Den dag jeg blev alene

Klokken var lidt over 12, da jeg blev kaldt ind på et lille kontor af en chef. Jeg havde været på en opgave ude af huset, og han og en af hans kolleger stod på gangen og ventede på, at jeg kom tilbage.

”Kom lige herind, Christine, sagde han og viste mig over på en stol ved et lille mødebord.

Kollegaen, hvis kontor det rettelig var, satte sig ved sit skrivebord, og døren til resten af verden blev lukket.

”Christine, jeg skal desværre fortælle dig, at din far er blevet fundet. Derhjemme. Død. Det er mig, der har valgt, at du får det at vide på denne her måde i stedet for af to uniformerede betjente. Jeg håber, du synes, det er den rigtige beslutning.”

Han kiggede medlidende og afventende på mig. Det samme gjorde hans kvindelige kollega. De. Holdt. Nærmest. Vejret.

I slowmotion oplevede jeg, hvordan mit hjerte sprang et slag over. Så begyndte det at banke.  Hårdere og hårdere. Hurtigere og hurtigere. Min mund tørrede ud fra det ene øjeblik til det andet, og kvalmen stod på spring. Jeg tog det glas vand, der stod på bordet. Det var ikke mit. Det var lige meget. Det var der.

”Hvornår? Hvem ringede? Hvor er han nu?”

Spørgsmålene flød ud af munden på mig, og chefen, der i dette øjeblik ikke var min overordnede, men et menneske, der var sammen med et andet menneske i et af de mest skelsættende øjeblikke, man kan stå i, skubbede et stykke ternet papir over til mig.

”Jeg ved ikke mere. Du skal ringe på det her nummer, sagde han.

Jeg tog sedlen. Og min telefon. Sagde vist nok undskyld og ringede til min mand, der også var på arbejde. Spurgte om han var alene, så snart han tog den, lyttede egentlig ikke efter svaret og sagde så ordene: ”Min far er død”.

I det sekund vidste jeg, at jeg var alene. 

Ingen havde længere pligt til at elske mig. Stille op for mig, hjælpe mig, lytte til mig, interessere sig for mig, involvere sig i mig. Fra da af var jeg fundamentalt alene.

Det var 3. februar 2010. Min far var 65 år gammel, og han var blevet fundet af avisbuddet hjemme i entreen, hvor han var faldet om. Tydeligvis aftenen før.

Godt to år tidligere havde jeg mistet min mor, og nu blev bunden slået ud af mig igen. Jeg ved ikke, hvad der var hårdest. At den blev det, eller at jeg vidste, hvad jeg stod over for.

Sorg, savn, vrede, forladthed, udmattelse, ensomhed. Velmenende omgivelser, der tror, de forstår, men i virkeligheden intet aner om, hvordan ens sjæl er revet og flået i stykker. Og det gennem meget længere tid, end man kan forestille sig. Erkendelsen af at minder ikke længere kan deles med dem, man har skabt dem sammen med, at de derfor ligeså stille forsvinder. At det, man kommer fra, ikke længere betyder noget særligt for andre end en selv. For når ens ophav dør, er det ikke bare dem, man mister. De tager på en eller anden måde en del af en selv med.

Jeg var 30, da jeg begravede den sidste af mine forældre. Ingen af dem havde været helt raske stort set hele mit liv, så det har altid været en dag, jeg var bevidst om, ville komme. Nok også tidligere end for andre.

Men det tabu, sorgen og dens omfang udgør, tror jeg, er ret universelt uanset om man er 30 eller 60, enebarn eller ud af en stor flok, mand eller kvinde, syg eller rask, tyk eller tynd, blå eller grøn. Sorg er noget, man helst ikke taler om. Måske fordi det er ubehageligt. Måske af misforstået hensyn. Måske fordi det ikke passer ind i vores produktivt fokuserede liv, hvor vi skal yde og være effektive og helst ikke ligge hverken samfundet, næsten eller arbejdspladsen til last.

Jeg har aldrig hørt om nogen, der har ringet ind på arbejde og sagt, ”jeg kommer ikke i dag, for jeg er bare pludselig helt vildt opløst over, at min mor døde for tre år siden.” Men jeg tør godt garantere, at der er mange, der har ringet ind på arbejde og sagt, de havde fået influenza i stedet for. Jeg selv inklusiv.

Hvorfor egentlig?

Hvorfor vil vi tilsyneladende helst ikke vide, når folk omkring os sørger eller har et hul i hjertet, der indimellem bliver blottet? Nogle gange spontant, andre gange fordi der er en mærkedag, der sætter tankerne og følelserne i bevægelse.

Ikke at vi behøver gå rundt og dele vores allerinderste med hele kontoret eller sige ”Åårrrhhhh, der er også bare så synd for dig” og behandle hinanden som rådne æg.

