Min mand - übertræls, men verdens sejeste

De, der siger, de aldrig nogensinde har lyst til at tampe deres ægtefælle med et eller andet hårdt, de er efter min bedste overbevisning nogle løgnhalse.

Men jeg må sige, at jeg har verdens sejeste mand. 

Han gør sjældent, som jeg siger, selvom det naturligvis ville være det klogeste. Han roder helt vildt, har alt for mange bøger, og så stiller han altid ting i køkkenvasken i stedet for at sætte dem i opvaskeren med det samme. Han glemmer at bære skraldespanden ud, når han alligevel er på vej ud, om det så er det sidste, man råber efter ham, når han åbner hoveddøren, og ikke bare hver morgen, men hver eneste morgen ligger hans barbermaskine på siden af håndvasken i stedet for nede i skuffen. Han laver absolut kun noget i dag, der kan udsættes til i morgen, hvis han kommer til det ved en fejl, og han laver huller i næsten alle sine t-shirts, hurtigere end jeg kan nå at pille prisen af. Han skal altid liiiige have en kop kaffe eller gå fire gange rundt om sig selv, før han kommer ud af røret, og der går ikke en dag, uden han drysser mindst tre par sko, to stykker overtøj og en hat ud over vores køkken og stue. Han ser næsten altid begrænsninger frem for muligheder, og han synes, han er en helt i flere dage, hvis han har slået græsplænen. 

Der er sådan set masser at brokke sig over, og det gør jeg sandelig også! 

Når jeg altså ikke lige har travlt med at skønne på, at han i begyndelsen af vores forhold tog det ganske og aldeles oppefra og ned, når jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at jage en skræk i livet på ham, så han ville blive skræmt langt væk. Eller dengang han beskyttede mig som en høg, da jeg blev chikaneret af en syg person, og jeg blev så bange, at jeg krøb hen i et hjørne i flere måneder. Eller dengang han stillede sig op foran min fars kiste og sang ”Så længe skuden kan gå” helt alene, så hele kirken brød ud i tårer. Eller dengang han nat efter nat gennem mange måneder passede vores for tidligt fødte kolikbarn, så jeg kunne få bare lidt søvn. Eller dengang han nærmest bar mig både fysisk og mentalt ind på psykiatrisk skadestue. Eller de mange, mange måneder han var vidne til, at jeg lærte selv de mest basale ting igen. Og hvordan han i det hele taget på daglig basis tager det i stiv arm, at han er gift med et menneske, der har oplevet lidt for meget til altid selv at kunne rumme det, og som i øvrigt næsten trodsigt insisterer på at kaste sig ud i nye projekter hele tiden, selvom en pause måske ville være meget sund indimellem. 

Når jeg husker på alle de ting i stedet for at fokusere på alt det, der bare er überirriterende – for det er det! –  så kan jeg ikke andet end at tænke, hold da kæft hvor er han da bare sød, rummelig, kærlig, indsigtsfuld, tolerant, sexet, tålmodig, tilgivende, hengiven, belæst, vedholdende og cool! 

Og sådan kan verden på smukkeste vis i den grad opleves forskelligt alt efter, hvad man fokuserer på.

Den dag jeg blev afsløret

"Jeg har tænkt på, Christine, er du introvert?"

Spørgsmålet kom via telefonen, og på en tiendedel af et sekund blev jeg klædt helt og aldeles af langt ind i sjælen af en mand, jeg aldrig har set og på daværende tidspunkt kun havde talt i telefon med max tre gange. Det var i forbindelse med noget arbejde.

Jeg har stadig ikke helt fundet ud af, hvordan han så det. Det var noget med en måde, jeg talte på, forklarede han, da jeg småundskyldende var nødt til at skrive og spørge, hvordan fanden han lige havde præsteret at sætte fingeren på det, de fleste, jeg møder på min vej, aldrig ville tro om mig.

