Vi er IKKE klar til Bo Bedre...

Så gik der lige tre måneder der. SKAL altså være bedre til det her blogtamtam! Kunne præsentere 117 undskyldninger, men det er vel ret ligemeget. Status herhjemme er stadig to gange indtægter, der svarer til dagpengesats, en ombygning, der har kostet alt for meget, og som stadig ikke er helt færdig. Dertil kommer, at der er et brygger og et vindfang, der SKAL laves meget snart. Vi har nemlig en dejlig lille rørskade, der ligger og venter på at blive udbedret, og forsikringens betaling bliver meget meget symbolsk, eftersom lortet er så gammelt, så det halve kunne være nok, og standarden er ikke super.
Min søde dejlige mand arbejdede ihærdigt på at starte som selvstændig for et par måneder siden, men han blev så lige røvrendt to timer i åbningstid og måtte se et projekt, han havde brugt ret mange timer på, fordufte over til en konkurrent. Så lærte han da lige, at ja skat, der findes faktisk folk, som ikke opfører sig ret anstændigt... Men det kan vi ligesom ikke leve af.
Derudover har jeg virkelig også haft den her ide om, at når jeg endelig skulle vise mit nye hjem frem på min blog, så skulle det også være færdigt og klar til Bo Bedre. Det har jeg så droppet igen! For vi er ganske enkelt ikke sådan nogen, der bliver klar til Bo Bedre lige med det første. Enten fordi vi er i gang med at rydde op i gamle kasser. Har for eksempel fundet en kasse med min mors families billeder på loftet, som jeg ikke anede eksisterede. Eller også fordi der lige står en omgang PU skum, lidt akrylfugemasse eller en adskilt lysekrone et eller andet sted og er i semi-brug. Så nu har jeg simpelthen besluttet mig for at vise billeder af et rigtigt hjem med rod og kattehår og legetøj og værktøj og overtøj og støv og visne blomster og så videre.
Take a look...

 

Vi mangler stadig lige at bygge reoler hen over vinduet. Men jeg har den her ide om, at de ikke skal falde ned, så derfor venter vi lige på at have råd til at hyre en tømrer...

 

Til gengæld har min mand lavede indbyggede reoler hele vejen hen under vindueskarmen, og det ser bare så fedt ud! Det er hackede IKEA Billy reoler. Love Ikea!

Når jeg har ryddet op på vores kæmpestore køkkenbord, skal jeg nok lægge et billede op af min hvide bordplade :-)

Der var engang et gulv...

Og nogle vægge og nogle radiatorer og et køkken og nogle gulve... 

Er allerede forsinket i byggeprocessen. Det burde jeg jo, som den fødte pessimist jeg er, jo egentlig have regnet med, men det seneste halve års tid er jeg blevet slem til at slække på min pessimisme. Den slags hævner sig! 

Til gengæld har vi også fundet et par skjulte rørskader. Så kan man lære det! 

Men min hvide bordplade står stadig i mit åsyn. Tror simpelthen det bliver så godt, og det er så sund en proces, den her ombygning. Især for mig. Jeg kan mærke, hvordan jeg gradvist bliver mere og mere mig selv igen efter alle disse år med død, angst, arbejdsløshed, præmaturt barn og usikkerhed omkring alt undtaget mit parforhold, gudsketakoglov. 

Det værste for et menneske er utryghed, sagde min mand forleden. Det kan jeg i den grad bekræfte! Det er altødelæggende, og selv den stærkeste kan knækkes af utryghed, og jeg har gennem flere år levet med den konstant. Utrygheden, frygten for at miste min familie, sorgen ved at gøre det. Utrygheden ved ikke at have økonomisk sikkerhed i form af et fast job, og den undergravende usikkerhed på egne evner, der følger med, selvom jeg godt ved rent intellektuelt, at jeg er rigtig god til mit fag. Især når jeg er tryg! Utrygheden og angsten for at miste mit barn, skyldfølelsen ved at have født for tidligt, det smadrede selvværd ved ikke at kunne råbe lægerne op i flere måneder og ved ikke at kunne gøre mit barn tilpas. Det invaliderende, der ligger i massiv søvnmangel og en diæt af kaffe og sukker gennem lang tid. Og det skræmmende ved at miste evnen til at træffe beslutninger, fordi hjernen simpelthen kortslutter. Har man ikke været der, har man simpelthen ikke nogen anelse om, hvor frygteligt det er! 

Til gengæld er det så vildt, så rørende, som dengang man oplevede at holdt balancen på sin tohjulede cykel selv, når man begynder at lære at fungere igen. 

Jeg kan huske, første gang jeg oplevede at jeg glædede mig oprigtigt indeni, efter jeg var kommet i den rette behandling hos psykiaterne. Jeg kan ikke rigtig huske, hvad det var over. Men det var så fantastisk en følelse, der gik lige ned i maven og bredte sig til resten af kroppen og satte en lille byggesten fast på fundamentet til mit selvværd, som jeg jo måtte i gang med at bygge op fra bunden.

Eller da jeg for nogle måneder siden begyndte at blive rørt over ting. Det er jeg ikke blevet i årevis. Jeg har grædt mange tårer af frustration, frygt, afmagt, sorg, men ikke over at blive rørt. Der har været helt lukket for det center.

Og da jeg for egentlig ret få uger siden endeligt besluttede, at nu skulle det være med den her ombygning, var det på mange måder beviset på, at YES, jeg er tilbage. Ikke i topform, og ikke som den samme, jeg var før. Men jeg er kommet over på den rigtige side af livet igen...