Den dag jeg blev afsløret

"Jeg har tænkt på, Christine, er du introvert?"

Spørgsmålet kom via telefonen, og på en tiendedel af et sekund blev jeg klædt helt og aldeles af langt ind i sjælen af en mand, jeg aldrig har set og på daværende tidspunkt kun havde talt i telefon med max tre gange. Det var i forbindelse med noget arbejde.

Jeg har stadig ikke helt fundet ud af, hvordan han så det. Det var noget med en måde, jeg talte på, forklarede han, da jeg småundskyldende var nødt til at skrive og spørge, hvordan fanden han lige havde præsteret at sætte fingeren på det, de fleste, jeg møder på min vej, aldrig ville tro om mig.

Jeg har før skrevet om, hvor megabøvlet det kan være at være en indadvendt sjæl med indtil flere ekstroverte træk i ascendanten. Og om at jeg aldrig har lært at drage omsorg for begge personlighedstræk fra barnsben og deraf har fornøjelsen af at tage en svingom med en røvfuld frustrationer sådan cirka på kvartalsbasis, når jeg alligevel har fået sagt ja til lidt for mange sociale aftaler, til at jeg synes, jeg har det helt godt.

Jeg har for længst erkendt, at det bliver et tema, jeg får glæde af resten af mine dage. Det er, fordi jeg er så splittet mellem simpelthen at være naturkraft-agtigt nødt til at blande mig og stille mig frem og sige en masse ting engang imellem, og så snart jeg træder ned fra ølkassen at have et indtrængende behov for at være i fred. Ikke nogen super salgbar personlighedskombination i det omgivende samfund, fordi man ligesom ikke rigtig passer ind i nogen kasser. Og jeg har helt sikkert mistet både venner og faglige chancer gennem tiderne, fordi jeg ikke kunne leve op til at være i den sociale og ekstroverte kasse ret længe ad gangen, selvom jeg fylder den rigtig godt ud, når jeg er i den.

At blive afsløret, som jeg blev forleden, var til min ret store overraskelse helt afsindig befriende, og jeg har lunet min sjæl ved tanken flere gange siden. Det er, fordi jeg oplevede at blive set. Sådan uden omsvøb og uden jeg gjorde noget som helst for det. Og det føltes rigtig godt.

Det kan da sagtens være, der er mange, der har tænkt samme tanke som ham, der afslørede mig i telefonen forleden. Der er blot ikke nogen, der har sagt det sådan før. Jeg siger ikke, det nødvendigvis er en knaldgod ide altid at gå rundt og komme med den slags direkte betragtninger i enhver situation. Men hvor ville det være interessant og, tror jeg, befriende, hvis vi turde komme med lidt flere komplimenter eller betragtninger om hinanden til hinanden. Det, man jo siger til et andet menneske, når man gør det, er: "hey, jeg har set dig".

Og findes der nogen større kompliment, man kan give et andet menneske? End at man har set dem. Ikke deres titel, deres alder, deres position, deres adresse, deres ydre kvaliteter. Men deres personlighed. Jeg har sjældent fået en kompliment, der er så stor. Til gengæld kan den holde længe :-)

Kan genbrug tage overhånd?

Der er gået et glimrende krigsbarn tabt i mig. Så meget jeg kan finde på at kyle ud med hård hånd, ligeså meget kan jeg finde på at gemme og overveje, for det kunne jo liiige være, jeg fik brug for det, og en pæn silkesløjfe kan man jo altid bruge, og man kan jo altid godt genbruge et gummibånd, og en skotøjsæske kan jo pimpes op med noget lækkert papir og så videre og så videre.
Min gode veninde Stinne mobber mig jævnligt med det, når jeg ikke kan smide et eller andet ud, og nogle gange hæmmer det mig sgu ærligt talt også, når mit arbejdsbord bliver crowded med alt for mange ting, og jeg faktisk trænger til luft omkring mig og alligevel ender med at smide en bunke, der har ligget i et halvt år og kigget på mig, ud.
I går var det så nødvendigt at omorganisere lidt i køkkenskufferne, og en samling af Pukka tebreve kunne samles i 1 beholder fremfor 4. Det gav dejlig god plads. Og jeg var glad og åbnede skraldespanden og.... stoppede mig selv i at smide æskerne ud, for de var så pæne. Og så tog jeg saksen og lavede nogle til- og frakort af de dele af æskerne, der ikke var ødelagt af logoer.
Imens hørte jeg Stinnes stemme i hovedet råbe "nu stopper du, kvinde", og indrømmet; det er sgu nok lidt overkill at stå og lave til- og frakort af brugte tebrevsæsker. Men de blev da meget pæne. Og nu venter de så på at blive sat på nogle pakker.

