I dag er det syv år siden, bunden blev slået ud af mig.
For syv år siden døde min mor af en sepsis, hun havde fået efter et længere forløb på hospitalet oven på en stor hjerteoperation. Det var sådan et af de tilfælde, hvor operationen gik godt, men patienten døde. Hun var syg af lupus gennem mange år inden, så vi har altid levet med en fod siddende i hospitaldøren, men alligevel kom det bag på os, at hun døde denne søndag morgen, som 16. december var i 2007.
Hvert år omkring denne tid har jeg det sådan lidt mærkeligt. Jeg går og husker nogle detaljer omkring præcise tidspunkter på præcise datoer.
For eksempel 14. december. Det var den dag, jeg sidst så min mor i live. Det var på hendes enestue på afdeling 242 på sygehuset i Esbjerg. Hun sad op i sin seng og havde det rigtig fint. Var i godt humør og helt sig selv.
Og 15. december som var den dag, jeg sidst talte med hende. Det var over telefonen om de julegaver, jeg havde været ude og købe både til og fra hende. Jeg havde fået rigtig ondt i halsen i løbet af natten, og jeg husker, vi talte om, om jeg skulle komme op til hende, eller om smitterisikoen var for dum at løbe. Hun havde det så fint, sagde hun, så jeg skulle bare få ordnet julegaverne, så kunne vi bare ses i morgen.
Og så i dag, 16. december, som var den dag, hun døde. Min far ringede ved halvsyvtiden og sagde, at det var ikke så godt med mor. Det havde han gjort flere gange tidligere. Vi stod op, min mand sendte mig ud under bruseren og stod klar med en skål yoghurt, da jeg kom ud. Jeg stod op ved køkkenbordet og spiste, da min mobil ringede igen. Det var en sygeplejerske. Jeg husker ikke hendes præcise ord, men hun ringede for at skynde på os.
"Er det nu," spurgte jeg.
"Ja," svarede hun bare, og jeg smed røret på, råbte efter min mand, og fløj ned af trappen, mens jeg vist bare messede en masse nejnejfuckkomnunejnejnejkomnukomnu.
Min mand kom styrtende bagefter, tydeligt irriteret over, at alting pludselig skulle gå så stærkt. Han havde slet ikke opfattet, hvad der var ved at ske. Nede på gaden lå der sne, og vores bil var dækket af is. Jeg skulle til at løbe op på hospitalet, men min mand råbte til mig, at jeg bare havde at sætte mig ind i bilen, og midt i min panik nåede jeg at tænke, at jeg jo ikke ville nå hurtigere frem ved at løbe de halvanden kilometer som at vente på, at der blev skrabet et felt fri af forruden.
Jeg husker svagt turen hen ad Kronprinsensgade, op ad Frodesgade, og så ellers at jeg løb ind af døren til afdelingen og ind på hendes stue, hvor min far sad ved siden af min mor i hospitalssengen.
"Det er sket," sagde han, og jeg fløj hen og tog hende i hånden og aede hende hårdt på armen, som om hun kunne vågne af det, mens jeg grædende spurgte, om hun var død, og bebrejdede mig selv, at jeg ikke havde været oppe og besøge hende dagen før, fordi jeg havde ondt i halsen og ikke ville smitte hende. På den anden side af sengen stod der en sygeplejerske og prøvede at tale mig fra at bebrejde mig selv noget, for ingen kunne havde vidst, at det ville gå, som det gjorde: At min mors krop i løbet af natten ikke kunne mere, at sepsissen gik helt amok, og at hun døde klokken lidt i halvotte om morgenen i dag for syv år siden.
I dag og de næste dage frem mod jul og nytår, plejer jeg at gå og få flashbacks, når jeg ser på klokken. Jeg tænker sådan nogle ting, som at "nu snakkede jeg med bedemanden", "nu var jeg i gang med at ringe rundt og fortælle det", "nu var vi i Kvickly, og alle andre gik bare rundt og handlede, som om intet var hændt, og min mor var lige død", "nu lukkede vi låget på kisten" og så videre og så videre.
Jeg fungerer fint, har min hverdag og kan også glæde mig og grine og have det sjovt. Men de der flashbacks kommer og går hvert år ved denne tid, og gennem årene er der kommet flere detaljer til. Som om man lige skal have tid til at være klar til at erindre en ting mere.
