Vi går til kanten

Vi bygger om herhjemme. Som altid. Ligesom vi også lige er ved at etablere et firma og opfostre en snart femårig. Vi gør det som altid på kanten. Kanten af vores tid, kanten af vores økonomi, kanten af det fornuftige. Vi gør det, fordi vi ikke kan lade være, og fordi vi ikke kan andet.

En rørskade tvang os i gang med den nuværende ombygning, der efterhånden har stået på et år. Flere års forsøg på at finde et fast job inden for arkitektbranchen og kronisk venten på bedre tider og hoppen fra den ene mere mærkelige beskæftigelse til den anden, har fået os til at sige F**K! Så nu har vi satset hele butikken på at få min søde mands firma, Arkitektur i Virkeligheden, til at køre. Og køre godt!

Det betyder MANGE timers arbejde. Også til moi, for det der med hjemmeside, sociale medier, skubben på og sigen "har du nu husket", "ring til", "spring så, for helvede, luften kan godt bære!"... Det er min afdeling. Ikke min søde mands. Han er ud af en familie, hvor tre til fire generationer før ham alle er gået konkurs, så han er skrækslagen for at være selvstændig.
Han er jo så til gengæld en supernørd til det, der rent faktisk er substansen i foretagendet; nemlig arkitektur, historie, bygninger, design og så videre. Så på den måde er det jo et fantastisk fint makkerskab. Og et sandt mirakel, at vi ikke har slået hinanden ihjel eller er blevet skilt.

Det er så her, den femårige kommer ind i billedet. For dybest set er det jo superpraktisk, at der ikke et andre end os to, der er så fuldstændig opslugte af alt, hvad det her fantastiske barn foretager sig. Ingen andre gider oprigtigt og gentagne gange høre om, hvor fantastisk nuttet han er, hver gang han er faldet i søvn, hvor fedt det er, hver gang han får knusende ros i børnehaven, hvor rørende det er, når han sidder og taler med en af kattene om, at hans morfar og mormor, som han aldrig har mødt, er døde. Derfor binder han os jo på forunderlig vis sammen i et sandt orgie af "nuuuuurh, hvor cute" og "ham har vi lavet", og med et afblæses skilsmissen i erkendelse af, at vi kan skabe noget helt fantastisk sammen. Måske lidt forsimplet forklaret, bevares, men det principielle i forklaringen holder fint nok.

Tjek min mands firma ud her: Arkitektur i Virkeligheden. Og følg det på Facebook her. Giv siden et like, så hjælper du os, tak :-) 

Der kommer en dag...

Det går fremad, men langsomt! Vi har nu malet, fået køkkenet til at virke, lagt alt gulvet på, og alligevel virker det som om, der er pænt langt i mål. Lister, døre, indbyggede bogreoler og nyt el mangler stadig færdiggørelse, og vi er godt nok gået noget døde i projektet. Men det bliver fandme godt, gør det!
Her ligner Jehovas sindsforvirring. Også fordi knægtens dagpleje har holdt ferielukket i 14 dage nu, og det er dælme ikke nogen ferie for forældrene! Jesus, hvor tager det megen tid, når en toårig gerne vil hjælpe med at bygge om. Ligeså charmerende og hjertevarmende det er, når han kommer med en hammer og knalder den ned i tæerne på en og siger "vasgo mor", ligeså pisseirriterende er altså også, når det sker for gang nummer syv! Til gengæld har vores barn lært at sige ordet "vingummi" til perfektion, for jeg er ikke for fin til at bestikke mig til husfred.
Men her får I lige et par ucensurerede billeder af byggepladsen. Jeg orker ikke at style boligen til Bo Bedre, så lev med rodet eller fis af min blog!

