Tid til forandring

Det var blevet tid til lidt forandring på bloggen. I hvert fald med hensyn til udseende. Så jeg har tryllet lidt bag skærmen. Håber I kan lide det. Har haft lidt problemer med at få bredder, widgets og billedtekst til at samarbejde med mig, og jeg er stadig ikke helt vildt glad, men jeg må på den igen en dag, hvor jeg har researchet lidt...
Ellers går livet med at leve vikartilværelsen for mit vedkommende og med at genfinde lysten og modet til at forsøge sig som selvstændig for min søde mands vedkommende. Livet er på en eller anden måde på pause for os, samtidig med at tiden bare flyver faretruende hurtigt af sted for os. Skræmmende!
Vi trænger virkelig til at få nogle succesoplevelser i form af job med mening og inden for de felter, vi har uddannet os inden for. Fordi uddannelse jo er nøglen til at komme i varig beskæftigelse. Som de der politikertågehoveder render og våser om.
Her i Esbjerg er den evindelige klagesang, at det er umuligt at rekruttere højtuddannet og specialiseret arbejdskraft. Og den sluger de lokale politikere så råt for usødet og tager på diverse messer og stiller op til hvad som helst for at give indtrykket af, at man som højtuddannet kan få en masse at lave i Udkantsdanmark. Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: NEJ.MAN.KAN.EJ!
De højtuddannede, der reelt er svære at rekruttere herude, er nogle, der er så specialiserede, at de også er svære at rekruttere alle mulige andre steder. Fact! Og hvis man ikke tror mig, så skal man endelig bare kontakte de lokale rekrutteringsfolk, der bestormes af arbejdsløse højt-men-forkert-uddannede i Udkanten, som ikke kan få noget at lave.Og ellers må de pendle i timevis for at komme til og fra arbejde, mens deres familier hænger skidedårligt sammen, fordi ungerne bliver afleveret klokken 06.30 og hentet igen klokken 17.00. Måske endda af bedsteforældrene, fordi forældrene ikke kan nå hjem fra arbejde inden lukketid. Hvad os uden bedsteforældre i nærheden så forventes at skulle gøre, er der ikke rigtig nogen konkrete politiske bud på, men jeg er da meget åben over for forslag fra den side. Som højtuddannet er der nemlig ingen øvre grænse for, hvor langt væk du har pligt til i givet fald at tage et job. Til gengæld har jeg hørt om folk, hos hvem intelligensen faldt ligefrem proportionalt med afstanden til jobbet, og helt ærligt: Jeg kan godt forstå det! For hvem fanden tænker på, at der er en familie i den anden ende af enhver arbejdssøgende, som har brug for vedkommende resten af livet og ikke blot i en given ansættelsesperiode? Nej vel? Det er der ikke lige nogen politikere eller arbejdsgivere, der umiddelbart gør.
Jeg synes, tiden er ved at være inde til forandring! Hvad om man så i øjnene, at det for det første er fuldstændig torskedumt, at det overhovedet er muligt for aktive mennesker under 75 år at være på offentlig forsørgelse alene på grund af deres alder? Og hvad med, at arbejdsgiverne så i øjnene, at der er nogle rigtig smarte folk, som gennem tiden har opfundet internet, Skype, Messenger, emails, mobiltelefoner og så videre, så det er fuldstændig overflødigt at tvinge folk til at pendle frem og tilbage over større afstande hver eneste dag, blot fordi man skal sidde på et kontor hver dag? Og hvorfor er arbejdsmarkedet indrettet sådan, så man enten er ude eller inde? Og hvis man vælger noget midt imellem er det meget bøvlet og umuligt at have sig et sikkerhedsnet, der enten er til at betale sig fra eller leve af, hvis uheldet er ude? Hvorfor ikke give folk muligheden for at skrue ned for karrieren i de år, hvor børnene har mest brug for en, parforholdet er allermest presset og risikoen for at dejse om af stress er allerstørst? Man kunne jo bare forlænge den arbejdspligtige alder i den anden ende i stedet for at sende folk hjem og spille golf og dyrke fritidsinteresserne 24/7. Ned i tid i børneårene, op i tid i nogle år og så ned i tid hen mod en udskudt pensionsalder. Og hvad med om vi startede en Folkebevægelse til Retten til det fulde Familieliv, der gik i rette med den diskurs, der ligesom er, hvor arbejdet står som det ukrænkelige element af et menneskes hverdag? Det mest ukrænkelige skal ikke være arbejdet! Det skal være familien! Og jeg taler her ikke om at indføre socialistisk borgerløn eller fuld løn for færre timer eller noget i den retning. Jeg taler blot om, at det skal være bredt anerkendt at kræve retten til at have et fuldt og velfungerende liv, hvor familien og ens eget velbefindende ikke kommer ind på henholdsvis anden og tredjepladsen efter arbejdet.
Det vil være meget sundere både for folk liv og for samfundet. For tænk på, hvad vi kunne spare i sygedagpenge, udgifter til specialtilbud til stressede børn, boligsikring, fradrag og tilskud på grund af skilsmisser og så videre og så videre.
Jeg siger det bare...

Det dummeste vi nogensinde har gjort!