Er ked af, du skulle af sted så tidligt, mor. Det kunne have været hyggeligt at leve sammen lidt længere. Sov godt.
Anna Elisabeth Baasch Aagaard
5. maj 1946 - 16. december 2007
tirsdag den 16. december 2014
mandag den 8. december 2014
Hæklede butterflys
Jeg har hæklet et par butterflys.
Det er egentlig "produktudvikling" for en god ven, der er ved at starte en webshop med tøj og accessories til herrer.
Harbøll Herreekvipering hedder foretagenet, du kan se her: www.harboll.dk
Jeg vil lave dem i hvid, og i en så fin kvalitet, at de kan gå til et kjolesæt. Så jeg er i gang med at prøve mig frem til den helt rette opskrift:
Hvor mange masker, hvor mange rækker, dobbelt eller enkel tråd og så videre. Det er min søde mand, der er prøveklud, men han tager det nu meget pænt...
Det er egentlig "produktudvikling" for en god ven, der er ved at starte en webshop med tøj og accessories til herrer.
Harbøll Herreekvipering hedder foretagenet, du kan se her: www.harboll.dk
Jeg vil lave dem i hvid, og i en så fin kvalitet, at de kan gå til et kjolesæt. Så jeg er i gang med at prøve mig frem til den helt rette opskrift:
Hvor mange masker, hvor mange rækker, dobbelt eller enkel tråd og så videre. Det er min søde mand, der er prøveklud, men han tager det nu meget pænt...
mandag den 24. november 2014
Festlige detaljer
Små detaljer kan gøre vildt meget! Her er en fra forleden, hvor jeg pyntede op til et hold venners kobberbryllup. Jeg elsker at gøre sådan noget, og jeg vil meget hellere være med til forberedelserne end til festen! Sådan har jeg altid haft det. Men nu er jeg begyndt at indrømme det både over for mig selv og mine omgivelser. All part of groing up...
Men en af dagens spontane detaljer, var en af dem der blev beundret mest. Med den sidste pakke kobberbånd besluttede jeg mig for at pynte de kedelige bøjler lidt op med en lille sløjfe på hver af dem. Brugte ca 7 cm til hver. Der er ståltråd i båndet, så det var taknemmeligt at få til at samarbejde!
fredag den 7. november 2014
torsdag den 30. oktober 2014
Julekugler
Der er gået jul i nørkleriet. Har haft lidt svært ved at finde noget hæklet julepynt, jeg rent faktisk gad have hængende. Synes hurtigt, der bliver lidt for 70eragtigt og uchikt at se på. Men garngrammatik havde lige nogle fine kugler, jeg kunne gå med til. Overvejer hvor mange jeg skal bruge, og om jeg i virkeligheden skal lave nogle små kugler til at pynte mine kubusstager med. Alle disse store spørgsmål i livet, altså...
onsdag den 22. oktober 2014
Så tager vi et skridt opad
Så kom der et lille lyspunkt midt i al kaoset.
Jeg har fået at vide, at jeg kan blive siddende, der hvor jeg sidder i vores regionale mediehus, det næste års tid. Pyha!
Sidder blandt superskønne kolleger på en travl pind og med en chef, der virker umanerlig tilforladelig. Ganske vist kun midlertidigt, men hold nu kæft, det var dejligt at få lidt ro på og kunne leve lidt mere langsigtet end fra uge til uge!
Så er det kun min søde mand, der skal findes noget til, så kan vi lige så stille begynde at komme op af det kæmpestore økonomiske helvedeshul, der er blevet gravet i løbet af det seneste års tid.
Fejrede den glade nyhed med at købe en hvid kubusstage til mig selv og invitere mand og barn ud at spise. Hvilket jo var markant billigere, end da jeg for et par måneder siden i ren og skær trods over et latterligt afslag på et job gik ud og købte en ny sofa! På afbetaling! (Uden renter og ÅOP og alt der der, for det var i Idemøbler, og der er sådan en fiks ordning, hvor de låner en penge og betaler renterne for en. Det var sådan derved, jeg kunne berolige mig selv trods alt.) Så moden er jeg nemlig!
