af hans liv, og så fandme om vi ikke kom hjem med et kolikbarn!
Vores hunkat Asta tager det lidt mere afventende, end hankatten Louis. Han er allerede gået i forlad-mig-ikke-mode, og i nat - første nat e.s. (Efter Spisestuen) - kom han ind og hentede min søde sovende mand ind i spisestuen og kastede sig ned på tæppet under lampen, som om han ville sige "Far, den er væk! Der er nogen, der har taget spisestuen! Gør noget! Ring til politiet! Og giv mig lige noget mad, nu hvor du er oppe alligevel...."
Så lige nu er det vist mig, der glæder mig mest til forandringsprojektet, men jeg frygter det også! Ved af erfaring, at den slags generelt altid tager dobbelt så lang tid som beregnet, det bliver altid dyrere, og midt i det hele går man kold og ønsker, man aldrig var begyndt. Men når det hele så er færdigt....så har vi forhåbentligt skabt et drømmehjem. Vores drømmehjem...

søndag den 7. april 2013

She's alive!

Så skete det igen! Jeg gik lige i stå med et projekt. Denne gang min blog. Der er sådan set ingen undskyldninger, men en fandens masse forklaringer, og i øvrigt er det jo sådan set også ligegyldigt, eftersom jeg jo ikke har gjort den store reklame for projektet endnu... Det har jeg så tænkt en del over. Hvorfor det er sådan... Måske er det på grund af miljøskaden, der ligger i min journalistuddannelse. Hav et klart budskab, eller hold kæft! Sådan kort sagt. Og det har jeg jo sådan set ikke, et klart budskab. Blot et spinkelt håb om, at nogen vil fornøje sig med at følge beskedent med i min virkelighed, ligesom jeg finder behag i at at gøre det hos andre bloggere.
En anden ret væsentlig grund er, at det faktisk er betragteligt mere grænseoverskridende for mig at skrive om mig selv, end jeg havde troet. Jeg er vant til at beskrive andres liv, dælme ikke mit eget! Og hvem gider overhovedet vide noget om mig? Og hvad skal jeg skrive? Bliver jeg til grin? Synes de allesammen, jeg er dum? Selvhøjtidlig? Og hvor meget skal jeg skrive om mig selv? Hvor går grænsen? Tør jeg skrive, at jeg er i behandling for en depression og for angstanfald? At jeg nogle gange lader mit barn være brokke sig, indtil han falder i søvn, selvom der godt kan gå lang tid? At jeg har tabt 15 kilo, men at jeg faktisk er skidebange for at smide 15 mere af frygt for rent faktisk at blive lækker? At jeg trøstekøber? At jeg fortryder mange ting i mit liv? At jeg er pissebange for at blive afsløret i, at jeg i virkeligheden ikke kan noget? At jeg er hævngerrig? At hvis jeg havde muligheden for at gå tilbage og vælge om, aldrig ville vælge at flytte til Vestjylland eller en anden udørk?
Nu gjorde jeg det så!
Tilbage er der så at sætte sig ned og vente på, at der kommer nogen og smider æg på mine vinduer. Eller at opdage, at der rent faktisk ikke sker en skid ved det, fordi slet ikke er så farligt, som jeg troede, at skrive om mig selv...

mandag den 11. februar 2013

Selvkritik, snot og missekatte

Der har været lidt stille herinde den seneste uges tid. Dels fordi jeg er ret selvkritisk og lige pludselig synes, det kræver ret meget at lave den her blog, for den må faktisk gerne være både hyggelig at luske ind på og lidt fed at se på. Så det der med lige at oprette en blog og så bare tage det ligeså stille henad vejen, det var nok lige lovlig naivt af mig. De seneste aftener har jeg således læst op ad stolper og ned ad vægge, prøvet mig frem, rettet, droppet det hele og startet forfra igen og igen. Jeg er stadig laaaangt fra tilfreds, men tror nu lidt mere på, at jeg nok skal få hold på det. Har fundet ret god inspiration hos blandt andre mammamia, som har en supergod guide for nye bloggere og så er blog-land fyldt med fede blogs for enhver smag.

Og så har jeg præsteret at blive syg. Også igen! Var lige kommet mig over forrige weekends maveinfluenza, hvorefter manden min blev rigtig forkølet og tilsyneladende har fået smittet mig godt og grundigt. For de seneste to dage er gået i nærkontakt med min seng, en toiletrulle, en næsespray, en bøtte metholatum og en hankat. Heldigvis er lille Louis altid trofast og verdens bedste deltager, når man har det skidt!


Alle mennesker burde have kat... De er simpelthen balsam for sjælen, og de synes, man er pragtfuld uanset, hvordan man ser ud, hvad man siger, og hvad man gør - bare man servicerer dem i hoved og røv imens!

Det var alt for nu, folks! Mor trænger til en lur.See ya!

mandag den 4. februar 2013

Memo til mig selv:

Sygt barn, maveinfluenza og ambitioner om at blive en del af det hersens blogunivers, jeg elsker at fise rundt i, er en skidt kombi!

Fredag aften begyndte junior at kaste op, og bedst som jeg troede, jeg gik fri, fik min krop mig lige på andre tanker... Mandens langtidstilberedte mad kunne han pænt have for sig selv, og i nat var jeg så monteret som fast inventar på badeværelset! Knurre...

lørdag den 2. februar 2013

Bloggerjomfruens bekendelser

Jamen hurra og halløjsa, så lykkedes det mig endelig at tage mig sammen til at oprette en blog! Hensigten har været der længe, men optrækket har vist været i udu... Men nu er jeg her!

Du skal ikke forvente stor skrivekunst, sammenhæng eller grandiøse tanker her på bloggen. Det bliver vist mere et forum for min krøllede hjerne, mine i kø stående spydige betragtninger om løst og fast, stort og småt om livet i et hjørne af Udkantsdanmark og mine mere eller mindre flippede projekter.

Forhåbentlig giver det anledning til lejlighedsvis moro og velbehag at følge lidt med. Ellers find et andet sted at bruge nogle minutter af dit liv!

På snarligt gensyn :-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...