Min mand - übertræls, men verdens sejeste

De, der siger, de aldrig nogensinde har lyst til at tampe deres ægtefælle med et eller andet hårdt, de er efter min bedste overbevisning nogle løgnhalse.

Men jeg må sige, at jeg har verdens sejeste mand. 

Han gør sjældent, som jeg siger, selvom det naturligvis ville være det klogeste. Han roder helt vildt, har alt for mange bøger, og så stiller han altid ting i køkkenvasken i stedet for at sætte dem i opvaskeren med det samme. Han glemmer at bære skraldespanden ud, når han alligevel er på vej ud, om det så er det sidste, man råber efter ham, når han åbner hoveddøren, og ikke bare hver morgen, men hver eneste morgen ligger hans barbermaskine på siden af håndvasken i stedet for nede i skuffen. Han laver absolut kun noget i dag, der kan udsættes til i morgen, hvis han kommer til det ved en fejl, og han laver huller i næsten alle sine t-shirts, hurtigere end jeg kan nå at pille prisen af. Han skal altid liiiige have en kop kaffe eller gå fire gange rundt om sig selv, før han kommer ud af røret, og der går ikke en dag, uden han drysser mindst tre par sko, to stykker overtøj og en hat ud over vores køkken og stue. Han ser næsten altid begrænsninger frem for muligheder, og han synes, han er en helt i flere dage, hvis han har slået græsplænen. 

Der er sådan set masser at brokke sig over, og det gør jeg sandelig også! 

Når jeg altså ikke lige har travlt med at skønne på, at han i begyndelsen af vores forhold tog det ganske og aldeles oppefra og ned, når jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at jage en skræk i livet på ham, så han ville blive skræmt langt væk. Eller dengang han beskyttede mig som en høg, da jeg blev chikaneret af en syg person, og jeg blev så bange, at jeg krøb hen i et hjørne i flere måneder. Eller dengang han stillede sig op foran min fars kiste og sang ”Så længe skuden kan gå” helt alene, så hele kirken brød ud i tårer. Eller dengang han nat efter nat gennem mange måneder passede vores for tidligt fødte kolikbarn, så jeg kunne få bare lidt søvn. Eller dengang han nærmest bar mig både fysisk og mentalt ind på psykiatrisk skadestue. Eller de mange, mange måneder han var vidne til, at jeg lærte selv de mest basale ting igen. Og hvordan han i det hele taget på daglig basis tager det i stiv arm, at han er gift med et menneske, der har oplevet lidt for meget til altid selv at kunne rumme det, og som i øvrigt næsten trodsigt insisterer på at kaste sig ud i nye projekter hele tiden, selvom en pause måske ville være meget sund indimellem. 

Når jeg husker på alle de ting i stedet for at fokusere på alt det, der bare er überirriterende – for det er det! –  så kan jeg ikke andet end at tænke, hold da kæft hvor er han da bare sød, rummelig, kærlig, indsigtsfuld, tolerant, sexet, tålmodig, tilgivende, hengiven, belæst, vedholdende og cool! 

Og sådan kan verden på smukkeste vis i den grad opleves forskelligt alt efter, hvad man fokuserer på.

Begrænsning - det bruger vi ikke her

Hvorfor det gang på gang lykkes mig at være nødt til at sætte flere projekter i gang på en gang, har jeg efterhånden opgivet at finde ud af.

De skal nok blive færdige en dag, men hold nu k..., det kunne altså være rart med lidt tålmodighed/disciplin til at gøre en ting færdig ad gangen engang imellem. Men sådan fungerer jeg ikke. Så skal jeg liiiiige prøve en ide af, og så kører showet. Og nej, det er ikke alt, jeg har gang i. Der ligger også lidt forskellige syprojekter og venter på at blive taget op, og jeg har indtil flere skriverier, der ligger og summer.

Det her med kreative projekter er megavigtigt for mig. Har jeg ikke gang i et eller andet, bliver jeg alt andet end velfungerende. Det er meditativt for mig, og det gør, at jeg føler, jeg kan sætte mig ned med god samvittighed, fordi jeg faktisk laver noget. Jeg tænker så godt, mens jeg nørkler, og jeg får mange ting på plads i sjælen på den måde. Det er jo efterhånden også anerkendt, at kreativitet og kreative projekter kan have en stor betydning for menneskers almene tilstand både fysisk og mentalt, så jeg er jo bare et helt banalt tilfælde!

Det orange bliver en sweater til min søde mand. Det er geelong-uld og megablødt, og han kan er sådan lidt sortsmudsket i hud og hårfarven, så han kan sagtens bære farven. Jeg strikker med dobbeltgarn på pind 3,5. Ærmerne er lavet, så det er kun bulen og sammenstrikning, der skal knaldes af. Der er ikke så meget andet end tid, der skal til der. Og disciplinen til ikke at gøre noget andet. Men de der ensfarvede arbejder er lidt kedeligt at sidde med. Til gengæld kan man se flimmer uden at skulle tælle...

Det bordeaux/sorte er et sjal, jeg tror, jeg ender med at trævle op. Er ikke helt tilfreds med striberne af en eller anden grund, jeg ikke helt kan redegøre for. Begge farver er fra Kauni. Det bordeauxfarvede garn er sådan noget multifarvet noget, men det er holdt i røde toner, som jeg faktisk ikke synes skifter hurtigt nok eller er markant nok i farverne.

Og så er der et lille hyggeligt hækleprojekt i sorte og grå farver, der skal blive til en stempelkandevarmer.

Har heldigvis stabil hjælp i store, bamsede Louis. Han svigter aldrig en strikkestund i sofaen, og han sørger for, at der er ekstra isoleret med kattehår. Katte er i øvrigt også meget sunde for mennesker at omgås. Så i virkeligheden er mit sofahjørne jo bare et regulært terapirum.