I virkeligheden er det slet ikke helt gået op for mig endnu, at jeg ved, hvor jeg skal køre hen hver morgen det næste år. At jeg har fået de dejligste kolleger og ligeså stille kan gøre mig håb om at få betalt lidt ned på vores kassekreditter, som jo kronisk er maxet og har været det længe. Uanset hvad skal vi blive ved med at leve på en sten de næste mange mange måneder, i virkeligheden nok nogle år. Men alligevel kan det give en vis ro at vide, at man kan stoppe med at grave hullet dybere, end det er. Om ikke andet så bare i en periode.
Man lærer at skønne på de små ulykker, som Doktor Hansen siger i Matador. (Episode 11. Der hvor de spiller Matador, og Maude kommer til at tage den forkerte bil, og Oberst Hackel vil handle i porten, sagde nørden.) Og dermed også råbe hurra for de små lykker!
Jeg har fået at vide, at jeg kan blive siddende, der hvor jeg sidder i vores regionale mediehus, det næste års tid. Pyha!
Sidder blandt superskønne kolleger på en travl pind og med en chef, der virker umanerlig tilforladelig. Ganske vist kun midlertidigt, men hold nu kæft, det var dejligt at få lidt ro på og kunne leve lidt mere langsigtet end fra uge til uge!
Så er det kun min søde mand, der skal findes noget til, så kan vi lige så stille begynde at komme op af det kæmpestore økonomiske helvedeshul, der er blevet gravet i løbet af det seneste års tid.
Fejrede den glade nyhed med at købe en hvid kubusstage til mig selv og invitere mand og barn ud at spise. Hvilket jo var markant billigere, end da jeg for et par måneder siden i ren og skær trods over et latterligt afslag på et job gik ud og købte en ny sofa! På afbetaling! (Uden renter og ÅOP og alt der der, for det var i Idemøbler, og der er sådan en fiks ordning, hvor de låner en penge og betaler renterne for en. Det var sådan derved, jeg kunne berolige mig selv trods alt.) Så moden er jeg nemlig!
I virkeligheden er det slet ikke helt gået op for mig endnu, at jeg ved, hvor jeg skal køre hen hver morgen det næste år. At jeg har fået de dejligste kolleger og ligeså stille kan gøre mig håb om at få betalt lidt ned på vores kassekreditter, som jo kronisk er maxet og har været det længe. Uanset hvad skal vi blive ved med at leve på en sten de næste mange mange måneder, i virkeligheden nok nogle år. Men alligevel kan det give en vis ro at vide, at man kan stoppe med at grave hullet dybere, end det er. Om ikke andet så bare i en periode.
Man lærer at skønne på de små ulykker, som Doktor Hansen siger i Matador. (Episode 11. Der hvor de spiller Matador, og Maude kommer til at tage den forkerte bil, og Oberst Hackel vil handle i porten, sagde nørden.) Og dermed også råbe hurra for de små lykker!
mandag den 6. oktober 2014
Tid til forandring
Det var blevet tid til lidt forandring på bloggen. I hvert fald med hensyn til udseende. Så jeg har tryllet lidt bag skærmen. Håber I kan lide det. Har haft lidt problemer med at få bredder, widgets og billedtekst til at samarbejde med mig, og jeg er stadig ikke helt vildt glad, men jeg må på den igen en dag, hvor jeg har researchet lidt...
Ellers går livet med at leve vikartilværelsen for mit vedkommende og med at genfinde lysten og modet til at forsøge sig som selvstændig for min søde mands vedkommende. Livet er på en eller anden måde på pause for os, samtidig med at tiden bare flyver faretruende hurtigt af sted for os. Skræmmende!
Vi trænger virkelig til at få nogle succesoplevelser i form af job med mening og inden for de felter, vi har uddannet os inden for. Fordi uddannelse jo er nøglen til at komme i varig beskæftigelse. Som de der politikertågehoveder render og våser om.
Her i Esbjerg er den evindelige klagesang, at det er umuligt at rekruttere højtuddannet og specialiseret arbejdskraft. Og den sluger de lokale politikere så råt for usødet og tager på diverse messer og stiller op til hvad som helst for at give indtrykket af, at man som højtuddannet kan få en masse at lave i Udkantsdanmark. Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: NEJ.MAN.KAN.EJ!
