Påskesysler

Holder fri i påskedagene. Luksus i mediebranchen! Og jeg nyder det i fulde drag.
Har gennem nogle uger planlagt, at nogle af dagene skulle bruges på fremstilling af et par barselsgaver. To stk. juniortæpper syet af en blanding af gammelt sengetøj fra skabet og byens genbrugser. Har med vilje lavet dem så store som juniordyner, for de der babytæpper er tilovers efter højst et år, og så skulle fanden da have brugt så meget krudt på at lave lortet!
Mangler kun at lave kanterne på tæpperne, og jeg tror, det ender med en tur forbi min veninde Susanne og hendes overlocker og noget fed kontrasttråd.
Og så er der jo sket intet mindre, end at min søde mand er kommet i sving med at få projekt reol-over-vinduet først ud i livet. Nu er der også kun gået halvandet år, siden vi byggede om...
Det er som sædvanligt Ikeahacking, vi har gang, lugesom vi gjorde med resten af den indbyggede reol. Glæder mig så meget, til det står færdigt med lister og inddækning og hele pivtøjet, så det ser færdigt og "meningen" ud!

God påske derude.

Jeg er hende den udadvendte indadvendte

Jeg har erkendt noget over de senere år.

Der er nogen, der både er tydeligt ekstrovert, men som samtidigt har et ekstremt behov for at koble af. Det har jeg egentlig aldrig rigtig tænkt så meget over, og jeg er ganske sikker på, at det er der ikke ret mange, der gør. Ikke mindst fordi de to behov trækker i hver sin retning.

Min erkendelse består i, at jeg er sådan en.

I virkeligheden har jeg altid kæmpet med følelsen af, at jeg skulle vælge mellem de to sider. Lige siden jeg var barn.  Men jeg kan først se det i dag.

Jeg har haft oplevelsen af, at jeg enten skulle være den udadvendte, larmende, fandenivoldske, frontløbende tilsyneladende selvsikre og meget sociale Christine, eller at jeg skulle være den pæne, rolige, tænksomme, indadvendte og meget sårbare pige, der elskede at være alene, som higede efter tryghed, og som kunne fornemme en stemning i det splitsekund, hun trådte ind i et rum.

Enten. Eller. Ikke noget midtimellem.

Selvfølgelig har det en laaaaang psykologisk forklaring, der involverer min opvækst. Den vil jeg hverken negligere eller udpensle. Men det handler jo selvfølgelig om, hvilke sider, der er blevet fremelsket og anerkendt af vigtige personer i ens liv, hvordan man har lært at stå ved sig selv eller det modsatte, hvilke skygger, der gemmer sig i en og den slags. 

Det, der har ramt mig i denne erkendelse af, at jeg dybest set er et meget ekstrovert og samtidigt sensitivt menneske, er, at det ikke er nogen let personlighedskombination at slutte fred med. For det er skidesvært den ene dag at være helt vildt meget ”på”, være god til det, tage affære, være den der råber højt, spreder energi og fylder en masse. For den næste dag at have behov for at krybe i et med tapetet og bare være stille med sig selv og være i fred for andre. Og ofte er det jo ikke engang vekslende fra dag til dag, men flere gange i løbet af dagen.

Det er sgu forvirrende. Ikke mindst for ens omgivelser. Og jeg forstår det godt. Jeg gør det jo også selv. Har en forventning om, hvordan folk, jeg har mødt én gang, vil være, når jeg møder dem en anden gang. Og hvis opførslen er alt for forskellig, studser jeg da noget. Eller rettere, det gjorde jeg.

I dag studser jeg sjældent over folks måde at være på.

Dels har jeg af omfattende erfaring lært, at man aldrig har fantasi til at forestille sig, hvad der kan ske i virkeligheden.