Jeg har før skrevet om, hvor megabøvlet det kan være at være en indadvendt sjæl med indtil flere ekstroverte træk i ascendanten. Og om at jeg aldrig har lært at drage omsorg for begge personlighedstræk fra barnsben og deraf har fornøjelsen af at tage en svingom med en røvfuld frustrationer sådan cirka på kvartalsbasis, når jeg alligevel har fået sagt ja til lidt for mange sociale aftaler, til at jeg synes, jeg har det helt godt.

Jeg har for længst erkendt, at det bliver et tema, jeg får glæde af resten af mine dage. Det er, fordi jeg er så splittet mellem simpelthen at være naturkraft-agtigt nødt til at blande mig og stille mig frem og sige en masse ting engang imellem, og så snart jeg træder ned fra ølkassen at have et indtrængende behov for at være i fred. Ikke nogen super salgbar personlighedskombination i det omgivende samfund, fordi man ligesom ikke rigtig passer ind i nogen kasser. Og jeg har helt sikkert mistet både venner og faglige chancer gennem tiderne, fordi jeg ikke kunne leve op til at være i den sociale og ekstroverte kasse ret længe ad gangen, selvom jeg fylder den rigtig godt ud, når jeg er i den.

At blive afsløret, som jeg blev forleden, var til min ret store overraskelse helt afsindig befriende, og jeg har lunet min sjæl ved tanken flere gange siden. Det er, fordi jeg oplevede at blive set. Sådan uden omsvøb og uden jeg gjorde noget som helst for det. Og det føltes rigtig godt.

Det kan da sagtens være, der er mange, der har tænkt samme tanke som ham, der afslørede mig i telefonen forleden. Der er blot ikke nogen, der har sagt det sådan før. Jeg siger ikke, det nødvendigvis er en knaldgod ide altid at gå rundt og komme med den slags direkte betragtninger i enhver situation. Men hvor ville det være interessant og, tror jeg, befriende, hvis vi turde komme med lidt flere komplimenter eller betragtninger om hinanden til hinanden. Det, man jo siger til et andet menneske, når man gør det, er: "hey, jeg har set dig".

Og findes der nogen større kompliment, man kan give et andet menneske? End at man har set dem. Ikke deres titel, deres alder, deres position, deres adresse, deres ydre kvaliteter. Men deres personlighed. Jeg har sjældent fået en kompliment, der er så stor. Til gengæld kan den holde længe :-)

Jeg er hende den udadvendte indadvendte

Jeg har erkendt noget over de senere år.

Der er nogen, der både er tydeligt ekstrovert, men som samtidigt har et ekstremt behov for at koble af. Det har jeg egentlig aldrig rigtig tænkt så meget over, og jeg er ganske sikker på, at det er der ikke ret mange, der gør. Ikke mindst fordi de to behov trækker i hver sin retning.

Min erkendelse består i, at jeg er sådan en.

I virkeligheden har jeg altid kæmpet med følelsen af, at jeg skulle vælge mellem de to sider. Lige siden jeg var barn.  Men jeg kan først se det i dag.

Jeg har haft oplevelsen af, at jeg enten skulle være den udadvendte, larmende, fandenivoldske, frontløbende tilsyneladende selvsikre og meget sociale Christine, eller at jeg skulle være den pæne, rolige, tænksomme, indadvendte og meget sårbare pige, der elskede at være alene, som higede efter tryghed, og som kunne fornemme en stemning i det splitsekund, hun trådte ind i et rum.

Enten. Eller. Ikke noget midtimellem.

Selvfølgelig har det en laaaaang psykologisk forklaring, der involverer min opvækst. Den vil jeg hverken negligere eller udpensle. Men det handler jo selvfølgelig om, hvilke sider, der er blevet fremelsket og anerkendt af vigtige personer i ens liv, hvordan man har lært at stå ved sig selv eller det modsatte, hvilke skygger, der gemmer sig i en og den slags. 

