onsdag den 15. juli 2015

Hvilket århundrede lever vi egentlig i?

Vi skriver 2015. Det er 100 året for kvindernes stemmeret, 100 året for kvindernes ret til at deltage i samfundet på sådan i grove træk lige fod med med mænd. På papiret, forstås.

For der er edderbroderme godt nok meget stor forskel på, hvad der står i papirerne omkring ligebehandling af kønnene, og hvordan virkeligheden så ser ud.

Blandt andet på lønområdet, hvilket har fået den britiske premierminister Cameron til at mene, at selskaber med over 250 ansatte skal tvinges til at offentliggøre tallene over, hvad de udbetaler af løn til henholdsvis de kvindelige og de mandlige ansatte. Ikke sådan at forstå at man hænger en seddel op på internettet med navn og adresse og skostørrelse på samtlige ansatte, men derimod en anonym lønstatistik baseret på køn, så alle kan se, hvad der udbetales af løn til henholdsvis mænd og kvinder.

I gennemsnit ligger de britiske kvinder 20 procent lavere lønmæssigt end mændene, og ifølge SFI er det faktisk afsindig tæt på de danske tal. Her ligger forskellen på 17-18 procent. Og ret beset har det ikke rokket sig en tøddel de seneste 35 år!

Og alligevel skal man så opleve mennesker mene, at en offentliggørelse af lønninger netop som englænderne er ved at indføre, skulle være en dårlig ide, der ikke vil løse problemerne med ligeløn.

Undskyld mig, men hvordan fanden skulle det IKKE hjælpe at offentliggøre den slags statistikker?! Det vil jo tydeliggøre problemerne og udstille dem sort på hvidt, så jeg har da virkelig meget svært ved at se, hvordan det ikke skulle være en del af løsningen på ligelønsproblemet.

For der er et ligelønsproblem i Danmark på trods af, at vi for det første har en lov på området og for det andet, at kloge hoveder og socialforskningsinstitutter fremviser den ene undersøgelse efter den anden og tillige fremlægger flere forskellige forklaringsparametre på, hvorfor det stadig er sådan. Af uransagelige årsager er det bare ikke noget, man ligesom kan bekvemme sig til at gøre op med og rent faktisk gøre noget ved.

Tør man komme med et forsigtigt bud på, at det blandt andet handler om, at man egentlig synes, det ikke er så vigtigt, det der ligestilling? At så længe mænd og kvinder har de samme rettigheder på papiret, så er det sådan set længe nok?

Så er det, at man lige kan være nødt til at tjekke, om det er 2015, man lever i, eller om det stadig er 1915.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...