I lyset af en bisættelse

Når hverdagen går sin gang, er det let at glemme, hvad der er det vigtigste i ens liv.

Det er alt for let at bruge tiden på at mindes, hvad der var, og at vente på et eller andet, der kommer.
Det skal man også. Begge dele. Men ikke på bekostning af at være tilstede lige her og nu, der hvor man er, sammen med dem, man er omgivet af.
Nogle gange er det de allernærmeste, man er sammen med. Men rigtig ofte er man omgivet af mennesker, man ikke har sine primære relationer til. For eksempel kolleger, naboer, medpassagerer, de andre forældre ved ungernes aktiviteter, og så videre og så videre. Men det gør det vel ikke uvæsentligt at huske på at være nærværende. At være lige her, lige nu, give af sig selv og interessere sig for sine omgivelser og det, man er en del af i nuet.

Jeg kendte en, der mestrede det der med nærvær og nuet helt fantastisk. Hun hed Hanne, og hun blev bisat i eftermiddags. Kirken var proppet med familie, venner, naboer og kolleger. Nye som gamle. Jeg hørte til blandt kollegerne og de nye. Jeg var nok i virkeligheden en af dem, der havde kendt hende allerkortest, men på den korte tid rørte hun ved mit hjerte, og hun gav mig både håbet og troen og et kærligt puf og en hjælpende hånd.  Hun var meget medvirkende til, at jeg i dag sidder, hvor jeg gør i mit arbejdsliv. Jeg vil altid være hende taknemmelig for, at hun tog sig tiden og nærværet til at interessere sig for mig og dele ud af sig selv.

Hanne er et af de mennesker, jeg vil lade mig inspirere af i min måde at leve mit liv på. Hun er en af dem, jeg har givet en plads i panelet, som jeg kalder den sværm af mennesker, der sidder inde i hovedet på mig, og som jeg ser for mig, når jeg lige tager en tjekker på, om jeg nu også lever sådan, som jeg gerne vil. Om ikke andet så sådan cirka da. Panelet er en inspirerende forsamling, som består af en broget skare af folk, der inspirerer mig til at blive om ikke et bedre menneske, så det menneske, jeg gerne vil være. Der er både kendisser og kolleger, familie og venner, rige og fattige, mænd og kvinder, børn og voksne, gamle flammer og flygtige bekendtskaber, you name it, i mit panel. Hver og en bidrager med et eller andet, der har rørt ved mit hjerte og giver mig lyst til at leve livet.

Og det er vel en af de ypperste opgaver, vi har som mennesker. At røre ved hinandens hjerter og inspirere hinanden til at leve vores liv. Og huske hinanden på at livet kun er, hvad vi selv er med til at gøre det til, og at det kan være overstået lige om lidt.

Æret være Hannes minde. Og tak fordi du rørte ved mit hjerte.