Hvilket århundrede lever vi egentlig i?

Vi skriver 2015. Det er 100 året for kvindernes stemmeret, 100 året for kvindernes ret til at deltage i samfundet på sådan i grove træk lige fod med med mænd. På papiret, forstås.

For der er edderbroderme godt nok meget stor forskel på, hvad der står i papirerne omkring ligebehandling af kønnene, og hvordan virkeligheden så ser ud.

Blandt andet på lønområdet, hvilket har fået den britiske premierminister Cameron til at mene, at selskaber med over 250 ansatte skal tvinges til at offentliggøre tallene over, hvad de udbetaler af løn til henholdsvis de kvindelige og de mandlige ansatte. Ikke sådan at forstå at man hænger en seddel op på internettet med navn og adresse og skostørrelse på samtlige ansatte, men derimod en anonym lønstatistik baseret på køn, så alle kan se, hvad der udbetales af løn til henholdsvis mænd og kvinder.

I gennemsnit ligger de britiske kvinder 20 procent lavere lønmæssigt end mændene, og ifølge SFI er det faktisk afsindig tæt på de danske tal. Her ligger forskellen på 17-18 procent. Og ret beset har det ikke rokket sig en tøddel de seneste 35 år!

Og alligevel skal man så opleve mennesker mene, at en offentliggørelse af lønninger netop som englænderne er ved at indføre, skulle være en dårlig ide, der ikke vil løse problemerne med ligeløn.

Undskyld mig, men hvordan fanden skulle det IKKE hjælpe at offentliggøre den slags statistikker?! Det vil jo tydeliggøre problemerne og udstille dem sort på hvidt, så jeg har da virkelig meget svært ved at se, hvordan det ikke skulle være en del af løsningen på ligelønsproblemet.

For der er et ligelønsproblem i Danmark på trods af, at vi for det første har en lov på området og for det andet, at kloge hoveder og socialforskningsinstitutter fremviser den ene undersøgelse efter den anden og tillige fremlægger flere forskellige forklaringsparametre på, hvorfor det stadig er sådan. Af uransagelige årsager er det bare ikke noget, man ligesom kan bekvemme sig til at gøre op med og rent faktisk gøre noget ved.

Tør man komme med et forsigtigt bud på, at det blandt andet handler om, at man egentlig synes, det ikke er så vigtigt, det der ligestilling? At så længe mænd og kvinder har de samme rettigheder på papiret, så er det sådan set længe nok?

Så er det, at man lige kan være nødt til at tjekke, om det er 2015, man lever i, eller om det stadig er 1915.

Den smukkeste i haven

Superstar hedder denne smukke, helt fantastiske rose. Jeg har plukket den i min have. Det er den eneste plante, der er tilbage i haven fra min barndom. Og jeg elsker den. Ville gerne have 100 superstarroser!

Byggeriet griber om sig

Så er reolen over vores store vinduesparti færdigt, og mor er glad!

 

Efter to år med udsigt til rockwool og en jernstolpe fik min søde mand omsider hanket op i sig selv og sine færdigheder og fik bygget reolen. Den er som underdelen og sidedelen lavet af IKEAs Billy-elementer, som er hacket og skåret til, så de passer, og så er der efterfølgende monteret hobbyplader, lister, fuget, spartlet, filtet og malet, så det ser megaprof ud! 