Den skitsemæssige friskhed har ikke helt forladt projektet, som man kan se. Men i morgen kommer der - om Expert er villig - fjernsyn på væggen OG det bliver indstillet af en af deres drenge, så jeg ikke behøver blive sur. I hvert fald ikke over det. Hvilket vil sige, at huset derefter er udstyret med velfungerende husalter, køleskab og kaffemaskine, og så behøver man vel sådan set ikke mere... Måske lige størsteparten af vores ejendele, der stadig er opmagasineret hos et flyttefirma. Glæder mig vildt til at få mine ting hjem igen. Eller rettere, NOGLE af mine ting hjem igen, for ærligt og redeligt kan jeg faktisk ikke sige, at jeg har manglet ret meget, mens de har været væk. Jo, jeg savner dælme mit royale postelin og ikke at skulle æde af melamin! Jeg savner også alle mine hobbyting og ganske få af mine bøger. Men hold da kæft, hvor er det egentlig skræmmende, hvor lidt jordisk gods, man egentlig kan klare sig ganske udmærket med! Jeg har i den forbindelse erklæret, at der skal smides en masse ud og leves mere spartansk, meeen lad os nu lige se, hvor alvorligt jeg tager den erklæring, når det kommer til stykket...

Indersiden af hovedet har godt nok været på en prøvelse i alt dette her kaos. Det er også derfor, jeg ikke har faret i blækhuset hver dag og delt mine glæder og frustrationer om håndværkere, fugemasse, maling der skiller, murbrokker og alt det andet lort, der er med sådan en ombygning.

Ingen tvivl om at det er både godt og skidt for mig, det her megaprojekt. Det er supergodt at få mit eget hjem i stedet for at leve i mine forældres laden stå til gennem dekader. Det er en fantastisk renselsesproces, jeg ikke anede, jeg havde brug for, før vi kom i gang med at forvandle huset.

Til gengæld har det medført oceaner af søvnløse nætter over økonomien, der jo ikke ser ret god ud efter min søde mands fyring lige efter, vi havde væltet alle vægge i huset. Selve processen med at ændre så meget i mine forældres hus og ikke mindst prioritere at bruge så mange penge, fordi jeg har lyst til at give mig selv og min familie et überlækkert hjem, hvor need to have er længe overdøvet af nice to have, har sat øverste etage på overarbejde, og jeg har balanceret på en knivsæg, kan jeg mærke. Mine drømme har været drænende og min søvn forstyrret, mit åndedræt har boet ovenfor maveregionen og mine tanker har hvirvlet rundt og skræmt mig fra vid og sans flere gange.

Jeg snakkede med min psykiatriske sygeplejerske om det forleden, og hun konkluderede, at mine restsymptomer i forbindelse med depressionen er blevet forværret. Ikke mindst på grund af, at jeg om et par måneder har været sygemeldt i et år, og når man har været det, ja så begynder der jo en veritabel klapjagt på en fra det offentliges side. For efter et år må man da vel for helvede kunne fungere gennemsnitligt og i øvrigt lære at tage sig sammen og nøjes med at æde nogle piller for at få krop og sind til at fungere og helst holde kæft imens..Jeg har jo set så mange blive jaget som straffefanger af det system. Både gennem mit journalistfag og i min omgangskreds, at den viden har udløst en del spekulationer. Det er jo den slags jeg helst skal undgå og lære at være tilstede her og nu og få en grundlæggende ro på mig igen.

For helvede, hvor er det bare noget voldsomt noget at gå gennem sådan et depressionsforløb! Men det bliver lige et andet indlæg, kan jeg mærke...

Ønsker jeg kærlighed og fred og dejligt vejr ;-)

I am in denial

 Bordplade...

Hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordpladehvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade...

Vandskade? Naaaaaahaaarj! Not in your life! 

Hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordpladehvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade....

Skjult rørskade? Kender jeg ikke noget til! 

Hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordpladehvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade...

Fyret husbond midt i det hele? Nej da. Det ville aldrig ske hos os! 

Hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordpladehvid bordplade hvid bordplade hvid fucking bordplade...

