Vi går til kanten

Vi bygger om herhjemme. Som altid. Ligesom vi også lige er ved at etablere et firma og opfostre en snart femårig. Vi gør det som altid på kanten. Kanten af vores tid, kanten af vores økonomi, kanten af det fornuftige. Vi gør det, fordi vi ikke kan lade være, og fordi vi ikke kan andet.

En rørskade tvang os i gang med den nuværende ombygning, der efterhånden har stået på et år. Flere års forsøg på at finde et fast job inden for arkitektbranchen og kronisk venten på bedre tider og hoppen fra den ene mere mærkelige beskæftigelse til den anden, har fået os til at sige F**K! Så nu har vi satset hele butikken på at få min søde mands firma, Arkitektur i Virkeligheden, til at køre. Og køre godt!

Det betyder MANGE timers arbejde. Også til moi, for det der med hjemmeside, sociale medier, skubben på og sigen "har du nu husket", "ring til", "spring så, for helvede, luften kan godt bære!"... Det er min afdeling. Ikke min søde mands. Han er ud af en familie, hvor tre til fire generationer før ham alle er gået konkurs, så han er skrækslagen for at være selvstændig.
Han er jo så til gengæld en supernørd til det, der rent faktisk er substansen i foretagendet; nemlig arkitektur, historie, bygninger, design og så videre. Så på den måde er det jo et fantastisk fint makkerskab. Og et sandt mirakel, at vi ikke har slået hinanden ihjel eller er blevet skilt.

Det er så her, den femårige kommer ind i billedet. For dybest set er det jo superpraktisk, at der ikke et andre end os to, der er så fuldstændig opslugte af alt, hvad det her fantastiske barn foretager sig. Ingen andre gider oprigtigt og gentagne gange høre om, hvor fantastisk nuttet han er, hver gang han er faldet i søvn, hvor fedt det er, hver gang han får knusende ros i børnehaven, hvor rørende det er, når han sidder og taler med en af kattene om, at hans morfar og mormor, som han aldrig har mødt, er døde. Derfor binder han os jo på forunderlig vis sammen i et sandt orgie af "nuuuuurh, hvor cute" og "ham har vi lavet", og med et afblæses skilsmissen i erkendelse af, at vi kan skabe noget helt fantastisk sammen. Måske lidt forsimplet forklaret, bevares, men det principielle i forklaringen holder fint nok.

Tjek min mands firma ud her: Arkitektur i Virkeligheden. Og følg det på Facebook her. Giv siden et like, så hjælper du os, tak :-) 

Byggeriet griber om sig

Så er reolen over vores store vinduesparti færdigt, og mor er glad!

 

Efter to år med udsigt til rockwool og en jernstolpe fik min søde mand omsider hanket op i sig selv og sine færdigheder og fik bygget reolen. Den er som underdelen og sidedelen lavet af IKEAs Billy-elementer, som er hacket og skåret til, så de passer, og så er der efterfølgende monteret hobbyplader, lister, fuget, spartlet, filtet og malet, så det ser megaprof ud! 

Min søde mand har været så nervøs for vores loft, men efter at have rådført sig med sagkundskaben og indkøbt blandt andet 20 centimeter lange skruer i kassevis til eksorbitante priser, fik han alligevel has på projektet. 

Hele den indbyggede reol - altså både under, over og ved siden af vinduespartiet har vel stået os i omegnen af 5.000 kroner. Sidegevinsten har været, at det har været muligt for os at isolere under og over vinduet, hvilket der aldrig har været. 

Og aldrig så snart er vi færdige med et projekt, før der står et nyt i kø. Da vi lavede den store ombygning for snart et par år siden, fandt vi en rørskade under gulvet i bores bryggers. Den blev midlertidigt udbedret, og så har den stået i bero ved forsikringsselskabet, indtil vi fik råd til at lave bryggers og entre om samtidigt. 

Det har vi så ikke fået. Råd. Faktisk er vores økonomi langt værre end nogensinde, og min arkitektmand falder for dagpengeretten til august! Så vi er pænt pressede og relativt paniske og har absolut ingen plan B. Alligevel for der en djævel i mig en dag, vi havde kaffebesøg af en bekendt, der er håndværker. Min søde og til tider overforsigtige mand sad og mente, at væggen mellem bryggers og entre var bærende. Vores bekendte var uenig. Jeg hentede brandøksen, og det blev afgjort. Den var ikke bærende! Og så kom vi ligesom i gang. 

Jeg tænker sådan, at så længe, vi selv er i gang med at rykke ned, så sparer vi en masse penge, og ingen har nogensinde fået det godt at at sidde på deres hænder på vej ud over en afgrund! 

Så vi bygger om og håber på et mirakel inden august!

Så tager vi et skridt opad

Så kom der et lille lyspunkt midt i al kaoset.
Jeg har fået at vide, at jeg kan blive siddende, der hvor jeg sidder i vores regionale mediehus, det næste års tid. Pyha!
Sidder blandt superskønne kolleger på en travl pind og med en chef, der virker umanerlig tilforladelig. Ganske vist kun midlertidigt, men hold nu kæft, det var dejligt at få lidt ro på og kunne leve lidt mere langsigtet end fra uge til uge!
Så er det kun min søde mand, der skal findes noget til, så kan vi lige så stille begynde at komme op af det kæmpestore økonomiske helvedeshul, der er blevet gravet i løbet af det seneste års tid.
Fejrede den glade nyhed med at købe en hvid kubusstage til mig selv og invitere mand og barn ud at spise. Hvilket jo var markant billigere, end da jeg for et par måneder siden i ren og skær trods over et latterligt afslag på et job gik ud og købte en ny sofa! På afbetaling! (Uden renter og ÅOP og alt der der, for det var i Idemøbler, og der er sådan en fiks ordning, hvor de låner en penge og betaler renterne for en. Det var sådan derved, jeg kunne berolige mig selv trods alt.) Så moden er jeg nemlig!

I virkeligheden er det slet ikke helt gået op for mig endnu, at jeg ved, hvor jeg skal køre hen hver morgen det næste år. At jeg har fået de dejligste kolleger og ligeså stille kan gøre mig håb om at få betalt lidt ned på vores kassekreditter, som jo kronisk er maxet og har været det længe. Uanset hvad skal vi blive ved med at leve på en sten de næste mange mange måneder, i virkeligheden nok nogle år. Men alligevel kan det give en vis ro at vide, at man kan stoppe med at grave hullet dybere, end det er. Om ikke andet så bare i en periode.

Man lærer at skønne på de små ulykker, som Doktor Hansen siger i Matador. (Episode 11. Der hvor de spiller Matador, og Maude kommer til at tage den forkerte bil, og Oberst Hackel vil handle i porten, sagde nørden.) Og dermed også råbe hurra for de små lykker!