Min søde mand har været så nervøs for vores loft, men efter at have rådført sig med sagkundskaben og indkøbt blandt andet 20 centimeter lange skruer i kassevis til eksorbitante priser, fik han alligevel has på projektet. 

Hele den indbyggede reol - altså både under, over og ved siden af vinduespartiet har vel stået os i omegnen af 5.000 kroner. Sidegevinsten har været, at det har været muligt for os at isolere under og over vinduet, hvilket der aldrig har været. 

Og aldrig så snart er vi færdige med et projekt, før der står et nyt i kø. Da vi lavede den store ombygning for snart et par år siden, fandt vi en rørskade under gulvet i bores bryggers. Den blev midlertidigt udbedret, og så har den stået i bero ved forsikringsselskabet, indtil vi fik råd til at lave bryggers og entre om samtidigt. 

Det har vi så ikke fået. Råd. Faktisk er vores økonomi langt værre end nogensinde, og min arkitektmand falder for dagpengeretten til august! Så vi er pænt pressede og relativt paniske og har absolut ingen plan B. Alligevel for der en djævel i mig en dag, vi havde kaffebesøg af en bekendt, der er håndværker. Min søde og til tider overforsigtige mand sad og mente, at væggen mellem bryggers og entre var bærende. Vores bekendte var uenig. Jeg hentede brandøksen, og det blev afgjort. Den var ikke bærende! Og så kom vi ligesom i gang. 

Jeg tænker sådan, at så længe, vi selv er i gang med at rykke ned, så sparer vi en masse penge, og ingen har nogensinde fået det godt at at sidde på deres hænder på vej ud over en afgrund! 

Så vi bygger om og håber på et mirakel inden august!

Påskesysler

Holder fri i påskedagene. Luksus i mediebranchen! Og jeg nyder det i fulde drag.
Har gennem nogle uger planlagt, at nogle af dagene skulle bruges på fremstilling af et par barselsgaver. To stk. juniortæpper syet af en blanding af gammelt sengetøj fra skabet og byens genbrugser. Har med vilje lavet dem så store som juniordyner, for de der babytæpper er tilovers efter højst et år, og så skulle fanden da have brugt så meget krudt på at lave lortet!
Mangler kun at lave kanterne på tæpperne, og jeg tror, det ender med en tur forbi min veninde Susanne og hendes overlocker og noget fed kontrasttråd.
Og så er der jo sket intet mindre, end at min søde mand er kommet i sving med at få projekt reol-over-vinduet først ud i livet. Nu er der også kun gået halvandet år, siden vi byggede om...
Det er som sædvanligt Ikeahacking, vi har gang, lugesom vi gjorde med resten af den indbyggede reol. Glæder mig så meget, til det står færdigt med lister og inddækning og hele pivtøjet, så det ser færdigt og "meningen" ud!

God påske derude.

Jeg er hende den udadvendte indadvendte

Jeg har erkendt noget over de senere år.

Der er nogen, der både er tydeligt ekstrovert, men som samtidigt har et ekstremt behov for at koble af. Det har jeg egentlig aldrig rigtig tænkt så meget over, og jeg er ganske sikker på, at det er der ikke ret mange, der gør. Ikke mindst fordi de to behov trækker i hver sin retning.

Min erkendelse består i, at jeg er sådan en.

I virkeligheden har jeg altid kæmpet med følelsen af, at jeg skulle vælge mellem de to sider. Lige siden jeg var barn.  Men jeg kan først se det i dag.

Jeg har haft oplevelsen af, at jeg enten skulle være den udadvendte, larmende, fandenivoldske, frontløbende tilsyneladende selvsikre og meget sociale Christine, eller at jeg skulle være den pæne, rolige, tænksomme, indadvendte og meget sårbare pige, der elskede at være alene, som higede efter tryghed, og som kunne fornemme en stemning i det splitsekund, hun trådte ind i et rum.

Enten. Eller. Ikke noget midtimellem.