Det, der har ramt mig i denne erkendelse af, at jeg dybest set er et meget ekstrovert og samtidigt sensitivt menneske, er, at det ikke er nogen let personlighedskombination at slutte fred med. For det er skidesvært den ene dag at være helt vildt meget ”på”, være god til det, tage affære, være den der råber højt, spreder energi og fylder en masse. For den næste dag at have behov for at krybe i et med tapetet og bare være stille med sig selv og være i fred for andre. Og ofte er det jo ikke engang vekslende fra dag til dag, men flere gange i løbet af dagen.

Det er sgu forvirrende. Ikke mindst for ens omgivelser. Og jeg forstår det godt. Jeg gør det jo også selv. Har en forventning om, hvordan folk, jeg har mødt én gang, vil være, når jeg møder dem en anden gang. Og hvis opførslen er alt for forskellig, studser jeg da noget. Eller rettere, det gjorde jeg.

I dag studser jeg sjældent over folks måde at være på.

Dels har jeg af omfattende erfaring lært, at man aldrig har fantasi til at forestille sig, hvad der kan ske i virkeligheden.

Dels har jeg erkendt, hvor markante yderpoler, jeg selv har, og fremfor alt accepteret, at jeg bliver nødt til at tilgodese begge poler lige meget og være fuldstændig ligeglad med, hvad andre forventer af mig. Ellers kan jeg jo ikke være inde i mig selv for bare slåskamp, og så ender man altså hos hjernevriderne! Been there, done that, got the tshirt…

Helt lavpraktisk betyder det at være meget udadvendt og samtidig super sensitiv for mig, at jeg bliver nødt til at prioritere benhårdt i mine aktiviteter. Der SKAL være tid til, at jeg kan være alene og gå og nulre, som jeg kalder det. Det vil sige, jeg skal kunne være hjemme og have fred for andre forpligtelser end at kramme min søn og kysse min mand, når de melder sig. Og det behov er mindst lige så vigtigt at tilgodese som mit behov for at være sammen med andre, involvere mig i sociale sammenhænge og stille mig op på ølkassen og råbe op.

Det betyder også, at jeg altid har ørepropper i min taske, for så kan jeg altid tage mig noget ro.

Jeg er også blevet mere hård med at sige nej til at deltage i ting og sager og til at mødes med folk. Det betyder selvfølgelig, at der er nogen, der falder fra, men sådan må det så være. Folk er altid hjerteligt velkomne til at komme og sætte sig ved mit køkkenbord og snakke. Men det der med at sige ja til at mødes til kaffe, frokost, middag og så videre, det er godt nok sjældent, jeg siger ja til det.

Og når jeg en sjælden gang imellem er helt alene hjemme uden mand, børn og missekatte, så låser jeg døren og laver lige, hvad der passer mig helt alene og uden at blive forstyrret. Det kan godt være, jeg gør rent eller hører ac/dc for fuld hammer. Det kan også være, jeg sætter mig i mit sofahjørne og syr og ser flimmer. Måske lægger jeg mig på min seng og lytter til lige præcis ingenting. Og nyder det.

Et er erkendelsen af at være strikket sådan sammen. Den var ikke en, der kom til mig let, vil jeg lige sige.

Et andet er at lære at værdsætte og respektere både min hoppende udadvendte og min følsomme indadvendte side. Og ikke mindst få forenet dem i en ganske almindelig hverdag med familie, arbejdsliv og generelle forpligtelser.

Lige dér voterer juryen jævnligt! Men i det mindste ved den godt, hvad det handler om nu. Og det har virkelig været en stor lettelse at få sat det på plads.

I lyset af en bisættelse

Når hverdagen går sin gang, er det let at glemme, hvad der er det vigtigste i ens liv.

