Dagene der mærkes

I dag er det syv år siden, bunden blev slået ud af mig.

For syv år siden døde min mor af en sepsis, hun havde fået efter et længere forløb på hospitalet oven på en stor hjerteoperation. Det var sådan et af de tilfælde, hvor operationen gik godt, men patienten døde. Hun var syg af lupus gennem mange år inden, så vi har altid levet med en fod siddende i hospitaldøren, men alligevel kom det bag på os, at hun døde denne søndag morgen, som 16. december var i 2007.

Hvert år omkring denne tid har jeg det sådan lidt mærkeligt. Jeg går og husker nogle detaljer omkring præcise tidspunkter på præcise datoer.
For eksempel 14. december. Det var den dag, jeg sidst så min mor i live. Det var på hendes enestue på afdeling 242 på sygehuset i Esbjerg. Hun sad op i sin seng og havde det rigtig fint. Var i godt humør og helt sig selv.

Og 15. december som var den dag, jeg sidst talte med hende. Det var over telefonen om de julegaver, jeg havde været ude og købe både til og fra hende. Jeg havde fået rigtig ondt i  halsen i løbet af natten, og jeg husker, vi talte om, om jeg skulle komme op til hende, eller om smitterisikoen var for dum at løbe. Hun havde det så fint, sagde hun, så jeg skulle bare få ordnet julegaverne, så kunne vi bare ses i morgen.

Og så i dag, 16. december, som var den dag, hun døde. Min far ringede ved halvsyvtiden og sagde, at det var ikke så godt med mor. Det havde han gjort flere gange tidligere. Vi stod op, min mand sendte mig ud under bruseren og stod klar med en skål yoghurt, da jeg kom ud. Jeg stod op ved køkkenbordet og spiste, da min mobil ringede igen. Det var en sygeplejerske. Jeg husker ikke hendes præcise ord, men hun ringede for at skynde på os.
"Er det nu," spurgte jeg.
"Ja," svarede hun bare, og jeg smed røret på, råbte efter min mand, og fløj ned af trappen, mens jeg vist bare messede en masse nejnejfuckkomnunejnejnejkomnukomnu.
Min mand kom styrtende bagefter, tydeligt irriteret over, at alting pludselig skulle gå så stærkt. Han havde slet ikke opfattet, hvad der var ved at ske. Nede på gaden lå der sne, og vores bil var dækket af is. Jeg skulle til at løbe op på hospitalet, men min mand råbte til mig, at jeg bare havde at sætte mig ind i bilen, og midt i min panik nåede jeg at tænke, at jeg jo ikke ville nå hurtigere frem ved at løbe de halvanden kilometer som at vente på, at der blev skrabet et felt fri af forruden.
Jeg husker svagt turen hen ad Kronprinsensgade, op ad Frodesgade, og så ellers at jeg løb ind af døren til afdelingen og ind på hendes stue, hvor min far sad ved siden af min mor i hospitalssengen.
"Det er sket," sagde han, og jeg fløj hen og tog hende i hånden og aede hende hårdt på armen, som om hun kunne vågne af det, mens jeg grædende spurgte, om hun var død, og bebrejdede mig selv, at jeg ikke havde været oppe og besøge hende dagen før, fordi jeg havde ondt i halsen og ikke ville smitte hende. På den anden side af sengen stod der en sygeplejerske og prøvede at tale mig fra at bebrejde mig selv noget, for ingen kunne havde vidst, at det ville gå, som det gjorde: At min mors krop i løbet af natten ikke kunne mere, at sepsissen gik helt amok, og at hun døde klokken lidt i halvotte om morgenen i dag for syv år siden.

I dag og de næste dage frem mod jul og nytår, plejer jeg at gå og få flashbacks, når jeg ser på klokken. Jeg tænker sådan nogle ting, som at "nu snakkede jeg med bedemanden", "nu var jeg i gang med at ringe rundt og fortælle det", "nu var vi i Kvickly, og alle andre gik bare rundt og handlede, som om intet var hændt, og min mor var lige død", "nu lukkede vi låget på kisten" og så videre og så videre.

Jeg fungerer fint, har min hverdag og kan også glæde mig og grine og have det sjovt. Men de der flashbacks kommer og går hvert år ved denne tid, og gennem årene er der kommet flere detaljer til. Som om man lige skal have tid til at være klar til at erindre en ting mere.

Er ked af, du skulle af sted så tidligt, mor. Det kunne have været hyggeligt at leve sammen lidt længere. Sov godt.

