Vi går til kanten

Vi bygger om herhjemme. Som altid. Ligesom vi også lige er ved at etablere et firma og opfostre en snart femårig. Vi gør det som altid på kanten. Kanten af vores tid, kanten af vores økonomi, kanten af det fornuftige. Vi gør det, fordi vi ikke kan lade være, og fordi vi ikke kan andet.

En rørskade tvang os i gang med den nuværende ombygning, der efterhånden har stået på et år. Flere års forsøg på at finde et fast job inden for arkitektbranchen og kronisk venten på bedre tider og hoppen fra den ene mere mærkelige beskæftigelse til den anden, har fået os til at sige F**K! Så nu har vi satset hele butikken på at få min søde mands firma, Arkitektur i Virkeligheden, til at køre. Og køre godt!

Det betyder MANGE timers arbejde. Også til moi, for det der med hjemmeside, sociale medier, skubben på og sigen "har du nu husket", "ring til", "spring så, for helvede, luften kan godt bære!"... Det er min afdeling. Ikke min søde mands. Han er ud af en familie, hvor tre til fire generationer før ham alle er gået konkurs, så han er skrækslagen for at være selvstændig.
Han er jo så til gengæld en supernørd til det, der rent faktisk er substansen i foretagendet; nemlig arkitektur, historie, bygninger, design og så videre. Så på den måde er det jo et fantastisk fint makkerskab. Og et sandt mirakel, at vi ikke har slået hinanden ihjel eller er blevet skilt.

Det er så her, den femårige kommer ind i billedet. For dybest set er det jo superpraktisk, at der ikke et andre end os to, der er så fuldstændig opslugte af alt, hvad det her fantastiske barn foretager sig. Ingen andre gider oprigtigt og gentagne gange høre om, hvor fantastisk nuttet han er, hver gang han er faldet i søvn, hvor fedt det er, hver gang han får knusende ros i børnehaven, hvor rørende det er, når han sidder og taler med en af kattene om, at hans morfar og mormor, som han aldrig har mødt, er døde. Derfor binder han os jo på forunderlig vis sammen i et sandt orgie af "nuuuuurh, hvor cute" og "ham har vi lavet", og med et afblæses skilsmissen i erkendelse af, at vi kan skabe noget helt fantastisk sammen. Måske lidt forsimplet forklaret, bevares, men det principielle i forklaringen holder fint nok.

Tjek min mands firma ud her: Arkitektur i Virkeligheden. Og følg det på Facebook her. Giv siden et like, så hjælper du os, tak :-) 

Min mand - übertræls, men verdens sejeste

De, der siger, de aldrig nogensinde har lyst til at tampe deres ægtefælle med et eller andet hårdt, de er efter min bedste overbevisning nogle løgnhalse.

Men jeg må sige, at jeg har verdens sejeste mand. 

Han gør sjældent, som jeg siger, selvom det naturligvis ville være det klogeste. Han roder helt vildt, har alt for mange bøger, og så stiller han altid ting i køkkenvasken i stedet for at sætte dem i opvaskeren med det samme. Han glemmer at bære skraldespanden ud, når han alligevel er på vej ud, om det så er det sidste, man råber efter ham, når han åbner hoveddøren, og ikke bare hver morgen, men hver eneste morgen ligger hans barbermaskine på siden af håndvasken i stedet for nede i skuffen. Han laver absolut kun noget i dag, der kan udsættes til i morgen, hvis han kommer til det ved en fejl, og han laver huller i næsten alle sine t-shirts, hurtigere end jeg kan nå at pille prisen af. Han skal altid liiiige have en kop kaffe eller gå fire gange rundt om sig selv, før han kommer ud af røret, og der går ikke en dag, uden han drysser mindst tre par sko, to stykker overtøj og en hat ud over vores køkken og stue. Han ser næsten altid begrænsninger frem for muligheder, og han synes, han er en helt i flere dage, hvis han har slået græsplænen. 

Der er sådan set masser at brokke sig over, og det gør jeg sandelig også! 

Når jeg altså ikke lige har travlt med at skønne på, at han i begyndelsen af vores forhold tog det ganske og aldeles oppefra og ned, når jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at jage en skræk i livet på ham, så han ville blive skræmt langt væk. Eller dengang han beskyttede mig som en høg, da jeg blev chikaneret af en syg person, og jeg blev så bange, at jeg krøb hen i et hjørne i flere måneder. Eller dengang han stillede sig op foran min fars kiste og sang ”Så længe skuden kan gå” helt alene, så hele kirken brød ud i tårer. Eller dengang han nat efter nat gennem mange måneder passede vores for tidligt fødte kolikbarn, så jeg kunne få bare lidt søvn. Eller dengang han nærmest bar mig både fysisk og mentalt ind på psykiatrisk skadestue. Eller de mange, mange måneder han var vidne til, at jeg lærte selv de mest basale ting igen. Og hvordan han i det hele taget på daglig basis tager det i stiv arm, at han er gift med et menneske, der har oplevet lidt for meget til altid selv at kunne rumme det, og som i øvrigt næsten trodsigt insisterer på at kaste sig ud i nye projekter hele tiden, selvom en pause måske ville være meget sund indimellem. 

Når jeg husker på alle de ting i stedet for at fokusere på alt det, der bare er überirriterende – for det er det! –  så kan jeg ikke andet end at tænke, hold da kæft hvor er han da bare sød, rummelig, kærlig, indsigtsfuld, tolerant, sexet, tålmodig, tilgivende, hengiven, belæst, vedholdende og cool! 

Og sådan kan verden på smukkeste vis i den grad opleves forskelligt alt efter, hvad man fokuserer på.