Det er alt for let at bruge tiden på at mindes, hvad der var, og at vente på et eller andet, der kommer.
Det skal man også. Begge dele. Men ikke på bekostning af at være tilstede lige her og nu, der hvor man er, sammen med dem, man er omgivet af.
Nogle gange er det de allernærmeste, man er sammen med. Men rigtig ofte er man omgivet af mennesker, man ikke har sine primære relationer til. For eksempel kolleger, naboer, medpassagerer, de andre forældre ved ungernes aktiviteter, og så videre og så videre. Men det gør det vel ikke uvæsentligt at huske på at være nærværende. At være lige her, lige nu, give af sig selv og interessere sig for sine omgivelser og det, man er en del af i nuet.

Jeg kendte en, der mestrede det der med nærvær og nuet helt fantastisk. Hun hed Hanne, og hun blev bisat i eftermiddags. Kirken var proppet med familie, venner, naboer og kolleger. Nye som gamle. Jeg hørte til blandt kollegerne og de nye. Jeg var nok i virkeligheden en af dem, der havde kendt hende allerkortest, men på den korte tid rørte hun ved mit hjerte, og hun gav mig både håbet og troen og et kærligt puf og en hjælpende hånd.  Hun var meget medvirkende til, at jeg i dag sidder, hvor jeg gør i mit arbejdsliv. Jeg vil altid være hende taknemmelig for, at hun tog sig tiden og nærværet til at interessere sig for mig og dele ud af sig selv.

Hanne er et af de mennesker, jeg vil lade mig inspirere af i min måde at leve mit liv på. Hun er en af dem, jeg har givet en plads i panelet, som jeg kalder den sværm af mennesker, der sidder inde i hovedet på mig, og som jeg ser for mig, når jeg lige tager en tjekker på, om jeg nu også lever sådan, som jeg gerne vil. Om ikke andet så sådan cirka da. Panelet er en inspirerende forsamling, som består af en broget skare af folk, der inspirerer mig til at blive om ikke et bedre menneske, så det menneske, jeg gerne vil være. Der er både kendisser og kolleger, familie og venner, rige og fattige, mænd og kvinder, børn og voksne, gamle flammer og flygtige bekendtskaber, you name it, i mit panel. Hver og en bidrager med et eller andet, der har rørt ved mit hjerte og giver mig lyst til at leve livet.

Og det er vel en af de ypperste opgaver, vi har som mennesker. At røre ved hinandens hjerter og inspirere hinanden til at leve vores liv. Og huske hinanden på at livet kun er, hvad vi selv er med til at gøre det til, og at det kan være overstået lige om lidt.

Æret være Hannes minde. Og tak fordi du rørte ved mit hjerte.

Jeg er ikke alene

Hold da op!

Hvor har I bare været skønne i forbindelse med mit indlæg i går. Der er så mange, der har sendt private beskeder til mig, smser og sågar har min søde mand skrevet, at en veninde har været forbi med en blomst! 

En sød kollega stoppede mig på gangen og sagde, det var dejligt, der var andre, der havde det på den måde, og en komplet fremmed har sendt mig en besked på mit arbejde om det samme.

Tusind mange tak skal I have! 

Sjovt nok er der ingen, der har brugt kommentarfeltet under indlægget, hvilket jo også er en mulighed, jeg da lige vil slå et slag for :-) Jo flere, der gør den slags, jo flere finder man ud af, der måske har det ligesom en selv. 

Men hvor er det skønt, at der er så mange, der har reageret. Ikke mindst fordi et af de højere mål med Livet på Udkanten er, at kaste store fede sten efter tabuer og de ting, der gør nas. Ikke for at få dem til at gå væk, men for at bryde tabuerne og sige tingene højt, så man ikke tror, man er alene. 

Sorg er et af de store tabuer i vores verden. Den passer ligesom ikke ind i hverken tempo eller værdier i vores hverdag, og når de første par måneder er gået, så forventes man at være kommet så langt, så man kan klare resten inden for egne fire vægge, eller for nogens vedkommende endnu mere privat. 

