søndag den 28. april 2013

Genbrug og vasketøj

Tænker det er meget heldigt, at jeg er ret begejstret for at ordne vasketøj... 


Og endnu mere heldigt var det, at en stor del af bunken denne gang bestod af arvegods fra søde Dorthe og hendes to sønner. 
Ligeså meget jeg sætter pris på nyt tøj elsker jeg at arve! Både til mig selv og min søn. Jeg kan godt lide tanken om at give gamle ting nyt liv, og jeg syr gerne lidt om, klipper tråde af og barberer fnuller væk for at tingene bliver pæne igen og klar til at blive en del af en ny familie. 
På samme måde bliver jeg også rigtig glad, når andre kan få glæde af ting, jeg ikke længere vil have. Så jeg sender tit smser rundt og adviserer folk inden for fornuftig radius om, at turen til Kirkens Korshær er i gære, og inden for hvilken tidshorisont folk skal komme forbi for at slå kløerne i mine aflagte sager. 
I dag toppede jeg yderligere vasketøjet op for i morgen ved at tage til garagesalg hos en gammel klassekammerat, som havde masser af fine sager på bud. 
Hurra for min nye vaskemaskine!

torsdag den 25. april 2013

Foråret møder retrovase

Har fundet min mormors gamle Kählervase frem til den smukke havebuket, min veninde Judith kom med. Foråret er omsider kommet! Jeg har også fået tømt skænken, den står på, så nu skal vi en tur på lauritz.com og sætte til salg igen. Hjemmet bliver mere og mere tomt i denne tid, og jeg er mere og mere spændt på, hvornår mureren kan gå i gang med at bryde gulvene op, og vi når point of no return!


God Bededagsferie :-)

mandag den 22. april 2013

Spisestuen der forsvandt

Jeg bor i mit barndomshjem sammen med min mand, vores søn og vores to højtelskede, topforkælede, tilpas gennemtykke katte. Vi har boet her, siden min far døde i 2010.
Huset er slet ikke sådan et, vi selv ville have valgt at købe, men på grund af , at det var overbelånt, og at kommunen stillede krav om kloakseparering på grunden formedelst 120.000 kroner, valgte vi at sælge vores nyistandsatte lejlighed i centrum af Esbjerg og rykke ud i forstæderne. Ikke at Esbjerg by er specielt anderledes end en forstad, men det er et helt andet indlæg...
Men det var ligesom den løsning, jeg kunne overskue dengang, og selvom huset stadig er overbelånt, og det som sagt ikke var et vi nogensinde selv ville have valgt, så er det her, vi bor. Vi har det godt med vores naboer, vores søn er nærmest blevet et ekstra barnebarn for Vagn og Gretha lige overfor, og vi ved udmærket godt, at græsset ikke nødvendigvis er grønnere i en anden kommune. Og ikke mindst vil vi tabe stygt mange penge på at rykke teltpælene op. Så vi har indset, at det er her, vi skal bo i hvert fald den næste årrække, og hvis det skal være på den måde, så vil jeg fandme også have, at det bliver MIT hjem og ikke mine forældres. Vi har gået rundt om renoveringsprojekter al den tid, vi har boet her; først med kloakken og deraf en smadret have og indkørsel. Så med udvendigt murværk, der var i lortestand, og vi har faktisk stadig ikke nået at få alt det smadder på murene, som der skal til for at gøre det pænt. Men nu har jeg simpelthen fået nok af indretningen, og jeg er hammertræt af altid at være så skidefornuftig og udsætte mine ønsker.
Så vi har lagt i kakkelovnen til den store renovering af hytten! Faktisk i så stor stil, så den store Wanscher-spisestue, jeg arvede efter mine forældre i går blev hentet af svigermekanikken, og der er kørt adskillige effekter på lauritz.com. Arkitekttegningerne er også lavet, og ligeså stille kommer vi nærmere det helt store SÅ ER DET NU-øjeblik, hvor vi rykker gulve op og lofter ned og vælter alle væggene.