Anna Elisabeth Baasch Aagaard
5. maj 1946 - 16. december 2007

Julestemning i kaos

Status:
Antal personer i husstanden i 20-timers stilling: 1
Antal personer i husstanden på dagpenge, der knokler for at blive selvstændig: 1
Antal toårige præ-teenagere: 1Antal forkælede katte: 2
Antal ufærdige detaljer i forbindelse med megaombygning: Utallige
Antal år siden jeg talte med min mor for sidste gang: Præcis 6
Antal hjælpende hænder: 0
Frustrationsfaktor: Ret stor
Økonomisk status: Ret lortet
Desperationsfaktor: Enorm

I alt: Det kunne sgu godt gå bedre...

Men uanset hvad, så er det juleaften den 24. december, og vi gør, hvad vi kan, for at give den gas med noget julestemning.
Jeg besluttede mig for, at Georg Jensen måtte blive på loftet i år og holde jul. Har jo en sværm af juleuroer, eftersom min mor havde samlet i mange år, og min søde mand også har haft en eller andet løjerlig samlermani på det område, findes der ikke et rum, der ikke plejer at være overstrøet med Georg Jensens juleuroer. Og det ser da fedt ud, men jeg gad bare ikke se på det i år! Så den eneste Georg-ting, der har fået lov til at komme ned fra loftet, er den topstjerne, vi ikke har kunnet finde i et par år. Det viste sig, at den stod lumsk ligefor lige ovenfor loftslemmen! Snedige satan! Så den hænger nu i et af de store - upudsede - vinduer sammen med nogle fede kugler, Tristan-Leander har dekoreret i sin dagpleje og nogle tussegamle juleklokker i sølv, som har jeg arvet. De kommer fra forskellige af mine forfædre, men hvilke ved jeg ikke længere. Det er en af de ting, min mor tog med sig i graven.
I dag er det i øvrigt præcis 6 år siden, jeg talte med hende sidste gang. Det var i telefonen. Jeg aftalte, hvilke julegaver, jeg skulle købe og til hvem. Morgenen efter døde hun. Det var 16. december 2007. Vi begravede hende den 20. december. Og så ellers glædelig jul! Vildt underligt. Jeg kan huske, jeg var med min mand og min tante ude og handle i Kvickly op jul juleaften. Det var vildt underligt. Verden var lige bombet sønder og sammen, og der var ingen, der havde opdaget det. Alle gik bare rundt, som om ingenting var hændt og ragede ned i deres indkøbsvogne. Selvfølgelig. Det var jo kun min verden, der var bombet i stykker. Ikke alle andres. Men det var en syret shoppingtur, husker jeg.
Det var et sidespring...
Jeg ville egentlig bare lige vise et par skud af lidt julepynt. Så her:

Hama-juletræ, som jeg lavede en sen aften, to kongelige nisser, jeg har arvet fra min mor og en gammel nisse fra min mors barndomshjem. (Og vinduer, der ikke er blevet pudset efter hende det blæsende Bodil kom forbi...)

"Træet" er hjembragt af Tristan-Leander fra dagplejen og Hama-julepynt, jeg lavede en aften.

Arvenisser lavet af min morfar.

Arveklokke.

Dagplejepynt. Har verdens sejeste dagplejemor! Hun er så god til at finde på homemade stuff, som man rent faktisk gider have hængende, fordi det er fedt, og ikke kun fordi ens unge har lavet det! Elsker Marianne!

Håndlavet julekugle, som jeg gav min elskede sidste år.

Totalt overlæsset kæmpelysestage. Made by Tristan-Leander og mor.

Årets adventskrans. Er ret forelsket i Kubus-stagen i kobber, men jeg er ikke lige så vild med prisen. Fandt denne stage i genbrug og har så lavet en ordentlig røvfuld megastjerner og lagt i "skålen".

Vores 70'erhelvede har fået et par guldrensdyr og en kæmpe Hamastjerne. Lader som om jeg i virkeligheden er ret posh, hvad angår dette badeværelse. Har ladet mig fortælle, at de brune fliser er noget af det hippeste blandt visse indretningsguruer. (Og hvis en af dem læser med her, så kom bare og hent mine!)

Gik lige fletteamok...

Blandet mors korssting, mit eget neonflip, guld og amarylis og Hama und so weiter. Er virkelig pynteskizofren i år...

Min mors væk.

Genbrugskup, amarylis og kæmpe homemade Hama-værk.