mandag den 22. april 2013

Spisestuen der forsvandt

Jeg bor i mit barndomshjem sammen med min mand, vores søn og vores to højtelskede, topforkælede, tilpas gennemtykke katte. Vi har boet her, siden min far døde i 2010.
Huset er slet ikke sådan et, vi selv ville have valgt at købe, men på grund af , at det var overbelånt, og at kommunen stillede krav om kloakseparering på grunden formedelst 120.000 kroner, valgte vi at sælge vores nyistandsatte lejlighed i centrum af Esbjerg og rykke ud i forstæderne. Ikke at Esbjerg by er specielt anderledes end en forstad, men det er et helt andet indlæg...
Men det var ligesom den løsning, jeg kunne overskue dengang, og selvom huset stadig er overbelånt, og det som sagt ikke var et vi nogensinde selv ville have valgt, så er det her, vi bor. Vi har det godt med vores naboer, vores søn er nærmest blevet et ekstra barnebarn for Vagn og Gretha lige overfor, og vi ved udmærket godt, at græsset ikke nødvendigvis er grønnere i en anden kommune. Og ikke mindst vil vi tabe stygt mange penge på at rykke teltpælene op. Så vi har indset, at det er her, vi skal bo i hvert fald den næste årrække, og hvis det skal være på den måde, så vil jeg fandme også have, at det bliver MIT hjem og ikke mine forældres. Vi har gået rundt om renoveringsprojekter al den tid, vi har boet her; først med kloakken og deraf en smadret have og indkørsel. Så med udvendigt murværk, der var i lortestand, og vi har faktisk stadig ikke nået at få alt det smadder på murene, som der skal til for at gøre det pænt. Men nu har jeg simpelthen fået nok af indretningen, og jeg er hammertræt af altid at være så skidefornuftig og udsætte mine ønsker.
Så vi har lagt i kakkelovnen til den store renovering af hytten! Faktisk i så stor stil, så den store Wanscher-spisestue, jeg arvede efter mine forældre i går blev hentet af svigermekanikken, og der er kørt adskillige effekter på lauritz.com. Arkitekttegningerne er også lavet, og ligeså stille kommer vi nærmere det helt store SÅ ER DET NU-øjeblik, hvor vi rykker gulve op og lofter ned og vælter alle væggene.


Vores katte er helt rundt på gulvet, selvom vi kun er nået til det med spisestuen er væk, og de er pissebange for, at vi forsvinder og ikke tager dem med. Stakkels misser... Først blev deres liv helt forstyrret, da min far gik bort. Så kom vi og gjorde alt muligt ved huset og flyttede rundt på møblerne og forventede, at de brugte en kattelem i stedet for at lade soveværelsesvinduet stå åbent på vid gab dag og nat året rundt. Så var de meget alene, da vi var indlagt med vores søn de første par måneder af hans liv, og så fandme om vi ikke kom hjem med et kolikbarn!
Vores hunkat Asta tager det lidt mere afventende, end hankatten Louis. Han er allerede gået i forlad-mig-ikke-mode, og i nat - første nat e.s. (Efter Spisestuen) - kom han ind og hentede min søde sovende mand ind i spisestuen og kastede sig ned på tæppet under lampen, som om han ville sige "Far, den er væk! Der er nogen, der har taget spisestuen! Gør noget! Ring til politiet! Og giv mig lige noget mad, nu hvor du er oppe alligevel...."
Så lige nu er det vist mig, der glæder mig mest til forandringsprojektet, men jeg frygter det også! Ved af erfaring, at den slags generelt altid tager dobbelt så lang tid som beregnet, det bliver altid dyrere, og midt i det hele går man kold og ønsker, man aldrig var begyndt. Men når det hele så er færdigt....så har vi forhåbentligt skabt et drømmehjem. Vores drømmehjem...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...