Selvfølgelig har det en laaaaang psykologisk forklaring, der involverer min opvækst. Den vil jeg hverken negligere eller udpensle. Men det handler jo selvfølgelig om, hvilke sider, der er blevet fremelsket og anerkendt af vigtige personer i ens liv, hvordan man har lært at stå ved sig selv eller det modsatte, hvilke skygger, der gemmer sig i en og den slags. 

Det, der har ramt mig i denne erkendelse af, at jeg dybest set er et meget ekstrovert og samtidigt sensitivt menneske, er, at det ikke er nogen let personlighedskombination at slutte fred med. For det er skidesvært den ene dag at være helt vildt meget ”på”, være god til det, tage affære, være den der råber højt, spreder energi og fylder en masse. For den næste dag at have behov for at krybe i et med tapetet og bare være stille med sig selv og være i fred for andre. Og ofte er det jo ikke engang vekslende fra dag til dag, men flere gange i løbet af dagen.

Det er sgu forvirrende. Ikke mindst for ens omgivelser. Og jeg forstår det godt. Jeg gør det jo også selv. Har en forventning om, hvordan folk, jeg har mødt én gang, vil være, når jeg møder dem en anden gang. Og hvis opførslen er alt for forskellig, studser jeg da noget. Eller rettere, det gjorde jeg.

I dag studser jeg sjældent over folks måde at være på.

Dels har jeg af omfattende erfaring lært, at man aldrig har fantasi til at forestille sig, hvad der kan ske i virkeligheden.

Dels har jeg erkendt, hvor markante yderpoler, jeg selv har, og fremfor alt accepteret, at jeg bliver nødt til at tilgodese begge poler lige meget og være fuldstændig ligeglad med, hvad andre forventer af mig. Ellers kan jeg jo ikke være inde i mig selv for bare slåskamp, og så ender man altså hos hjernevriderne! Been there, done that, got the tshirt…

Helt lavpraktisk betyder det at være meget udadvendt og samtidig super sensitiv for mig, at jeg bliver nødt til at prioritere benhårdt i mine aktiviteter. Der SKAL være tid til, at jeg kan være alene og gå og nulre, som jeg kalder det. Det vil sige, jeg skal kunne være hjemme og have fred for andre forpligtelser end at kramme min søn og kysse min mand, når de melder sig. Og det behov er mindst lige så vigtigt at tilgodese som mit behov for at være sammen med andre, involvere mig i sociale sammenhænge og stille mig op på ølkassen og råbe op.

Det betyder også, at jeg altid har ørepropper i min taske, for så kan jeg altid tage mig noget ro.

Jeg er også blevet mere hård med at sige nej til at deltage i ting og sager og til at mødes med folk. Det betyder selvfølgelig, at der er nogen, der falder fra, men sådan må det så være. Folk er altid hjerteligt velkomne til at komme og sætte sig ved mit køkkenbord og snakke. Men det der med at sige ja til at mødes til kaffe, frokost, middag og så videre, det er godt nok sjældent, jeg siger ja til det.

Og når jeg en sjælden gang imellem er helt alene hjemme uden mand, børn og missekatte, så låser jeg døren og laver lige, hvad der passer mig helt alene og uden at blive forstyrret. Det kan godt være, jeg gør rent eller hører ac/dc for fuld hammer. Det kan også være, jeg sætter mig i mit sofahjørne og syr og ser flimmer. Måske lægger jeg mig på min seng og lytter til lige præcis ingenting. Og nyder det.

Et er erkendelsen af at være strikket sådan sammen. Den var ikke en, der kom til mig let, vil jeg lige sige.

Et andet er at lære at værdsætte og respektere både min hoppende udadvendte og min følsomme indadvendte side. Og ikke mindst få forenet dem i en ganske almindelig hverdag med familie, arbejdsliv og generelle forpligtelser.

Lige dér voterer juryen jævnligt! Men i det mindste ved den godt, hvad det handler om nu. Og det har virkelig været en stor lettelse at få sat det på plads.