Men hvor ville det være befriende, hvis vi begyndte at tale lidt mere om sorg og savn og alle de helt fundamentale ting, der følger med, når den slags rammer.

Skal jeg selv lægge ud, vil jeg godt indrømme, at selvom jeg oprigtigt elsker mit liv og hver dag vælger, at jeg vil være et glad menneske, så bliver jeg ked af det ind i mit inderste og hamrende misundelig, hver gang jeg hører andre tale om, at de lige har talt med deres mor eller far om et eller andet, bedt dem om noget eller været ude og skabe nye minder sammen med dem. Måske endda sammen med deres børn også. Jeg ville nemlig sådan ønske, det var mig, og jeg har sådan lyst til at sige til folk, at nu skal de fandme huske at mærke helt ind i hjertet, hvor dejligt det er, og at lige pludselig kan det være slut. Jeg gør det sjældent, for det virker let så dramaqueenish, men jeg har lyst.  

Jeg glæder mig heller aldrig rigtig mere til min fødselsdag, for jeg ved, at den som dag ikke betyder noget for nogen andre mere, og det bliver jeg ked af at tænke på. Julen er jeg lige så stille ved at lære, hvordan jeg skal elske igen og gøre magisk for min søn. Jeg bliver også  lidt zombieagtig, når jeg skal forbi de dage på året, hvor mine forældre døde, og jeg skal virkelig trække vejret dybt for ikke at begynde at græde, når jeg bliver mindet om, at jeg er ved at glemme mange af de barndomsminder, jeg har, fordi der aldrig er nogen at tale med om dem.

Sorg går aldrig over. Man lærer bare at bære rundt på den, være sammen med den.

Men at dele den, det gør vi ikke så tit. Måske det var det, vi skulle prøve. Selvom det er nervepirrende, men det er det på den anden side hver gang, man sparker til et tabu.  

Min far og jeg en sommerdag i 2007. Længe før selfien vidste, den var blevet opfundet.

Jan Aagaard
5. marts 1943 - 2. februar 2010

Savner dig hver dag. 

Æsker til at have ting i...

... er noget, jeg som udgangspunkt aldrig rigtig synes, man kan få nok af. Og når der så dukker et par toplækre af slagsen op, fordi man har købt nyt elektronik, så kan jeg ikke rigtig få mig selv til at smide dem ud.

Så jeg har været i gemmerne og fundet noget fedt papir frem og brugt nogle dage på at klippe, klistre og lakere til den store guldmedalje. Nu skal jeg så finde ud af, hvad der skal i disse æsker. Men jeg tænker, det er det mindste problem for mig :-)

Min mand - übertræls, men verdens sejeste

De, der siger, de aldrig nogensinde har lyst til at tampe deres ægtefælle med et eller andet hårdt, de er efter min bedste overbevisning nogle løgnhalse.

Men jeg må sige, at jeg har verdens sejeste mand. 

Han gør sjældent, som jeg siger, selvom det naturligvis ville være det klogeste. Han roder helt vildt, har alt for mange bøger, og så stiller han altid ting i køkkenvasken i stedet for at sætte dem i opvaskeren med det samme. Han glemmer at bære skraldespanden ud, når han alligevel er på vej ud, om det så er det sidste, man råber efter ham, når han åbner hoveddøren, og ikke bare hver morgen, men hver eneste morgen ligger hans barbermaskine på siden af håndvasken i stedet for nede i skuffen. Han laver absolut kun noget i dag, der kan udsættes til i morgen, hvis han kommer til det ved en fejl, og han laver huller i næsten alle sine t-shirts, hurtigere end jeg kan nå at pille prisen af. Han skal altid liiiige have en kop kaffe eller gå fire gange rundt om sig selv, før han kommer ud af røret, og der går ikke en dag, uden han drysser mindst tre par sko, to stykker overtøj og en hat ud over vores køkken og stue. Han ser næsten altid begrænsninger frem for muligheder, og han synes, han er en helt i flere dage, hvis han har slået græsplænen. 

Der er sådan set masser at brokke sig over, og det gør jeg sandelig også! 

Når jeg altså ikke lige har travlt med at skønne på, at han i begyndelsen af vores forhold tog det ganske og aldeles oppefra og ned, når jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at jage en skræk i livet på ham, så han ville blive skræmt langt væk. Eller dengang han beskyttede mig som en høg, da jeg blev chikaneret af en syg person, og jeg blev så bange, at jeg krøb hen i et hjørne i flere måneder. Eller dengang han stillede sig op foran min fars kiste og sang ”Så længe skuden kan gå” helt alene, så hele kirken brød ud i tårer. Eller dengang han nat efter nat gennem mange måneder passede vores for tidligt fødte kolikbarn, så jeg kunne få bare lidt søvn. Eller dengang han nærmest bar mig både fysisk og mentalt ind på psykiatrisk skadestue. Eller de mange, mange måneder han var vidne til, at jeg lærte selv de mest basale ting igen. Og hvordan han i det hele taget på daglig basis tager det i stiv arm, at han er gift med et menneske, der har oplevet lidt for meget til altid selv at kunne rumme det, og som i øvrigt næsten trodsigt insisterer på at kaste sig ud i nye projekter hele tiden, selvom en pause måske ville være meget sund indimellem. 

