Jeg er ikke alene

Hold da op!

Hvor har I bare været skønne i forbindelse med mit indlæg i går. Der er så mange, der har sendt private beskeder til mig, smser og sågar har min søde mand skrevet, at en veninde har været forbi med en blomst! 

En sød kollega stoppede mig på gangen og sagde, det var dejligt, der var andre, der havde det på den måde, og en komplet fremmed har sendt mig en besked på mit arbejde om det samme.

Tusind mange tak skal I have! 

Sjovt nok er der ingen, der har brugt kommentarfeltet under indlægget, hvilket jo også er en mulighed, jeg da lige vil slå et slag for :-) Jo flere, der gør den slags, jo flere finder man ud af, der måske har det ligesom en selv. 

Men hvor er det skønt, at der er så mange, der har reageret. Ikke mindst fordi et af de højere mål med Livet på Udkanten er, at kaste store fede sten efter tabuer og de ting, der gør nas. Ikke for at få dem til at gå væk, men for at bryde tabuerne og sige tingene højt, så man ikke tror, man er alene. 

Sorg er et af de store tabuer i vores verden. Den passer ligesom ikke ind i hverken tempo eller værdier i vores hverdag, og når de første par måneder er gået, så forventes man at være kommet så langt, så man kan klare resten inden for egne fire vægge, eller for nogens vedkommende endnu mere privat. 

Det passer ikke ind i vores samfund at ringe til chefen tudende og sige, "jeg kan ikke komme på arbejde i dag, fordi min mor døde for tre år siden, og jeg kan ikke holde op med at græde, for det gør bare så ondt inde i mig i dag." I stedet for ringer vi og siger, at vi har ondt i halsen eller et eller andet fysisk, der er alment accepteret som værende gyldig sygemeldingsårsag. 

Men sorg varer længe! Det siger alle, jeg har talt med. Hvor længe er individuelt, og sorg går aldrig over. Den kan blive anderledes, knap så påtrængende. Man lærer, at solen står op i morgen, uanset at man føler, verden er gået i stå. Og lige så stille lærer man,  hvordan man lever sit liv uden dem, der døde. Men sorgen sidder for evigt i hjertet. 

Her er et link til indlægget fra i går. 

Dagene der mærkes

I dag er det syv år siden, bunden blev slået ud af mig.

For syv år siden døde min mor af en sepsis, hun havde fået efter et længere forløb på hospitalet oven på en stor hjerteoperation. Det var sådan et af de tilfælde, hvor operationen gik godt, men patienten døde. Hun var syg af lupus gennem mange år inden, så vi har altid levet med en fod siddende i hospitaldøren, men alligevel kom det bag på os, at hun døde denne søndag morgen, som 16. december var i 2007.

Hvert år omkring denne tid har jeg det sådan lidt mærkeligt. Jeg går og husker nogle detaljer omkring præcise tidspunkter på præcise datoer.
For eksempel 14. december. Det var den dag, jeg sidst så min mor i live. Det var på hendes enestue på afdeling 242 på sygehuset i Esbjerg. Hun sad op i sin seng og havde det rigtig fint. Var i godt humør og helt sig selv.

Og 15. december som var den dag, jeg sidst talte med hende. Det var over telefonen om de julegaver, jeg havde været ude og købe både til og fra hende. Jeg havde fået rigtig ondt i  halsen i løbet af natten, og jeg husker, vi talte om, om jeg skulle komme op til hende, eller om smitterisikoen var for dum at løbe. Hun havde det så fint, sagde hun, så jeg skulle bare få ordnet julegaverne, så kunne vi bare ses i morgen.

Og så i dag, 16. december, som var den dag, hun døde. Min far ringede ved halvsyvtiden og sagde, at det var ikke så godt med mor. Det havde han gjort flere gange tidligere. Vi stod op, min mand sendte mig ud under bruseren og stod klar med en skål yoghurt, da jeg kom ud. Jeg stod op ved køkkenbordet og spiste, da min mobil ringede igen. Det var en sygeplejerske. Jeg husker ikke hendes præcise ord, men hun ringede for at skynde på os.
"Er det nu," spurgte jeg.
"Ja," svarede hun bare, og jeg smed røret på, råbte efter min mand, og fløj ned af trappen, mens jeg vist bare messede en masse nejnejfuckkomnunejnejnejkomnukomnu.
Min mand kom styrtende bagefter, tydeligt irriteret over, at alting pludselig skulle gå så stærkt. Han havde slet ikke opfattet, hvad der var ved at ske. Nede på gaden lå der sne, og vores bil var dækket af is. Jeg skulle til at løbe op på hospitalet, men min mand råbte til mig, at jeg bare havde at sætte mig ind i bilen, og midt i min panik nåede jeg at tænke, at jeg jo ikke ville nå hurtigere frem ved at løbe de halvanden kilometer som at vente på, at der blev skrabet et felt fri af forruden.
Jeg husker svagt turen hen ad Kronprinsensgade, op ad Frodesgade, og så ellers at jeg løb ind af døren til afdelingen og ind på hendes stue, hvor min far sad ved siden af min mor i hospitalssengen.
"Det er sket," sagde han, og jeg fløj hen og tog hende i hånden og aede hende hårdt på armen, som om hun kunne vågne af det, mens jeg grædende spurgte, om hun var død, og bebrejdede mig selv, at jeg ikke havde været oppe og besøge hende dagen før, fordi jeg havde ondt i halsen og ikke ville smitte hende. På den anden side af sengen stod der en sygeplejerske og prøvede at tale mig fra at bebrejde mig selv noget, for ingen kunne havde vidst, at det ville gå, som det gjorde: At min mors krop i løbet af natten ikke kunne mere, at sepsissen gik helt amok, og at hun døde klokken lidt i halvotte om morgenen i dag for syv år siden.