Budgetter der skrider? Nope. Kun minimalt... Ahemmmmmm....

Hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordpladehvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade sagde jeg jo...

Tømrer der aldrig ringer tilbage? Ah, det er da ikke særligt irriterende, nejnejda...

Hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordpladehvid bordplade hvid bordplade...

Total udbrændthed og seriøst brug for, at det rykker? Ja mon ikke! Er megatræt af rod og støv og af at campere med køleskab i interimistisk gæsterum uden dør, komfur i vandskadet lortegammelt bryggers, ingen varme nogen steder, at mangle alle mine ting og af, at jeg ikke har en kæmpestor familie med håndværkerbaggrund! 

Men jeg benægter alt! 

Hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade hvid bordpladehvid bordplade hvid bordplade hvid bordplade, hvid motherfucking bordplade! 

Der var engang et gulv...

Og nogle vægge og nogle radiatorer og et køkken og nogle gulve... 

Er allerede forsinket i byggeprocessen. Det burde jeg jo, som den fødte pessimist jeg er, jo egentlig have regnet med, men det seneste halve års tid er jeg blevet slem til at slække på min pessimisme. Den slags hævner sig! 

Til gengæld har vi også fundet et par skjulte rørskader. Så kan man lære det! 

Men min hvide bordplade står stadig i mit åsyn. Tror simpelthen det bliver så godt, og det er så sund en proces, den her ombygning. Især for mig. Jeg kan mærke, hvordan jeg gradvist bliver mere og mere mig selv igen efter alle disse år med død, angst, arbejdsløshed, præmaturt barn og usikkerhed omkring alt undtaget mit parforhold, gudsketakoglov. 

Det værste for et menneske er utryghed, sagde min mand forleden. Det kan jeg i den grad bekræfte! Det er altødelæggende, og selv den stærkeste kan knækkes af utryghed, og jeg har gennem flere år levet med den konstant. Utrygheden, frygten for at miste min familie, sorgen ved at gøre det. Utrygheden ved ikke at have økonomisk sikkerhed i form af et fast job, og den undergravende usikkerhed på egne evner, der følger med, selvom jeg godt ved rent intellektuelt, at jeg er rigtig god til mit fag. Især når jeg er tryg! Utrygheden og angsten for at miste mit barn, skyldfølelsen ved at have født for tidligt, det smadrede selvværd ved ikke at kunne råbe lægerne op i flere måneder og ved ikke at kunne gøre mit barn tilpas. Det invaliderende, der ligger i massiv søvnmangel og en diæt af kaffe og sukker gennem lang tid. Og det skræmmende ved at miste evnen til at træffe beslutninger, fordi hjernen simpelthen kortslutter. Har man ikke været der, har man simpelthen ikke nogen anelse om, hvor frygteligt det er! 

Til gengæld er det så vildt, så rørende, som dengang man oplevede at holdt balancen på sin tohjulede cykel selv, når man begynder at lære at fungere igen. 

Jeg kan huske, første gang jeg oplevede at jeg glædede mig oprigtigt indeni, efter jeg var kommet i den rette behandling hos psykiaterne. Jeg kan ikke rigtig huske, hvad det var over. Men det var så fantastisk en følelse, der gik lige ned i maven og bredte sig til resten af kroppen og satte en lille byggesten fast på fundamentet til mit selvværd, som jeg jo måtte i gang med at bygge op fra bunden.

Eller da jeg for nogle måneder siden begyndte at blive rørt over ting. Det er jeg ikke blevet i årevis. Jeg har grædt mange tårer af frustration, frygt, afmagt, sorg, men ikke over at blive rørt. Der har været helt lukket for det center.

Og da jeg for egentlig ret få uger siden endeligt besluttede, at nu skulle det være med den her ombygning, var det på mange måder beviset på, at YES, jeg er tilbage. Ikke i topform, og ikke som den samme, jeg var før. Men jeg er kommet over på den rigtige side af livet igen...