Det passer ikke ind i vores samfund at ringe til chefen tudende og sige, "jeg kan ikke komme på arbejde i dag, fordi min mor døde for tre år siden, og jeg kan ikke holde op med at græde, for det gør bare så ondt inde i mig i dag." I stedet for ringer vi og siger, at vi har ondt i halsen eller et eller andet fysisk, der er alment accepteret som værende gyldig sygemeldingsårsag. 

Men sorg varer længe! Det siger alle, jeg har talt med. Hvor længe er individuelt, og sorg går aldrig over. Den kan blive anderledes, knap så påtrængende. Man lærer, at solen står op i morgen, uanset at man føler, verden er gået i stå. Og lige så stille lærer man,  hvordan man lever sit liv uden dem, der døde. Men sorgen sidder for evigt i hjertet. 

Her er et link til indlægget fra i går. 

Dagene der mærkes

I dag er det syv år siden, bunden blev slået ud af mig.

For syv år siden døde min mor af en sepsis, hun havde fået efter et længere forløb på hospitalet oven på en stor hjerteoperation. Det var sådan et af de tilfælde, hvor operationen gik godt, men patienten døde. Hun var syg af lupus gennem mange år inden, så vi har altid levet med en fod siddende i hospitaldøren, men alligevel kom det bag på os, at hun døde denne søndag morgen, som 16. december var i 2007.

Hvert år omkring denne tid har jeg det sådan lidt mærkeligt. Jeg går og husker nogle detaljer omkring præcise tidspunkter på præcise datoer.
For eksempel 14. december. Det var den dag, jeg sidst så min mor i live. Det var på hendes enestue på afdeling 242 på sygehuset i Esbjerg. Hun sad op i sin seng og havde det rigtig fint. Var i godt humør og helt sig selv.

Og 15. december som var den dag, jeg sidst talte med hende. Det var over telefonen om de julegaver, jeg havde været ude og købe både til og fra hende. Jeg havde fået rigtig ondt i  halsen i løbet af natten, og jeg husker, vi talte om, om jeg skulle komme op til hende, eller om smitterisikoen var for dum at løbe. Hun havde det så fint, sagde hun, så jeg skulle bare få ordnet julegaverne, så kunne vi bare ses i morgen.

Og så i dag, 16. december, som var den dag, hun døde. Min far ringede ved halvsyvtiden og sagde, at det var ikke så godt med mor. Det havde han gjort flere gange tidligere. Vi stod op, min mand sendte mig ud under bruseren og stod klar med en skål yoghurt, da jeg kom ud. Jeg stod op ved køkkenbordet og spiste, da min mobil ringede igen. Det var en sygeplejerske. Jeg husker ikke hendes præcise ord, men hun ringede for at skynde på os.
"Er det nu," spurgte jeg.
"Ja," svarede hun bare, og jeg smed røret på, råbte efter min mand, og fløj ned af trappen, mens jeg vist bare messede en masse nejnejfuckkomnunejnejnejkomnukomnu.
Min mand kom styrtende bagefter, tydeligt irriteret over, at alting pludselig skulle gå så stærkt. Han havde slet ikke opfattet, hvad der var ved at ske. Nede på gaden lå der sne, og vores bil var dækket af is. Jeg skulle til at løbe op på hospitalet, men min mand råbte til mig, at jeg bare havde at sætte mig ind i bilen, og midt i min panik nåede jeg at tænke, at jeg jo ikke ville nå hurtigere frem ved at løbe de halvanden kilometer som at vente på, at der blev skrabet et felt fri af forruden.
Jeg husker svagt turen hen ad Kronprinsensgade, op ad Frodesgade, og så ellers at jeg løb ind af døren til afdelingen og ind på hendes stue, hvor min far sad ved siden af min mor i hospitalssengen.
"Det er sket," sagde han, og jeg fløj hen og tog hende i hånden og aede hende hårdt på armen, som om hun kunne vågne af det, mens jeg grædende spurgte, om hun var død, og bebrejdede mig selv, at jeg ikke havde været oppe og besøge hende dagen før, fordi jeg havde ondt i halsen og ikke ville smitte hende. På den anden side af sengen stod der en sygeplejerske og prøvede at tale mig fra at bebrejde mig selv noget, for ingen kunne havde vidst, at det ville gå, som det gjorde: At min mors krop i løbet af natten ikke kunne mere, at sepsissen gik helt amok, og at hun døde klokken lidt i halvotte om morgenen i dag for syv år siden.