Når jeg husker på alle de ting i stedet for at fokusere på alt det, der bare er überirriterende – for det er det! –  så kan jeg ikke andet end at tænke, hold da kæft hvor er han da bare sød, rummelig, kærlig, indsigtsfuld, tolerant, sexet, tålmodig, tilgivende, hengiven, belæst, vedholdende og cool! 

Og sådan kan verden på smukkeste vis i den grad opleves forskelligt alt efter, hvad man fokuserer på.

Begrænsning - det bruger vi ikke her

Hvorfor det gang på gang lykkes mig at være nødt til at sætte flere projekter i gang på en gang, har jeg efterhånden opgivet at finde ud af.

De skal nok blive færdige en dag, men hold nu k..., det kunne altså være rart med lidt tålmodighed/disciplin til at gøre en ting færdig ad gangen engang imellem. Men sådan fungerer jeg ikke. Så skal jeg liiiiige prøve en ide af, og så kører showet. Og nej, det er ikke alt, jeg har gang i. Der ligger også lidt forskellige syprojekter og venter på at blive taget op, og jeg har indtil flere skriverier, der ligger og summer.

Det her med kreative projekter er megavigtigt for mig. Har jeg ikke gang i et eller andet, bliver jeg alt andet end velfungerende. Det er meditativt for mig, og det gør, at jeg føler, jeg kan sætte mig ned med god samvittighed, fordi jeg faktisk laver noget. Jeg tænker så godt, mens jeg nørkler, og jeg får mange ting på plads i sjælen på den måde. Det er jo efterhånden også anerkendt, at kreativitet og kreative projekter kan have en stor betydning for menneskers almene tilstand både fysisk og mentalt, så jeg er jo bare et helt banalt tilfælde!

Det orange bliver en sweater til min søde mand. Det er geelong-uld og megablødt, og han kan er sådan lidt sortsmudsket i hud og hårfarven, så han kan sagtens bære farven. Jeg strikker med dobbeltgarn på pind 3,5. Ærmerne er lavet, så det er kun bulen og sammenstrikning, der skal knaldes af. Der er ikke så meget andet end tid, der skal til der. Og disciplinen til ikke at gøre noget andet. Men de der ensfarvede arbejder er lidt kedeligt at sidde med. Til gengæld kan man se flimmer uden at skulle tælle...

Det bordeaux/sorte er et sjal, jeg tror, jeg ender med at trævle op. Er ikke helt tilfreds med striberne af en eller anden grund, jeg ikke helt kan redegøre for. Begge farver er fra Kauni. Det bordeauxfarvede garn er sådan noget multifarvet noget, men det er holdt i røde toner, som jeg faktisk ikke synes skifter hurtigt nok eller er markant nok i farverne.

Og så er der et lille hyggeligt hækleprojekt i sorte og grå farver, der skal blive til en stempelkandevarmer.

Har heldigvis stabil hjælp i store, bamsede Louis. Han svigter aldrig en strikkestund i sofaen, og han sørger for, at der er ekstra isoleret med kattehår. Katte er i øvrigt også meget sunde for mennesker at omgås. Så i virkeligheden er mit sofahjørne jo bare et regulært terapirum.

Så er der vagtskifte...

Tadaaaa! 

Sådan ser det ud, familiens nye juletræstæppe. Broderet med Kauni uldgarn og efter mit eget hoved. Har sat motiverne sammen efter inspiration på nettet og efter gennemtrawling af alle mine arvede broderibøger fra fortidige generationer. Når jeg har besluttet mig for et motiv, har jeg tegnet det over på arkitekthusbondens meterlange millimeterpapir, lagt det op og tilpasset MANGE gange, inden jeg har trådet nålen.
Kun langsiden med pakkebunken og katten er lavet i 100 pct. frihånd.
Jeg har zigzagget kanten på symaskinen og venter nu nogle år med at sy bagbeklædning på. Så har jeg nemlig friheden til at kunne brodere videre på tæppet, efterhånden som jeg finder på, hvad jeg synes, der mangler på det.
Dermed kan det gamle juletræstæppe, som min mors faster broderede på melsække fra Valsemøllen under Anden Verdenskrig, pensioneres. Det er også ved at falde fra hinanden, så det er på høje tid! Det er alligevel en småhøjtidelig affære at holde "vagtskifte". Men det er vel det, der ligger i begreberne "tradition og fornyelse"...