De højtuddannede, der reelt er svære at rekruttere herude, er nogle, der er så specialiserede, at de også er svære at rekruttere alle mulige andre steder. Fact! Og hvis man ikke tror mig, så skal man endelig bare kontakte de lokale rekrutteringsfolk, der bestormes af arbejdsløse højt-men-forkert-uddannede i Udkanten, som ikke kan få noget at lave.Og ellers må de pendle i timevis for at komme til og fra arbejde, mens deres familier hænger skidedårligt sammen, fordi ungerne bliver afleveret klokken 06.30 og hentet igen klokken 17.00. Måske endda af bedsteforældrene, fordi forældrene ikke kan nå hjem fra arbejde inden lukketid. Hvad os uden bedsteforældre i nærheden så forventes at skulle gøre, er der ikke rigtig nogen konkrete politiske bud på, men jeg er da meget åben over for forslag fra den side. Som højtuddannet er der nemlig ingen øvre grænse for, hvor langt væk du har pligt til i givet fald at tage et job. Til gengæld har jeg hørt om folk, hos hvem intelligensen faldt ligefrem proportionalt med afstanden til jobbet, og helt ærligt: Jeg kan godt forstå det! For hvem fanden tænker på, at der er en familie i den anden ende af enhver arbejdssøgende, som har brug for vedkommende resten af livet og ikke blot i en given ansættelsesperiode? Nej vel? Det er der ikke lige nogen politikere eller arbejdsgivere, der umiddelbart gør.
Jeg synes, tiden er ved at være inde til forandring! Hvad om man så i øjnene, at det for det første er fuldstændig torskedumt, at det overhovedet er muligt for aktive mennesker under 75 år at være på offentlig forsørgelse alene på grund af deres alder? Og hvad med, at arbejdsgiverne så i øjnene, at der er nogle rigtig smarte folk, som gennem tiden har opfundet internet, Skype, Messenger, emails, mobiltelefoner og så videre, så det er fuldstændig overflødigt at tvinge folk til at pendle frem og tilbage over større afstande hver eneste dag, blot fordi man skal sidde på et kontor hver dag? Og hvorfor er arbejdsmarkedet indrettet sådan, så man enten er ude eller inde? Og hvis man vælger noget midt imellem er det meget bøvlet og umuligt at have sig et sikkerhedsnet, der enten er til at betale sig fra eller leve af, hvis uheldet er ude? Hvorfor ikke give folk muligheden for at skrue ned for karrieren i de år, hvor børnene har mest brug for en, parforholdet er allermest presset og risikoen for at dejse om af stress er allerstørst? Man kunne jo bare forlænge den arbejdspligtige alder i den anden ende i stedet for at sende folk hjem og spille golf og dyrke fritidsinteresserne 24/7. Ned i tid i børneårene, op i tid i nogle år og så ned i tid hen mod en udskudt pensionsalder. Og hvad med om vi startede en Folkebevægelse til Retten til det fulde Familieliv, der gik i rette med den diskurs, der ligesom er, hvor arbejdet står som det ukrænkelige element af et menneskes hverdag? Det mest ukrænkelige skal ikke være arbejdet! Det skal være familien! Og jeg taler her ikke om at indføre socialistisk borgerløn eller fuld løn for færre timer eller noget i den retning. Jeg taler blot om, at det skal være bredt anerkendt at kræve retten til at have et fuldt og velfungerende liv, hvor familien og ens eget velbefindende ikke kommer ind på henholdsvis anden og tredjepladsen efter arbejdet.
Det vil være meget sundere både for folk liv og for samfundet. For tænk på, hvad vi kunne spare i sygedagpenge, udgifter til specialtilbud til stressede børn, boligsikring, fradrag og tilskud på grund af skilsmisser og så videre og så videre.
Jeg siger det bare...
Ellers går livet med at leve vikartilværelsen for mit vedkommende og med at genfinde lysten og modet til at forsøge sig som selvstændig for min søde mands vedkommende. Livet er på en eller anden måde på pause for os, samtidig med at tiden bare flyver faretruende hurtigt af sted for os. Skræmmende!
Vi trænger virkelig til at få nogle succesoplevelser i form af job med mening og inden for de felter, vi har uddannet os inden for. Fordi uddannelse jo er nøglen til at komme i varig beskæftigelse. Som de der politikertågehoveder render og våser om.