I dag handler det ikke om kreaprojekter eller ombygning. Vi er nemlig helt vildt frustrerede, min søde mand og jeg. Vi er nemlig i al beskedenhed skidedygtige til vores fag, vi er ikke iværksættertyper, og vi kan ikke finde noget fast arbejde. Og sådan har det været i flere år. Det er så opslidende. Både rent økonomisk, men det tærer sindssygt på kræfterne, at man aldrig ved, hvor man står, at man lever fra måned til måned, fra projekt til projekt, fra vikariat til vikariat. Det er simpelthen så deprimerende ikke rigtig at kunne få ordentligt fat i et stabilt givende arbejdsliv. Ikke mindst når det er geografien, der spiller den største rolle.
Det ubetinget dummeste valg, vi nogensinde har foretaget herhjemme, var, da vi i 2005 flyttede - yngre, mere naive og nyuddannede - til Esbjerg for at komme i job. Eller rettere, det er det dummeste, vi nogensinde har gjort for vores arbejdsliv. For jeg fik muligheden for at være tæt på mine forældre i de fem år, der skulle vise sig at blive deres sidste leveår, og den slags er jo ikke til at gøre op i penge.
Men rent jobmæssigt har det været den ene lort lagt oven på den anden. For her er ingen jobrotation, og det er absolut minimalt, hvad der er af stillinger for kreative mennesker som os. Så vi har pendlet ud af byen det ene år efter det andet for at kunne tjene penge, da det viste sig, at de job, vi flyttede efter, rent faktisk så var de eneste job, vi kunne få i Esbjerg.
Nu er det jo nærliggende at tænke, at vi bare er rasende elendige til det, vi laver - for mit vedkommende journalistik og kommunikation, for min søde mands vedkommende er det arkitektur - men adskillige udtalelser, anbefalinger og resultater, vi har leveret inden for hver vores felt viser altså trods alt det modsatte! Og ellers er der pænt mange tidligere kolleger, chefer og samarbejdspartnere, der må være lystløgnere! Vi er så heller ikke de eneste højtuddannede i vores lokale omgangskreds, der har problemer med at finde job i Esbjerg. Uden den store anstrengelse kan jeg nævne en jurist, en universitetsuddannet projekt-ekspert, en kemiingeniør og et par cand. mag.'er. Fælles for os alle er, at vi bor i Esbjerg, er højtuddannede og leder efter job. Ingen af os kan finde noget i Esbjerg!
Og vi er allesammen begyndt at få meget store grønne knopper over hele kroppen, hver gang vi hører politikere, erhvervsfolk og embedsmænd stå og sige, at der mangler højtuddannede i Esbjerg og omegn. Nej der gør ikke! Der mangler måske helt specifikt uddannede mennesker til varetagelse af ganske specielle job i offshoresektoren. Altså folk, der er så store specialister, at de for den sags skyld også mangler i København, London eller whereever. Derudover mangler der så iværksættere, som der gør alle mulige andre steder uden for storbyerne.
Men at rende rundt og tale om, at her mangler højtuddannede, specialister og den såkaldt kreative klasse, som er et vældig populært - og meget misbrugt - begreb herude, det er det rene lyv! Jeg kunne forestille mig, at den gode Richard Florida, som er ophavsmanden bag tankerne omkring Den Kreative Klasse, og hvad der får et samfund til at vækste både på kroner og kreativitet, ville falde om af grin, hvis han vidste, hvordan lokalpolitikere og lignende tågehoveder med teoretiske ambitioner væltede rundt i hans begrebsverden.
Pointen med mit indlæg er at fokusere på, at vi faktisk er en sværm af højtuddannede, kreative mennesker, der forlod storbyerne for at flytte til Udkantsdanmark i håbet om at kunne gøre karriere herude. Det var nemlig det, vi blev stillet i udsigt som værende muligt, og selvom krisen ramte, så fortsætter kampagnerne for at lokke folk herud. Og jeg må bare sige: Stoooop! Bliv væk! Hvis der er et job, du gerne vil have i Udkantsdanmark, så lad for himlens skyld være med at flytte efter det! Pendl! For satan da! Og inden du undrer dig over, hvorfor vi ikke bare er flyttet væk igen, så er den korte historie, at vi nu som så mange andre danskere, er blev stavnsbundet på grund af faldende huspriser. Så hvis vi rykkede teltpælene op, ville det være med en gæld, der nærmer sig millionen. Derfor er den ide ligesom skrottet.
Men nu er vi her så, og vi vil faktisk gerne have det bedste ud af det. Vi vil gerne bidrage til verden herude, vi vil gerne nyde naturen, som der er masser af herude, og så vil vi bare rigtig gerne have et meningsfuldt job, som ligger i det område, vi bor i!
Desværre vi må jo nok se i øjnene, at det hedder pendling igenigenigen. Og gudfader, hvor går der megen god tid tabt bag rattet på den måde. Rent bortset fra, at mindst en af os er nødt til at være i stand til at hente vores søn klokken 16 senest, for der lukke dagplejen. En lille logistisk detalje.
Så kære politikere, embedsfolk, erhvervsfolk og lignende, der sukker efter højtuddannede i Esbjerg: Vi er her! Face it og brug os i stedet for at fokusere på dem, der ikke er her endnu, eller som skal pendle hertil. Det vil gøre både vores arbejdsliv og vores privatliv så meget bedre, hvis det ikke var så håbløst at finde varig - og såkaldt kreativ  - beskæftigelse i Udkanten!

Journalist/kommunikationsjob og arkitektjob søges! CV'er sendes gerne!