Dels har jeg erkendt, hvor markante yderpoler, jeg selv har, og fremfor alt accepteret, at jeg bliver nødt til at tilgodese begge poler lige meget og være fuldstændig ligeglad med, hvad andre forventer af mig. Ellers kan jeg jo ikke være inde i mig selv for bare slåskamp, og så ender man altså hos hjernevriderne! Been there, done that, got the tshirt…

Helt lavpraktisk betyder det at være meget udadvendt og samtidig super sensitiv for mig, at jeg bliver nødt til at prioritere benhårdt i mine aktiviteter. Der SKAL være tid til, at jeg kan være alene og gå og nulre, som jeg kalder det. Det vil sige, jeg skal kunne være hjemme og have fred for andre forpligtelser end at kramme min søn og kysse min mand, når de melder sig. Og det behov er mindst lige så vigtigt at tilgodese som mit behov for at være sammen med andre, involvere mig i sociale sammenhænge og stille mig op på ølkassen og råbe op.

Det betyder også, at jeg altid har ørepropper i min taske, for så kan jeg altid tage mig noget ro.

Jeg er også blevet mere hård med at sige nej til at deltage i ting og sager og til at mødes med folk. Det betyder selvfølgelig, at der er nogen, der falder fra, men sådan må det så være. Folk er altid hjerteligt velkomne til at komme og sætte sig ved mit køkkenbord og snakke. Men det der med at sige ja til at mødes til kaffe, frokost, middag og så videre, det er godt nok sjældent, jeg siger ja til det.

Og når jeg en sjælden gang imellem er helt alene hjemme uden mand, børn og missekatte, så låser jeg døren og laver lige, hvad der passer mig helt alene og uden at blive forstyrret. Det kan godt være, jeg gør rent eller hører ac/dc for fuld hammer. Det kan også være, jeg sætter mig i mit sofahjørne og syr og ser flimmer. Måske lægger jeg mig på min seng og lytter til lige præcis ingenting. Og nyder det.

Et er erkendelsen af at være strikket sådan sammen. Den var ikke en, der kom til mig let, vil jeg lige sige.

Et andet er at lære at værdsætte og respektere både min hoppende udadvendte og min følsomme indadvendte side. Og ikke mindst få forenet dem i en ganske almindelig hverdag med familie, arbejdsliv og generelle forpligtelser.

Lige dér voterer juryen jævnligt! Men i det mindste ved den godt, hvad det handler om nu. Og det har virkelig været en stor lettelse at få sat det på plads.

Kreaweekend

Har holdt kreaweekend med mig selv. Har rodet om kap med skoldkoppebarnet på treethalvt. Han med Brio og Lego, jeg med stof og symaskine.

Det blev til to par sweatpants i henholdvis tyndt gråt stof med sølvnistre og marineblåt scuba. Sidstnævnte blev ikke helt færdige, og jeg lurer faktisk på, om man skulle have sig en matchende trøje.

Syr faktisk ikke ret tit tøj. Synes simpelthen ikke, det kan betale sig, og så er jeg langt fra dygtig nok til at lave rigtig fede ting. Det kan min søde veninde Susanne heldigvis. Det var også hende, der lige tilpassede et mønster, så jeg kunne lave de hersens drop crotch bukser, jeg havde set for mig.

Elsker bare, når man kan få ting til at blive til noget ved at hjælpe hinanden med det, man hver især er god til!

Farmor kommer!

Så er det patchwork, der har overfaldet mig...
Aner endnu ikke hvad det skal blive til, og jeg har heller ikke en skid styr på, om jeg gør det rigtigt. Men det skulle lige prøves.
Det tager vildt lang tid med alle de små sting i hånden, for slet ikke at tale om al den forberedelse, der er med at skære, ri, klippe og så videre. Men tror nok jeg synes, det er meget fedt at sidde og nørkle med de mørke vinteraftener 🐱

Evighedstæppet

Det er nu godt og vel et år siden, jeg begyndte at strikke lapper til et tæppe til Tristan-Leander.
Jeg begyndte, fordi jeg aldrig har lært at strikke, og det der med at lave strikkeprøver, det passer på ingen måde til mit temperament. Ting skal munde ud i noget brugbart, ellers gider jeg ikke. Så jeg begyndte at strikke lapper på 10x10 cm.
Det var ikke helt gennemplanlagt sådan rent tidsforbrugsmæssigt, vil jeg sige. Det tog meget længere tid, end jeg havde regnet med. Ikke mindst fordi jeg ret hurtigt fik ambitioner om, at det skulle være et tæppe, der rent faktisk kunne bruges gennem længere tid, og så duer det jo ikke, hvis det er for småt. Så 120x200 cm blev målet, og så skal der fiseme mange lapper til.
At jeg så også, da jeg havde strikket alle lapperne, kun kunne se, at det kunne blive pænt, hvis jeg hæklede dem sammen, og at de skulle have en hæklet kant rundt hver især, gjorde jo heller ikke tidsrammen mindre.

Men nu begynder jeg da at kunne se enden på det. Har brugt weekenden på at lægge alle lapperne op på mit skønne enorme køkkenbord, indtil jeg blev tilfreds.






Derefter er hver række samlet sammen, har fået nummer og ikke mindst en snor igennem, så små legesyge teenagekatte ikke kan sabotere projektet sådan uden videre.

Det er rimelig tungt at sidde med, så det er hårdt for hænderne at hækle det sammen, men der er da lys for enden af tunnelen nu!

I lyset af en bisættelse

Når hverdagen går sin gang, er det let at glemme, hvad der er det vigtigste i ens liv.

Det er alt for let at bruge tiden på at mindes, hvad der var, og at vente på et eller andet, der kommer.
Det skal man også. Begge dele. Men ikke på bekostning af at være tilstede lige her og nu, der hvor man er, sammen med dem, man er omgivet af.
Nogle gange er det de allernærmeste, man er sammen med. Men rigtig ofte er man omgivet af mennesker, man ikke har sine primære relationer til. For eksempel kolleger, naboer, medpassagerer, de andre forældre ved ungernes aktiviteter, og så videre og så videre. Men det gør det vel ikke uvæsentligt at huske på at være nærværende. At være lige her, lige nu, give af sig selv og interessere sig for sine omgivelser og det, man er en del af i nuet.

Jeg kendte en, der mestrede det der med nærvær og nuet helt fantastisk. Hun hed Hanne, og hun blev bisat i eftermiddags. Kirken var proppet med familie, venner, naboer og kolleger. Nye som gamle. Jeg hørte til blandt kollegerne og de nye. Jeg var nok i virkeligheden en af dem, der havde kendt hende allerkortest, men på den korte tid rørte hun ved mit hjerte, og hun gav mig både håbet og troen og et kærligt puf og en hjælpende hånd.  Hun var meget medvirkende til, at jeg i dag sidder, hvor jeg gør i mit arbejdsliv. Jeg vil altid være hende taknemmelig for, at hun tog sig tiden og nærværet til at interessere sig for mig og dele ud af sig selv.

Hanne er et af de mennesker, jeg vil lade mig inspirere af i min måde at leve mit liv på. Hun er en af dem, jeg har givet en plads i panelet, som jeg kalder den sværm af mennesker, der sidder inde i hovedet på mig, og som jeg ser for mig, når jeg lige tager en tjekker på, om jeg nu også lever sådan, som jeg gerne vil. Om ikke andet så sådan cirka da. Panelet er en inspirerende forsamling, som består af en broget skare af folk, der inspirerer mig til at blive om ikke et bedre menneske, så det menneske, jeg gerne vil være. Der er både kendisser og kolleger, familie og venner, rige og fattige, mænd og kvinder, børn og voksne, gamle flammer og flygtige bekendtskaber, you name it, i mit panel. Hver og en bidrager med et eller andet, der har rørt ved mit hjerte og giver mig lyst til at leve livet.

Og det er vel en af de ypperste opgaver, vi har som mennesker. At røre ved hinandens hjerter og inspirere hinanden til at leve vores liv. Og huske hinanden på at livet kun er, hvad vi selv er med til at gøre det til, og at det kan være overstået lige om lidt.

Æret være Hannes minde. Og tak fordi du rørte ved mit hjerte.

En lille ny

Har udvidet bestanden. Faldt for det ældste trick i bogen.
"Jamen ellers skal den på internat...."
Så nu har vi tre katte. Asta og Louis på syv år og så lille Sigurd på 12 uger.
De store er mildt sagt trætte af det, men satser på, det går over.
Tristan-Leander og Sigurd er heldigvis blevet perlevenner og sover sammen. Det er så sødt at se på, og Sigurd gider jo at lege, så de er pot og pande. Total nuttefaktor!