Hvilket århundrede lever vi egentlig i?

Vi skriver 2015. Det er 100 året for kvindernes stemmeret, 100 året for kvindernes ret til at deltage i samfundet på sådan i grove træk lige fod med med mænd. På papiret, forstås.

For der er edderbroderme godt nok meget stor forskel på, hvad der står i papirerne omkring ligebehandling af kønnene, og hvordan virkeligheden så ser ud.

Blandt andet på lønområdet, hvilket har fået den britiske premierminister Cameron til at mene, at selskaber med over 250 ansatte skal tvinges til at offentliggøre tallene over, hvad de udbetaler af løn til henholdsvis de kvindelige og de mandlige ansatte. Ikke sådan at forstå at man hænger en seddel op på internettet med navn og adresse og skostørrelse på samtlige ansatte, men derimod en anonym lønstatistik baseret på køn, så alle kan se, hvad der udbetales af løn til henholdsvis mænd og kvinder.

I gennemsnit ligger de britiske kvinder 20 procent lavere lønmæssigt end mændene, og ifølge SFI er det faktisk afsindig tæt på de danske tal. Her ligger forskellen på 17-18 procent. Og ret beset har det ikke rokket sig en tøddel de seneste 35 år!

Og alligevel skal man så opleve mennesker mene, at en offentliggørelse af lønninger netop som englænderne er ved at indføre, skulle være en dårlig ide, der ikke vil løse problemerne med ligeløn.

Undskyld mig, men hvordan fanden skulle det IKKE hjælpe at offentliggøre den slags statistikker?! Det vil jo tydeliggøre problemerne og udstille dem sort på hvidt, så jeg har da virkelig meget svært ved at se, hvordan det ikke skulle være en del af løsningen på ligelønsproblemet.

For der er et ligelønsproblem i Danmark på trods af, at vi for det første har en lov på området og for det andet, at kloge hoveder og socialforskningsinstitutter fremviser den ene undersøgelse efter den anden og tillige fremlægger flere forskellige forklaringsparametre på, hvorfor det stadig er sådan. Af uransagelige årsager er det bare ikke noget, man ligesom kan bekvemme sig til at gøre op med og rent faktisk gøre noget ved.

Tør man komme med et forsigtigt bud på, at det blandt andet handler om, at man egentlig synes, det ikke er så vigtigt, det der ligestilling? At så længe mænd og kvinder har de samme rettigheder på papiret, så er det sådan set længe nok?

Så er det, at man lige kan være nødt til at tjekke, om det er 2015, man lever i, eller om det stadig er 1915.

EU-valget - HUSMORANALYSEN

Jeg skal simpelthen lade være med at se for meget News! Jeg bliver alt for animeret af det!
Hvis det skulle være glippet for en eller to personer, så var der EU-valg i går, og Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti fik fire mandater og godt og vel hver fjerde afgivne stemme. Og nu er News og co. så ved at flyde over af analyser og bud på, hvorfor det mon kan være, og 117 nyhedsbreve jeg abonnerer på og min feed på Fjæs er ved at koge over af mere eller mindre indpakket harme, chok og forargelse over, at danskerne har stemt, som de har. Og den ene politiker efter den anden står inde i mit fjernsyn og siger, at det kan godt være, at danskerne er EU-skeptiske, men det væsentlige jo er at have indflydelse og kunne levere resultater inden for fx tilsætningsstoffer og mærkning af legetøj!
Der tror jeg så lige, vi har fat i den markante forskel på, hvad pro et contra EU-folkene.
Bare det seneste år, har der været indtil flere både groteske og tragiske eksempler på, at EU hverken har den samlede indflydelse eller store fordel, som vel egentlig var tiltænkt fra begyndelsen. Fællesskab og samhandel skulle sikre fred og frihed i Europa.
På det store plan har man så set, hvor fuldstændig latterligt EU-landene ikke engang kunne blive enige om at sige fy skamme til Putin, da han lige tilfældigvis kom til at falde ind over Krim - eller hvis man ikke tror på det, så i hvert fald negligerede at fordømme udviklingen på halvøen. Dem, der kan huske Den Kolde Krig, begyndte så småt at tænke på, om man alligevel var blevet taget ved næsen, da man blev opfordret til at tro på, at et samlet og større EU ville være ensbetydende med, at man stod stærkere mod supermagterne.
I danskernes egen andedam har man set adskillige programmer om, hvordan både de dybest set sølle og de regulært afstumpede kriminelle fra Østeuropa kører helt lovligt og ugenert ind over grænsen og stjæler med arme og ben. Og bliver de taget, er det ikke den store ulykke, thi et fængselsophold i Danmark er åbenbart meget civiliseret i forhold til i Østeuropa.
Mit forsigtige bud er, at det faktisk ikke så meget er de kriminelles mangel på moral, der får danskerne op af stolene. Nej, jeg tror, det der pisser danskerne af for alvor, og som får dem til at stemme EU-skeptisk, er, at det store flertal af politikerne ganske enkelt ikke gør andet, end at snakke udenom og prøve at dreje fokus over på tilsætningsstoffer og fælles mærkning af legetøj og alt det andet, de vil have befolkningen til at mene, længe bør opveje ulemperne ved EU-cirkusset.
Men det gør det bare ikke! Jeg har aldrig påstået, at jeg befinder mig på samme intelligensniveau som hverken politikere eller kommentatorer. Jeg er en husmor, der sidder i Udkantsdanmark og forsøger at få enderne til at nå sammen i en til tider ret udfordret familie.
Men umiddelbart forekommer det mig ret nemt at få øje på, hvorfor EU er begyndt at hænge danskerne ud af halsen, og hvorfor der er en betragtelig kreds af borgere, der mener, at nu stopper festen fandme!
Nu er det nok med de der velfærdsydelser, der flyder ud af landet. Og alle de hælervarer der køres på paller over til Østeuropa. Og alle de penge der går til at flytte papirer mellem Strasbourg og Bruxelles. Og alle de problemer der er med at få sydeuropæerne til at forstå, at man ikke bare kan skalte og valte og få 13 månedslønninger og gå på pension som 50-årige. Og al den EU-offipyk der gjorde, at man var nødt til at rive hele ombygningen af Refshaleøen ned efter Melodi Grand Prixet i stedet for at bruge det fremtidigt. Og al den snak om, at det er så fint med fælles regler i EU, men vi må stadig ikke købe en bil i Tyskland til tysk pris og køre i den i Danmark. Og dengang de bragte vores lakridspiber i fare. Og den der finanskrise, der udstillede hvor sårbar euroen er.
Og inden der nu er nogen, der begynder at smide alle mulige tal og paragraffer og traktater og forbehold og Angela Merkel og hendes pumpestok efter mig, så vil jeg bare gerne lige have lov til at slå et slag for, at der er noget, der er langt vigtigere: Den sunde fornuft! Måske man skulle prøve at bruge den som analyseredskab i stedet for så meget andet engang imellem...