Vores katte er helt rundt på gulvet, selvom vi kun er nået til det med spisestuen er væk, og de er pissebange for, at vi forsvinder og ikke tager dem med. Stakkels misser... Først blev deres liv helt forstyrret, da min far gik bort. Så kom vi og gjorde alt muligt ved huset og flyttede rundt på møblerne og forventede, at de brugte en kattelem i stedet for at lade soveværelsesvinduet stå åbent på vid gab dag og nat året rundt. Så var de meget alene, da vi var indlagt med vores søn de første par måneder af hans liv, og så fandme om vi ikke kom hjem med et kolikbarn!
Vores hunkat Asta tager det lidt mere afventende, end hankatten Louis. Han er allerede gået i forlad-mig-ikke-mode, og i nat - første nat e.s. (Efter Spisestuen) - kom han ind og hentede min søde sovende mand ind i spisestuen og kastede sig ned på tæppet under lampen, som om han ville sige "Far, den er væk! Der er nogen, der har taget spisestuen! Gør noget! Ring til politiet! Og giv mig lige noget mad, nu hvor du er oppe alligevel...."
Så lige nu er det vist mig, der glæder mig mest til forandringsprojektet, men jeg frygter det også! Ved af erfaring, at den slags generelt altid tager dobbelt så lang tid som beregnet, det bliver altid dyrere, og midt i det hele går man kold og ønsker, man aldrig var begyndt. Men når det hele så er færdigt....så har vi forhåbentligt skabt et drømmehjem. Vores drømmehjem...

søndag den 7. april 2013

She's alive!

Så skete det igen! Jeg gik lige i stå med et projekt. Denne gang min blog. Der er sådan set ingen undskyldninger, men en fandens masse forklaringer, og i øvrigt er det jo sådan set også ligegyldigt, eftersom jeg jo ikke har gjort den store reklame for projektet endnu... Det har jeg så tænkt en del over. Hvorfor det er sådan... Måske er det på grund af miljøskaden, der ligger i min journalistuddannelse. Hav et klart budskab, eller hold kæft! Sådan kort sagt. Og det har jeg jo sådan set ikke, et klart budskab. Blot et spinkelt håb om, at nogen vil fornøje sig med at følge beskedent med i min virkelighed, ligesom jeg finder behag i at at gøre det hos andre bloggere.
En anden ret væsentlig grund er, at det faktisk er betragteligt mere grænseoverskridende for mig at skrive om mig selv, end jeg havde troet. Jeg er vant til at beskrive andres liv, dælme ikke mit eget! Og hvem gider overhovedet vide noget om mig? Og hvad skal jeg skrive? Bliver jeg til grin? Synes de allesammen, jeg er dum? Selvhøjtidlig? Og hvor meget skal jeg skrive om mig selv? Hvor går grænsen? Tør jeg skrive, at jeg er i behandling for en depression og for angstanfald? At jeg nogle gange lader mit barn være brokke sig, indtil han falder i søvn, selvom der godt kan gå lang tid? At jeg har tabt 15 kilo, men at jeg faktisk er skidebange for at smide 15 mere af frygt for rent faktisk at blive lækker? At jeg trøstekøber? At jeg fortryder mange ting i mit liv? At jeg er pissebange for at blive afsløret i, at jeg i virkeligheden ikke kan noget? At jeg er hævngerrig? At hvis jeg havde muligheden for at gå tilbage og vælge om, aldrig ville vælge at flytte til Vestjylland eller en anden udørk?
Nu gjorde jeg det så!
Tilbage er der så at sætte sig ned og vente på, at der kommer nogen og smider æg på mine vinduer. Eller at opdage, at der rent faktisk ikke sker en skid ved det, fordi slet ikke er så farligt, som jeg troede, at skrive om mig selv...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...