I dag og de næste dage frem mod jul og nytår, plejer jeg at gå og få flashbacks, når jeg ser på klokken. Jeg tænker sådan nogle ting, som at "nu snakkede jeg med bedemanden", "nu var jeg i gang med at ringe rundt og fortælle det", "nu var vi i Kvickly, og alle andre gik bare rundt og handlede, som om intet var hændt, og min mor var lige død", "nu lukkede vi låget på kisten" og så videre og så videre.

Jeg fungerer fint, har min hverdag og kan også glæde mig og grine og have det sjovt. Men de der flashbacks kommer og går hvert år ved denne tid, og gennem årene er der kommet flere detaljer til. Som om man lige skal have tid til at være klar til at erindre en ting mere.

Er ked af, du skulle af sted så tidligt, mor. Det kunne have været hyggeligt at leve sammen lidt længere. Sov godt.

Anna Elisabeth Baasch Aagaard
5. maj 1946 - 16. december 2007

Vær taknemmelig

Min dejlige venindes lige så dejlige søster er lige død. 42 år, mor, søster, datter, hustru, veninde til så mange mennesker, som aldrig får hende at se igen. Hun kæmpede indædt til det absolut sidste mod sin kræftsygdom, og hendes nærmeste støttede hendes ønske om at dø i kampen. Men hendes krop kunne ikke mere, og i mandags døde hun med sin mand, søster og mor ved sin side.

Æret være Malenes minde.

Jeg har virkelig været påvirket af hendes skæbne og ikke mindst af min seje, seje venindes strabadser som pårørende. Hun har mistet sin søster. Hun er datter af en mor, der har mistet sin datter. Hun er svigerinde til en mand, der har mistet sin livsledsager og tante til en lille dreng, der har mistet sin mor. Og hun har sin egen lille familie, som har mistet moster.

Jeg kan kun være fuld af beundring af hende, og jeg kan kun stå på sidelinjen og blive ved med at sige til hende, at hun bare skal kalde på mig, så står jeg der som et søm og i øvrigt håbe, at hun gør det, når hun har brug for det! Og jeg skylder både hende og hendes afdøde søster at huske at være taknemmelig for alt det skønne og gode, jeg har i mit liv, selvom det ved gud ikke er noget nær perfekt eller problemfrit!

Så jeg er taknemmelig over, at jeg er i live. At min søn trives. At min mand elsker mig, og at jeg trods massiv modgang har formået at grave kernen af min personlighed op til overfladen og hver dag har muligheden for at kæmpe videre for at få det liv, jeg ønsker sammen med dem, jeg elsker.

Jeg er til gengæld knap så taknemmelig for, at verden også er befolket af snævertsynede, forkælede, ugenerøse, simple, næsten urimeligt uerfarne og forskånede mennesker, der tillader sig at brokke sig over, at ens unge har fået både kagemand og slikpose til en børnefødselsdag frem for gulerodsstave og speltboller, at det er for dårligt, de er nødt til at køre 100 kilometer for at komme i behandling for et eller andet på en specialafdeling uden at få tilskud af det offentlige, at de skal forny kørekortet hvert andet år, at naboen slår græs om aftenen, at en kollega har fået ferie i den uge, man selv havde tænkt sig, og jeg ved ikke, hvad jeg ellers hører folk beklage sig over!
Helt ærligt: Hold jeres kæft og sæt pris på det, I har! Vær taknemmelig for at I overhovedet er i live, og at I har det så godt, at I kun har små problemer at gå op i!

Jeg kendte en, der gerne ville have byttet.