I dag og de næste dage frem mod jul og nytår, plejer jeg at gå og få flashbacks, når jeg ser på klokken. Jeg tænker sådan nogle ting, som at "nu snakkede jeg med bedemanden", "nu var jeg i gang med at ringe rundt og fortælle det", "nu var vi i Kvickly, og alle andre gik bare rundt og handlede, som om intet var hændt, og min mor var lige død", "nu lukkede vi låget på kisten" og så videre og så videre.

Jeg fungerer fint, har min hverdag og kan også glæde mig og grine og have det sjovt. Men de der flashbacks kommer og går hvert år ved denne tid, og gennem årene er der kommet flere detaljer til. Som om man lige skal have tid til at være klar til at erindre en ting mere.

Er ked af, du skulle af sted så tidligt, mor. Det kunne have været hyggeligt at leve sammen lidt længere. Sov godt.

Anna Elisabeth Baasch Aagaard
5. maj 1946 - 16. december 2007

Hæklede butterflys

Jeg har hæklet et par butterflys.
Det er egentlig "produktudvikling" for en god ven, der er ved at starte en webshop med tøj og accessories til herrer.
Harbøll Herreekvipering hedder foretagenet, du kan se her: www.harboll.dk
Jeg vil lave dem i hvid, og i en så fin kvalitet, at de kan gå til et kjolesæt. Så jeg er i gang med at prøve mig frem til den helt rette opskrift:
Hvor mange masker, hvor mange rækker, dobbelt eller enkel tråd og så videre. Det er min søde mand, der er prøveklud, men han tager det nu meget pænt...

Festlige detaljer

Små detaljer kan gøre vildt meget! Her er en fra forleden, hvor jeg pyntede op til et hold venners kobberbryllup. Jeg elsker at gøre sådan noget, og jeg vil meget hellere være med til forberedelserne end til festen! Sådan har jeg altid haft det. Men nu er jeg begyndt at indrømme det både over for mig selv og mine omgivelser. All part of groing up...

Men en af dagens spontane detaljer, var en af dem der blev beundret mest. Med den sidste pakke kobberbånd besluttede jeg mig for at pynte de kedelige bøjler lidt op med en lille sløjfe på hver af dem. Brugte ca 7 cm til hver. Der er ståltråd i båndet, så det var taknemmeligt at få til at samarbejde!

 

Flere katte

Mors Louis og mors hæklede misser.
💜

Julekugler

Der er gået jul i nørkleriet. Har haft lidt svært ved at finde noget hæklet julepynt, jeg rent faktisk gad have hængende. Synes hurtigt, der bliver lidt for 70eragtigt og uchikt at se på. Men garngrammatik havde lige nogle fine kugler, jeg kunne gå med til. Overvejer hvor mange jeg skal bruge, og om jeg i virkeligheden skal lave nogle små kugler til at pynte mine kubusstager med. Alle disse store spørgsmål i livet,  altså...

Så tager vi et skridt opad

Så kom der et lille lyspunkt midt i al kaoset.
Jeg har fået at vide, at jeg kan blive siddende, der hvor jeg sidder i vores regionale mediehus, det næste års tid. Pyha!
Sidder blandt superskønne kolleger på en travl pind og med en chef, der virker umanerlig tilforladelig. Ganske vist kun midlertidigt, men hold nu kæft, det var dejligt at få lidt ro på og kunne leve lidt mere langsigtet end fra uge til uge!
Så er det kun min søde mand, der skal findes noget til, så kan vi lige så stille begynde at komme op af det kæmpestore økonomiske helvedeshul, der er blevet gravet i løbet af det seneste års tid.
Fejrede den glade nyhed med at købe en hvid kubusstage til mig selv og invitere mand og barn ud at spise. Hvilket jo var markant billigere, end da jeg for et par måneder siden i ren og skær trods over et latterligt afslag på et job gik ud og købte en ny sofa! På afbetaling! (Uden renter og ÅOP og alt der der, for det var i Idemøbler, og der er sådan en fiks ordning, hvor de låner en penge og betaler renterne for en. Det var sådan derved, jeg kunne berolige mig selv trods alt.) Så moden er jeg nemlig!

I virkeligheden er det slet ikke helt gået op for mig endnu, at jeg ved, hvor jeg skal køre hen hver morgen det næste år. At jeg har fået de dejligste kolleger og ligeså stille kan gøre mig håb om at få betalt lidt ned på vores kassekreditter, som jo kronisk er maxet og har været det længe. Uanset hvad skal vi blive ved med at leve på en sten de næste mange mange måneder, i virkeligheden nok nogle år. Men alligevel kan det give en vis ro at vide, at man kan stoppe med at grave hullet dybere, end det er. Om ikke andet så bare i en periode.

Man lærer at skønne på de små ulykker, som Doktor Hansen siger i Matador. (Episode 11. Der hvor de spiller Matador, og Maude kommer til at tage den forkerte bil, og Oberst Hackel vil handle i porten, sagde nørden.) Og dermed også råbe hurra for de små lykker!