Her i Esbjerg er den evindelige klagesang, at det er umuligt at rekruttere højtuddannet og specialiseret arbejdskraft. Og den sluger de lokale politikere så råt for usødet og tager på diverse messer og stiller op til hvad som helst for at give indtrykket af, at man som højtuddannet kan få en masse at lave i Udkantsdanmark. Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: NEJ.MAN.KAN.EJ!
De højtuddannede, der reelt er svære at rekruttere herude, er nogle, der er så specialiserede, at de også er svære at rekruttere alle mulige andre steder. Fact! Og hvis man ikke tror mig, så skal man endelig bare kontakte de lokale rekrutteringsfolk, der bestormes af arbejdsløse højt-men-forkert-uddannede i Udkanten, som ikke kan få noget at lave.Og ellers må de pendle i timevis for at komme til og fra arbejde, mens deres familier hænger skidedårligt sammen, fordi ungerne bliver afleveret klokken 06.30 og hentet igen klokken 17.00. Måske endda af bedsteforældrene, fordi forældrene ikke kan nå hjem fra arbejde inden lukketid. Hvad os uden bedsteforældre i nærheden så forventes at skulle gøre, er der ikke rigtig nogen konkrete politiske bud på, men jeg er da meget åben over for forslag fra den side. Som højtuddannet er der nemlig ingen øvre grænse for, hvor langt væk du har pligt til i givet fald at tage et job. Til gengæld har jeg hørt om folk, hos hvem intelligensen faldt ligefrem proportionalt med afstanden til jobbet, og helt ærligt: Jeg kan godt forstå det! For hvem fanden tænker på, at der er en familie i den anden ende af enhver arbejdssøgende, som har brug for vedkommende resten af livet og ikke blot i en given ansættelsesperiode? Nej vel? Det er der ikke lige nogen politikere eller arbejdsgivere, der umiddelbart gør.
Jeg synes, tiden er ved at være inde til forandring! Hvad om man så i øjnene, at det for det første er fuldstændig torskedumt, at det overhovedet er muligt for aktive mennesker under 75 år at være på offentlig forsørgelse alene på grund af deres alder? Og hvad med, at arbejdsgiverne så i øjnene, at der er nogle rigtig smarte folk, som gennem tiden har opfundet internet, Skype, Messenger, emails, mobiltelefoner og så videre, så det er fuldstændig overflødigt at tvinge folk til at pendle frem og tilbage over større afstande hver eneste dag, blot fordi man skal sidde på et kontor hver dag? Og hvorfor er arbejdsmarkedet indrettet sådan, så man enten er ude eller inde? Og hvis man vælger noget midt imellem er det meget bøvlet og umuligt at have sig et sikkerhedsnet, der enten er til at betale sig fra eller leve af, hvis uheldet er ude? Hvorfor ikke give folk muligheden for at skrue ned for karrieren i de år, hvor børnene har mest brug for en, parforholdet er allermest presset og risikoen for at dejse om af stress er allerstørst? Man kunne jo bare forlænge den arbejdspligtige alder i den anden ende i stedet for at sende folk hjem og spille golf og dyrke fritidsinteresserne 24/7. Ned i tid i børneårene, op i tid i nogle år og så ned i tid hen mod en udskudt pensionsalder. Og hvad med om vi startede en Folkebevægelse til Retten til det fulde Familieliv, der gik i rette med den diskurs, der ligesom er, hvor arbejdet står som det ukrænkelige element af et menneskes hverdag? Det mest ukrænkelige skal ikke være arbejdet! Det skal være familien! Og jeg taler her ikke om at indføre socialistisk borgerløn eller fuld løn for færre timer eller noget i den retning. Jeg taler blot om, at det skal være bredt anerkendt at kræve retten til at have et fuldt og velfungerende liv, hvor familien og ens eget velbefindende ikke kommer ind på henholdsvis anden og tredjepladsen efter arbejdet.
Det vil være meget sundere både for folk liv og for samfundet. For tænk på, hvad vi kunne spare i sygedagpenge, udgifter til specialtilbud til stressede børn, boligsikring, fradrag og tilskud på grund af skilsmisser og så videre og så videre.
Jeg siger det bare...
Abonner på:
Opslag (Atom)
