Der var engang et gulv...

Og nogle vægge og nogle radiatorer og et køkken og nogle gulve... 

Er allerede forsinket i byggeprocessen. Det burde jeg jo, som den fødte pessimist jeg er, jo egentlig have regnet med, men det seneste halve års tid er jeg blevet slem til at slække på min pessimisme. Den slags hævner sig! 

Til gengæld har vi også fundet et par skjulte rørskader. Så kan man lære det! 

Men min hvide bordplade står stadig i mit åsyn. Tror simpelthen det bliver så godt, og det er så sund en proces, den her ombygning. Især for mig. Jeg kan mærke, hvordan jeg gradvist bliver mere og mere mig selv igen efter alle disse år med død, angst, arbejdsløshed, præmaturt barn og usikkerhed omkring alt undtaget mit parforhold, gudsketakoglov. 

Det værste for et menneske er utryghed, sagde min mand forleden. Det kan jeg i den grad bekræfte! Det er altødelæggende, og selv den stærkeste kan knækkes af utryghed, og jeg har gennem flere år levet med den konstant. Utrygheden, frygten for at miste min familie, sorgen ved at gøre det. Utrygheden ved ikke at have økonomisk sikkerhed i form af et fast job, og den undergravende usikkerhed på egne evner, der følger med, selvom jeg godt ved rent intellektuelt, at jeg er rigtig god til mit fag. Især når jeg er tryg! Utrygheden og angsten for at miste mit barn, skyldfølelsen ved at have født for tidligt, det smadrede selvværd ved ikke at kunne råbe lægerne op i flere måneder og ved ikke at kunne gøre mit barn tilpas. Det invaliderende, der ligger i massiv søvnmangel og en diæt af kaffe og sukker gennem lang tid. Og det skræmmende ved at miste evnen til at træffe beslutninger, fordi hjernen simpelthen kortslutter. Har man ikke været der, har man simpelthen ikke nogen anelse om, hvor frygteligt det er! 

Til gengæld er det så vildt, så rørende, som dengang man oplevede at holdt balancen på sin tohjulede cykel selv, når man begynder at lære at fungere igen. 

Jeg kan huske, første gang jeg oplevede at jeg glædede mig oprigtigt indeni, efter jeg var kommet i den rette behandling hos psykiaterne. Jeg kan ikke rigtig huske, hvad det var over. Men det var så fantastisk en følelse, der gik lige ned i maven og bredte sig til resten af kroppen og satte en lille byggesten fast på fundamentet til mit selvværd, som jeg jo måtte i gang med at bygge op fra bunden.

Eller da jeg for nogle måneder siden begyndte at blive rørt over ting. Det er jeg ikke blevet i årevis. Jeg har grædt mange tårer af frustration, frygt, afmagt, sorg, men ikke over at blive rørt. Der har været helt lukket for det center.

Og da jeg for egentlig ret få uger siden endeligt besluttede, at nu skulle det være med den her ombygning, var det på mange måder beviset på, at YES, jeg er tilbage. Ikke i topform, og ikke som den samme, jeg var før. Men jeg er kommet over på den rigtige side af livet igen...

Store tomme rum

Så røg det meste af indboet. Og aldrig har dette hus været så tomt, siden det blev opført for 50 år siden.

Vores spisebord er de næste måneder reduceret til drengens legebord, og vores sofa er alene om at være siddeplads i stuen. 

Den ene væg i gangen er røget sammen med loftet, og hold da kæft!!....... Pludselig er gangene større end det køkken, vi har nu. Nøj, hytte har været bygget af spildplads! 

Lever stadig i min drømmeverden med min nye bordplade og min indbygningskaffemaskine! Det bliver så gooooodt! 

Stilhed før stormen...

Ah, det er måske så meget sagt, men i hvert fald venter vi på, at stormen - aka projekt ombygning - kan begynde. I morgen kommer der et firma efter indtil videre 85 flyttekasser, hvoraf over halvdelen bare er fyldt med bøger - oh yes - OG så er der stadig lige den store vitrine med alt porcelænet, der skal pakkes ned! Har flere gange understreget, at jeg aldrig mere skal eje noget, med mindre det kan ædes, drikkes eller hænges på min krop, men jeg tror sgu ikke helt, jeg kommer til at overholde det. Og jeg vælger at trøste mig selv med, at jeg i det mindste ved, hvad jeg har! Det er mere, end hvad man kunne sige om mine forældre og så mange andre, der har boet i det samme hus i 25 år.
Jeg glæder mig som et barn før juleaften, til mit store 51 m2 lækre køkken/stue-rum er færdigt, og det er det, der får mig til at glemme alle mellemregningerne med angst for alt det, der kan gå galt undervejs samt hvor hårdt, det bliver! Når alle de negative tanker kommer, så tænker jeg på min 4,5 meter lange og 1,20 meter brede køkkenø med den kridhvide kompositbordplade, der bliver så smuk (og så dyr!), at den skal tilbedes andægtigt hver dag! Og jeg tænker på, hvordan jeg ser ud, når jeg sidder på en af barstolene ved den ene ende af øen og slabber mokka fra min indbygningskaffemaskine, mens jeg sidder iført shabbycool søndagstøj og læser i min bog. Og jeg tænker på, hvor hyggeligt det bliver for min søde mand at lave heldagsseancer ved de store gasblus, mens knægten leger i den kæmpe stue ved siden af. Og jeg tænker på alle de hyggelige bruncher vi skal have ved vores kommende spisebord omringet af henholdsvis min gamle arvede slagbænk, et par ældre Wanscherstole i lys mahogni og et par endnu ikke indkøbte designerstole. Alt dette kan jeg se for mig gennem et af de dersens douchede filtre, de sætter for kameralinsen i Glamour og Danielle Steele, og jeg nægter at skænke det en tanke, at ungen sætter fedtede fingre på al højglansen, at vi er nogle megarodehoveder, så min hvide bordplade kommer alligevel til at ligne Jehovas sindsforvirring i et virvar af nøgler, reklamer og tomatpletter, at det sikkert bliver 25 procent dyrere, end vi har regnet med, og at der er en allerhelvedes lang og bumlet vej, til vi er i mål. Fuck det! I morgen er en milepæl i projektplanen! Tror sgu jeg lader propperne springe, selvom jeg ikke drikker. Så må min søde mand bælle for os begge!

Og så ville min mor være fyldt 67 år i dag, hvis hun havde levet...
Så jeg har købt en gave til mig selv, som jeg plejer at gøre på mine forældres og min farmors fødselsdage. Et par margueritørestikker fra Georg Jensen i forgyldt sølv og sort emalje. Den kombination er udgået, så det har været lidt en udfordring at finde dem, men Google er min ven! Og han svigtede heller ikke denne gang. Glæder mig, til de kommer. Men jeg ville nu hellere have haft min mor...

Handywoman er løs!

Sidste år fugede min søde mand vores hus om. I år skal det så filtses. Eller vandskures, som det fejlagtigt oftest betegnes som. Det gik jeg i gang med i dag! Så tadaaaaa! Se min første mur: