Vær taknemmelig

Min dejlige venindes lige så dejlige søster er lige død. 42 år, mor, søster, datter, hustru, veninde til så mange mennesker, som aldrig får hende at se igen. Hun kæmpede indædt til det absolut sidste mod sin kræftsygdom, og hendes nærmeste støttede hendes ønske om at dø i kampen. Men hendes krop kunne ikke mere, og i mandags døde hun med sin mand, søster og mor ved sin side.

Æret være Malenes minde.

Jeg har virkelig været påvirket af hendes skæbne og ikke mindst af min seje, seje venindes strabadser som pårørende. Hun har mistet sin søster. Hun er datter af en mor, der har mistet sin datter. Hun er svigerinde til en mand, der har mistet sin livsledsager og tante til en lille dreng, der har mistet sin mor. Og hun har sin egen lille familie, som har mistet moster.

Jeg kan kun være fuld af beundring af hende, og jeg kan kun stå på sidelinjen og blive ved med at sige til hende, at hun bare skal kalde på mig, så står jeg der som et søm og i øvrigt håbe, at hun gør det, når hun har brug for det! Og jeg skylder både hende og hendes afdøde søster at huske at være taknemmelig for alt det skønne og gode, jeg har i mit liv, selvom det ved gud ikke er noget nær perfekt eller problemfrit!

Så jeg er taknemmelig over, at jeg er i live. At min søn trives. At min mand elsker mig, og at jeg trods massiv modgang har formået at grave kernen af min personlighed op til overfladen og hver dag har muligheden for at kæmpe videre for at få det liv, jeg ønsker sammen med dem, jeg elsker.

Jeg er til gengæld knap så taknemmelig for, at verden også er befolket af snævertsynede, forkælede, ugenerøse, simple, næsten urimeligt uerfarne og forskånede mennesker, der tillader sig at brokke sig over, at ens unge har fået både kagemand og slikpose til en børnefødselsdag frem for gulerodsstave og speltboller, at det er for dårligt, de er nødt til at køre 100 kilometer for at komme i behandling for et eller andet på en specialafdeling uden at få tilskud af det offentlige, at de skal forny kørekortet hvert andet år, at naboen slår græs om aftenen, at en kollega har fået ferie i den uge, man selv havde tænkt sig, og jeg ved ikke, hvad jeg ellers hører folk beklage sig over!
Helt ærligt: Hold jeres kæft og sæt pris på det, I har! Vær taknemmelig for at I overhovedet er i live, og at I har det så godt, at I kun har små problemer at gå op i!

Jeg kendte en, der gerne ville have byttet. 

Lidt billeder fra den seneste tid...

Jeg har været lidt stille på det seneste. Men jeg er meget fokuseret på at få et fast job nu! Derfor knokler jeg røven ud af bukserne i det mediehus, jeg vikarierer i, for at vise, at jeg er pissedygtig! Og hvad der er tilovers af mig er gået til 117 andre ting end bloggen. Selvom jeg har savnet den og trængt til at bruge tid på den...
Men her er lige et par snapshots af øjeblikke på det seneste :-)

Tristan-Leander og Louis holder siesta i vores seng i sommervarmen. 

Elsker dahliaer! Dette er desværre ikke min have, men et pluk-selv-sted ved Ribe. Fik den smukkeste buket med hjem derfra for inge penge, da jeg var ude og lave en historie.

Esbjerg set fra diget ved Vester Vedsted. Udkantsdanmark har mange lortefaktorer, men man må sige, at man godt kunne bo grimmere! Og så er det Vadehavet, der netop er blevet Verdens Naturarv via Unesco. Hvad i alverden det så ellers kommer til at betyde. Nok ikke en skid andet end blandt politikere, turistbureauer og embedsmænd, der tror, at den slags flytter noget som helst i folk hverdag. Men men. Pænt er det.

Garnkup på loppemarked. Gav under 5 kroner pr. nøgle. Og dette er ikke alt. Fik også nogle lækre angoranøgler i gyldne farver smidt i nakken. Venter bare på, at jeg finder ud af, hvad jeg skal lave. Tror der er en cardigan til sønnike, der skal prøves, selvom jeg aldrig har strikket andet end ligeud før.

Min nye megaurtepotte fra Villeroy og Boch. Fundet til halv pris i Blå Kors i Ribe. Det vil sige 40 kroner. Elsker den!

EU-valget - HUSMORANALYSEN

Jeg skal simpelthen lade være med at se for meget News! Jeg bliver alt for animeret af det!
Hvis det skulle være glippet for en eller to personer, så var der EU-valg i går, og Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti fik fire mandater og godt og vel hver fjerde afgivne stemme. Og nu er News og co. så ved at flyde over af analyser og bud på, hvorfor det mon kan være, og 117 nyhedsbreve jeg abonnerer på og min feed på Fjæs er ved at koge over af mere eller mindre indpakket harme, chok og forargelse over, at danskerne har stemt, som de har. Og den ene politiker efter den anden står inde i mit fjernsyn og siger, at det kan godt være, at danskerne er EU-skeptiske, men det væsentlige jo er at have indflydelse og kunne levere resultater inden for fx tilsætningsstoffer og mærkning af legetøj!
Der tror jeg så lige, vi har fat i den markante forskel på, hvad pro et contra EU-folkene.
Bare det seneste år, har der været indtil flere både groteske og tragiske eksempler på, at EU hverken har den samlede indflydelse eller store fordel, som vel egentlig var tiltænkt fra begyndelsen. Fællesskab og samhandel skulle sikre fred og frihed i Europa.
På det store plan har man så set, hvor fuldstændig latterligt EU-landene ikke engang kunne blive enige om at sige fy skamme til Putin, da han lige tilfældigvis kom til at falde ind over Krim - eller hvis man ikke tror på det, så i hvert fald negligerede at fordømme udviklingen på halvøen. Dem, der kan huske Den Kolde Krig, begyndte så småt at tænke på, om man alligevel var blevet taget ved næsen, da man blev opfordret til at tro på, at et samlet og større EU ville være ensbetydende med, at man stod stærkere mod supermagterne.
I danskernes egen andedam har man set adskillige programmer om, hvordan både de dybest set sølle og de regulært afstumpede kriminelle fra Østeuropa kører helt lovligt og ugenert ind over grænsen og stjæler med arme og ben. Og bliver de taget, er det ikke den store ulykke, thi et fængselsophold i Danmark er åbenbart meget civiliseret i forhold til i Østeuropa.
Mit forsigtige bud er, at det faktisk ikke så meget er de kriminelles mangel på moral, der får danskerne op af stolene. Nej, jeg tror, det der pisser danskerne af for alvor, og som får dem til at stemme EU-skeptisk, er, at det store flertal af politikerne ganske enkelt ikke gør andet, end at snakke udenom og prøve at dreje fokus over på tilsætningsstoffer og fælles mærkning af legetøj og alt det andet, de vil have befolkningen til at mene, længe bør opveje ulemperne ved EU-cirkusset.
Men det gør det bare ikke! Jeg har aldrig påstået, at jeg befinder mig på samme intelligensniveau som hverken politikere eller kommentatorer. Jeg er en husmor, der sidder i Udkantsdanmark og forsøger at få enderne til at nå sammen i en til tider ret udfordret familie.
Men umiddelbart forekommer det mig ret nemt at få øje på, hvorfor EU er begyndt at hænge danskerne ud af halsen, og hvorfor der er en betragtelig kreds af borgere, der mener, at nu stopper festen fandme!
Nu er det nok med de der velfærdsydelser, der flyder ud af landet. Og alle de hælervarer der køres på paller over til Østeuropa. Og alle de penge der går til at flytte papirer mellem Strasbourg og Bruxelles. Og alle de problemer der er med at få sydeuropæerne til at forstå, at man ikke bare kan skalte og valte og få 13 månedslønninger og gå på pension som 50-årige. Og al den EU-offipyk der gjorde, at man var nødt til at rive hele ombygningen af Refshaleøen ned efter Melodi Grand Prixet i stedet for at bruge det fremtidigt. Og al den snak om, at det er så fint med fælles regler i EU, men vi må stadig ikke købe en bil i Tyskland til tysk pris og køre i den i Danmark. Og dengang de bragte vores lakridspiber i fare. Og den der finanskrise, der udstillede hvor sårbar euroen er.
Og inden der nu er nogen, der begynder at smide alle mulige tal og paragraffer og traktater og forbehold og Angela Merkel og hendes pumpestok efter mig, så vil jeg bare gerne lige have lov til at slå et slag for, at der er noget, der er langt vigtigere: Den sunde fornuft! Måske man skulle prøve at bruge den som analyseredskab i stedet for så meget andet engang imellem...

Det dummeste vi nogensinde har gjort!

I dag handler det ikke om kreaprojekter eller ombygning. Vi er nemlig helt vildt frustrerede, min søde mand og jeg. Vi er nemlig i al beskedenhed skidedygtige til vores fag, vi er ikke iværksættertyper, og vi kan ikke finde noget fast arbejde. Og sådan har det været i flere år. Det er så opslidende. Både rent økonomisk, men det tærer sindssygt på kræfterne, at man aldrig ved, hvor man står, at man lever fra måned til måned, fra projekt til projekt, fra vikariat til vikariat. Det er simpelthen så deprimerende ikke rigtig at kunne få ordentligt fat i et stabilt givende arbejdsliv. Ikke mindst når det er geografien, der spiller den største rolle.
Det ubetinget dummeste valg, vi nogensinde har foretaget herhjemme, var, da vi i 2005 flyttede - yngre, mere naive og nyuddannede - til Esbjerg for at komme i job. Eller rettere, det er det dummeste, vi nogensinde har gjort for vores arbejdsliv. For jeg fik muligheden for at være tæt på mine forældre i de fem år, der skulle vise sig at blive deres sidste leveår, og den slags er jo ikke til at gøre op i penge.
Men rent jobmæssigt har det været den ene lort lagt oven på den anden. For her er ingen jobrotation, og det er absolut minimalt, hvad der er af stillinger for kreative mennesker som os. Så vi har pendlet ud af byen det ene år efter det andet for at kunne tjene penge, da det viste sig, at de job, vi flyttede efter, rent faktisk så var de eneste job, vi kunne få i Esbjerg.
Nu er det jo nærliggende at tænke, at vi bare er rasende elendige til det, vi laver - for mit vedkommende journalistik og kommunikation, for min søde mands vedkommende er det arkitektur - men adskillige udtalelser, anbefalinger og resultater, vi har leveret inden for hver vores felt viser altså trods alt det modsatte! Og ellers er der pænt mange tidligere kolleger, chefer og samarbejdspartnere, der må være lystløgnere! Vi er så heller ikke de eneste højtuddannede i vores lokale omgangskreds, der har problemer med at finde job i Esbjerg. Uden den store anstrengelse kan jeg nævne en jurist, en universitetsuddannet projekt-ekspert, en kemiingeniør og et par cand. mag.'er. Fælles for os alle er, at vi bor i Esbjerg, er højtuddannede og leder efter job. Ingen af os kan finde noget i Esbjerg!
Og vi er allesammen begyndt at få meget store grønne knopper over hele kroppen, hver gang vi hører politikere, erhvervsfolk og embedsmænd stå og sige, at der mangler højtuddannede i Esbjerg og omegn. Nej der gør ikke! Der mangler måske helt specifikt uddannede mennesker til varetagelse af ganske specielle job i offshoresektoren. Altså folk, der er så store specialister, at de for den sags skyld også mangler i København, London eller whereever. Derudover mangler der så iværksættere, som der gør alle mulige andre steder uden for storbyerne.
Men at rende rundt og tale om, at her mangler højtuddannede, specialister og den såkaldt kreative klasse, som er et vældig populært - og meget misbrugt - begreb herude, det er det rene lyv! Jeg kunne forestille mig, at den gode Richard Florida, som er ophavsmanden bag tankerne omkring Den Kreative Klasse, og hvad der får et samfund til at vækste både på kroner og kreativitet, ville falde om af grin, hvis han vidste, hvordan lokalpolitikere og lignende tågehoveder med teoretiske ambitioner væltede rundt i hans begrebsverden.
Pointen med mit indlæg er at fokusere på, at vi faktisk er en sværm af højtuddannede, kreative mennesker, der forlod storbyerne for at flytte til Udkantsdanmark i håbet om at kunne gøre karriere herude. Det var nemlig det, vi blev stillet i udsigt som værende muligt, og selvom krisen ramte, så fortsætter kampagnerne for at lokke folk herud. Og jeg må bare sige: Stoooop! Bliv væk! Hvis der er et job, du gerne vil have i Udkantsdanmark, så lad for himlens skyld være med at flytte efter det! Pendl! For satan da! Og inden du undrer dig over, hvorfor vi ikke bare er flyttet væk igen, så er den korte historie, at vi nu som så mange andre danskere, er blev stavnsbundet på grund af faldende huspriser. Så hvis vi rykkede teltpælene op, ville det være med en gæld, der nærmer sig millionen. Derfor er den ide ligesom skrottet.
Men nu er vi her så, og vi vil faktisk gerne have det bedste ud af det. Vi vil gerne bidrage til verden herude, vi vil gerne nyde naturen, som der er masser af herude, og så vil vi bare rigtig gerne have et meningsfuldt job, som ligger i det område, vi bor i!
Desværre vi må jo nok se i øjnene, at det hedder pendling igenigenigen. Og gudfader, hvor går der megen god tid tabt bag rattet på den måde. Rent bortset fra, at mindst en af os er nødt til at være i stand til at hente vores søn klokken 16 senest, for der lukke dagplejen. En lille logistisk detalje.
Så kære politikere, embedsfolk, erhvervsfolk og lignende, der sukker efter højtuddannede i Esbjerg: Vi er her! Face it og brug os i stedet for at fokusere på dem, der ikke er her endnu, eller som skal pendle hertil. Det vil gøre både vores arbejdsliv og vores privatliv så meget bedre, hvis det ikke var så håbløst at finde varig - og såkaldt kreativ  - beskæftigelse i Udkanten!

Journalist/kommunikationsjob og arkitektjob søges! CV'er sendes gerne!

Påskepynt

For første gang ever har vi haft påskepynt oppe i år. Det meste arvet fra mine forældre og så noget, lillefisen har slæbt med hjem fra dagpleje. Har aldrig rigtig forstået det der med påskepynt. Hvornår skal det op? Hvornår skal det ned? Og hvad er påskepynt?? Men måske man bare skal opfinde sine egne regler. Julehelvedet herhjemme begynder 1. november, hvor juleplatterne og julekopperne kommer frem, og den slutter 6. januar med lys i helligtrekongerstagen. Bum! Men den der påske er jo så lusket, at den ikke ligger fast hvert år! Det forvirrer en del og kan forpurre ret mange fine intentioner om planlægning, skal jeg hilse at sige!
Hvorom alt er, så er her et lille udpluk af årets påskepynt i det lille hjem :-)

Har haft kriblen i fingrene

Har fået lavet lidt kreativt på det seneste, som jeg lige vil prale lidt med. Eller noget...

Er i gang med et sengetæppe til junior. Det skal være et farveforløb, som man jo nok kan ane. Mangler kun to tredjedele flere lapper, så det er jo nok færdig inden påske. Ahemmm..... Har endnu ikke prøvet at hækle sådan nogle lapper sammen, men jeg tænker, at det finder jeg vel ud af.

Fik lige et Hamaflip, så der blev produceret et par bordskånere.

Hamaflippet blev faktisk udløst af, at jeg stod og skulle finde på en fødselsdagsgave til en lille pige, der bliver tre år. Vi har ingen penge, så kreativiteten må redde skindet. Jeg rodede mig ud i en drømmefanger lavet af Hamaperler, en masse silkebånd fra gemmerne, bomuldsgarn og en metalring fra skabet. Nu håber jeg bare, hun bliver glad for den!

Endnu en telefontaske. Lidt mere diskret end de hidtidige modeller...

Arvegods fra farmor og en røvfuld blandet fra kiosken.

Lidt forår er kommet ind. Hvor er det bare skønt! Har i det hele taget været svært godt tilfreds med den milde vinter i år. Hurra for den globale opvarmning!

Har lavet et sengesæt til junior med elefanter. Har brugt små to meter, fordi jeg har brugt et af min farmors gamle lagner som bagside på dynebetrækket. Billedet over sengen er et gammelt broderi, min mormor har lavet i frihånd!!

Færdigsyede tittekanter i metermål er noget af det smarteste siden skiveskåret rugbrød!

En helt normal arbejdsuge

Kender I det, når ens nærmeste kollega sådan en passant mandag morgen nævner, at vi da for resten skal have syet en luftballon til på torsdag? For derefter at forsvinde ud af lokalet for at søge dækning for det øjeblik, hvor det går op for dig, at der med "vi" menes "du", og at du er fuldstændig på bar bund.

Det er den slags dage, jeg elsker! Når bare de ikke opstår hele tiden, så er jeg - når jeg har brokket mig, været larmende og talt højt og længe om mænds planlægningsgen, for det er altid en mand, der kommer med den slags - som en gammel beaglehund, der vejrer vildt: Jeg har ingen anelse om, hvordan fa.... det skal lade sig gøre, men torsdag skal jeg nok have en luftballon klar. Eller hvad det nu er, der er brug for i sidste øjeblik.

Jeg måtte lave et mønster fra scratch. Heldigvis besidder min mand en stor portion visuelt/rummelig intelligens, og min fantastiske veninde Susanne fra Sus Kreahjørne kom med meget relevante og beroligende input!

Det tog en hel arbejdsdag at få syet selve ballonen med løbegange til elektrikerrør og forstærkede sømme über alles.

Vi var en fire mand om at slås med jeg ved ikke hvor mange elektrikerrør for at få pustet den skide ballon op.

Men det lykkedes! Og der blev lavet sandsække og puder.

Og syet fire meter kant på i hånden. Av.

Klar til optagelse.

Nu med forstærkede elektrikerrør, så stabiliteten blev noget mere gennemført.

Ballonen er en del af kulissen til TV Glads nye programserie, der snart kan ses i hele landet.
Retfærdighedsvis skal det understreges, at min kære mandlige kollega selv deltog aktivt i konstruktionen af monstrummet. Han er sådan en af de der fantastiske typer, der kan lave alt undtagen at give bryst, som han selv udtrykker det, og så tager han alt oppe fra og ned.

Scenografien skulle være sådan lidt camping-agtig, så jeg syede også nogle puder i campingstil og gik på hugst i Nettos spottilbud for at finde melamin og myggelys. Er spændt på, hvordan det tager sig ud på skærmen :-)

Desværre ser det ud til, at jeg bliver nødt til at stoppe på min arbejdsplads, da firmafinanserne ikke er tilstrækkelige til en journalistløn. Håber på, vi kan få strikket et eller andet sammen, for nøj hvor er det bare fedt at gå på arbejde et sted, hvor så mange af ens ressourcer og evner bliver brugt! Alt for mange stillinger går ud på at bruge folks evner ganske ensidigt eller ensporet, men hold da op, hvor er det bare en sand fornøjelse både at få lov til at bruge så mange facetter af sine evner til hverdag. Hurra hurra, og kryds fingre for, at finanserne på en eller anden måde giver sig, så jeg slipper for at skulle finde en anden arbejdsplads lige nu :-)