Den dag jeg blev afsløret

"Jeg har tænkt på, Christine, er du introvert?"

Spørgsmålet kom via telefonen, og på en tiendedel af et sekund blev jeg klædt helt og aldeles af langt ind i sjælen af en mand, jeg aldrig har set og på daværende tidspunkt kun havde talt i telefon med max tre gange. Det var i forbindelse med noget arbejde.

Jeg har stadig ikke helt fundet ud af, hvordan han så det. Det var noget med en måde, jeg talte på, forklarede han, da jeg småundskyldende var nødt til at skrive og spørge, hvordan fanden han lige havde præsteret at sætte fingeren på det, de fleste, jeg møder på min vej, aldrig ville tro om mig.

Jeg har før skrevet om, hvor megabøvlet det kan være at være en indadvendt sjæl med indtil flere ekstroverte træk i ascendanten. Og om at jeg aldrig har lært at drage omsorg for begge personlighedstræk fra barnsben og deraf har fornøjelsen af at tage en svingom med en røvfuld frustrationer sådan cirka på kvartalsbasis, når jeg alligevel har fået sagt ja til lidt for mange sociale aftaler, til at jeg synes, jeg har det helt godt.

Jeg har for længst erkendt, at det bliver et tema, jeg får glæde af resten af mine dage. Det er, fordi jeg er så splittet mellem simpelthen at være naturkraft-agtigt nødt til at blande mig og stille mig frem og sige en masse ting engang imellem, og så snart jeg træder ned fra ølkassen at have et indtrængende behov for at være i fred. Ikke nogen super salgbar personlighedskombination i det omgivende samfund, fordi man ligesom ikke rigtig passer ind i nogen kasser. Og jeg har helt sikkert mistet både venner og faglige chancer gennem tiderne, fordi jeg ikke kunne leve op til at være i den sociale og ekstroverte kasse ret længe ad gangen, selvom jeg fylder den rigtig godt ud, når jeg er i den.

At blive afsløret, som jeg blev forleden, var til min ret store overraskelse helt afsindig befriende, og jeg har lunet min sjæl ved tanken flere gange siden. Det er, fordi jeg oplevede at blive set. Sådan uden omsvøb og uden jeg gjorde noget som helst for det. Og det føltes rigtig godt.

Det kan da sagtens være, der er mange, der har tænkt samme tanke som ham, der afslørede mig i telefonen forleden. Der er blot ikke nogen, der har sagt det sådan før. Jeg siger ikke, det nødvendigvis er en knaldgod ide altid at gå rundt og komme med den slags direkte betragtninger i enhver situation. Men hvor ville det være interessant og, tror jeg, befriende, hvis vi turde komme med lidt flere komplimenter eller betragtninger om hinanden til hinanden. Det, man jo siger til et andet menneske, når man gør det, er: "hey, jeg har set dig".

Og findes der nogen større kompliment, man kan give et andet menneske? End at man har set dem. Ikke deres titel, deres alder, deres position, deres adresse, deres ydre kvaliteter. Men deres personlighed. Jeg har sjældent fået en kompliment, der er så stor. Til gengæld kan den holde længe :-)

Kan genbrug tage overhånd?

Der er gået et glimrende krigsbarn tabt i mig. Så meget jeg kan finde på at kyle ud med hård hånd, ligeså meget kan jeg finde på at gemme og overveje, for det kunne jo liiige være, jeg fik brug for det, og en pæn silkesløjfe kan man jo altid bruge, og man kan jo altid godt genbruge et gummibånd, og en skotøjsæske kan jo pimpes op med noget lækkert papir og så videre og så videre.
Min gode veninde Stinne mobber mig jævnligt med det, når jeg ikke kan smide et eller andet ud, og nogle gange hæmmer det mig sgu ærligt talt også, når mit arbejdsbord bliver crowded med alt for mange ting, og jeg faktisk trænger til luft omkring mig og alligevel ender med at smide en bunke, der har ligget i et halvt år og kigget på mig, ud.
I går var det så nødvendigt at omorganisere lidt i køkkenskufferne, og en samling af Pukka tebreve kunne samles i 1 beholder fremfor 4. Det gav dejlig god plads. Og jeg var glad og åbnede skraldespanden og.... stoppede mig selv i at smide æskerne ud, for de var så pæne. Og så tog jeg saksen og lavede nogle til- og frakort af de dele af æskerne, der ikke var ødelagt af logoer.
Imens hørte jeg Stinnes stemme i hovedet råbe "nu stopper du, kvinde", og indrømmet; det er sgu nok lidt overkill at stå og lave til- og frakort af brugte tebrevsæsker. Men de blev da meget pæne. Og nu venter de så på at blive sat på nogle pakker.