De, der siger, de aldrig nogensinde har lyst til at tampe deres ægtefælle med et eller andet hårdt, de er efter min bedste overbevisning nogle løgnhalse.
Men jeg må sige, at jeg har verdens sejeste mand.
Han gør sjældent, som jeg siger, selvom det naturligvis
ville være det klogeste. Han roder helt vildt, har alt for mange bøger, og så
stiller han altid ting i køkkenvasken i stedet for at sætte dem i opvaskeren
med det samme. Han glemmer at bære skraldespanden ud, når han alligevel er på
vej ud, om det så er det sidste, man råber efter ham, når han åbner hoveddøren,
og ikke bare hver morgen, men hver eneste morgen ligger hans barbermaskine på
siden af håndvasken i stedet for nede i skuffen. Han laver absolut kun noget i
dag, der kan udsættes til i morgen, hvis han kommer til det ved en fejl, og han
laver huller i næsten alle sine t-shirts, hurtigere end jeg kan nå at pille
prisen af. Han skal altid liiiige have en kop kaffe eller gå fire gange rundt
om sig selv, før han kommer ud af røret, og der går ikke en dag, uden han
drysser mindst tre par sko, to stykker overtøj og en hat ud over vores køkken
og stue. Han ser næsten altid begrænsninger frem for muligheder, og han synes,
han er en helt i flere dage, hvis han har slået græsplænen.
Der er sådan set masser at brokke sig over, og det gør jeg
sandelig også!
Når jeg altså ikke lige har travlt med at skønne på, at han
i begyndelsen af vores forhold tog det ganske og aldeles oppefra og ned, når
jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at jage en skræk i livet på ham, så han
ville blive skræmt langt væk. Eller dengang han beskyttede mig som en høg, da
jeg blev chikaneret af en syg person, og jeg blev så bange, at jeg krøb hen i
et hjørne i flere måneder. Eller dengang han stillede sig op foran min fars
kiste og sang ”Så længe skuden kan gå” helt alene, så hele kirken brød ud i
tårer. Eller dengang han nat efter nat gennem mange måneder passede vores for
tidligt fødte kolikbarn, så jeg kunne få bare lidt søvn. Eller dengang han
nærmest bar mig både fysisk og mentalt ind på psykiatrisk skadestue. Eller de mange,
mange måneder han var vidne til, at jeg lærte selv de mest basale ting igen. Og
hvordan han i det hele taget på daglig basis tager det i stiv arm, at han er
gift med et menneske, der har oplevet lidt for meget til altid selv at kunne
rumme det, og som i øvrigt næsten trodsigt insisterer på at kaste sig ud i nye
projekter hele tiden, selvom en pause måske ville være meget sund indimellem.
Når jeg husker på alle de ting i stedet for at fokusere på
alt det, der bare er überirriterende – for det er det! – så kan jeg ikke andet end at tænke, hold da
kæft hvor er han da bare sød, rummelig, kærlig, indsigtsfuld, tolerant, sexet,
tålmodig, tilgivende, hengiven, belæst, vedholdende og cool!
Og sådan kan verden på smukkeste vis i den grad opleves
forskelligt alt efter, hvad man fokuserer på.