Hvilket århundrede lever vi egentlig i?

Vi skriver 2015. Det er 100 året for kvindernes stemmeret, 100 året for kvindernes ret til at deltage i samfundet på sådan i grove træk lige fod med med mænd. På papiret, forstås.

For der er edderbroderme godt nok meget stor forskel på, hvad der står i papirerne omkring ligebehandling af kønnene, og hvordan virkeligheden så ser ud.

Blandt andet på lønområdet, hvilket har fået den britiske premierminister Cameron til at mene, at selskaber med over 250 ansatte skal tvinges til at offentliggøre tallene over, hvad de udbetaler af løn til henholdsvis de kvindelige og de mandlige ansatte. Ikke sådan at forstå at man hænger en seddel op på internettet med navn og adresse og skostørrelse på samtlige ansatte, men derimod en anonym lønstatistik baseret på køn, så alle kan se, hvad der udbetales af løn til henholdsvis mænd og kvinder.

I gennemsnit ligger de britiske kvinder 20 procent lavere lønmæssigt end mændene, og ifølge SFI er det faktisk afsindig tæt på de danske tal. Her ligger forskellen på 17-18 procent. Og ret beset har det ikke rokket sig en tøddel de seneste 35 år!

Og alligevel skal man så opleve mennesker mene, at en offentliggørelse af lønninger netop som englænderne er ved at indføre, skulle være en dårlig ide, der ikke vil løse problemerne med ligeløn.

Undskyld mig, men hvordan fanden skulle det IKKE hjælpe at offentliggøre den slags statistikker?! Det vil jo tydeliggøre problemerne og udstille dem sort på hvidt, så jeg har da virkelig meget svært ved at se, hvordan det ikke skulle være en del af løsningen på ligelønsproblemet.

For der er et ligelønsproblem i Danmark på trods af, at vi for det første har en lov på området og for det andet, at kloge hoveder og socialforskningsinstitutter fremviser den ene undersøgelse efter den anden og tillige fremlægger flere forskellige forklaringsparametre på, hvorfor det stadig er sådan. Af uransagelige årsager er det bare ikke noget, man ligesom kan bekvemme sig til at gøre op med og rent faktisk gøre noget ved.

Tør man komme med et forsigtigt bud på, at det blandt andet handler om, at man egentlig synes, det ikke er så vigtigt, det der ligestilling? At så længe mænd og kvinder har de samme rettigheder på papiret, så er det sådan set længe nok?

Så er det, at man lige kan være nødt til at tjekke, om det er 2015, man lever i, eller om det stadig er 1915.

Tid til forandring

Det var blevet tid til lidt forandring på bloggen. I hvert fald med hensyn til udseende. Så jeg har tryllet lidt bag skærmen. Håber I kan lide det. Har haft lidt problemer med at få bredder, widgets og billedtekst til at samarbejde med mig, og jeg er stadig ikke helt vildt glad, men jeg må på den igen en dag, hvor jeg har researchet lidt...
Ellers går livet med at leve vikartilværelsen for mit vedkommende og med at genfinde lysten og modet til at forsøge sig som selvstændig for min søde mands vedkommende. Livet er på en eller anden måde på pause for os, samtidig med at tiden bare flyver faretruende hurtigt af sted for os. Skræmmende!
Vi trænger virkelig til at få nogle succesoplevelser i form af job med mening og inden for de felter, vi har uddannet os inden for. Fordi uddannelse jo er nøglen til at komme i varig beskæftigelse. Som de der politikertågehoveder render og våser om.
Her i Esbjerg er den evindelige klagesang, at det er umuligt at rekruttere højtuddannet og specialiseret arbejdskraft. Og den sluger de lokale politikere så råt for usødet og tager på diverse messer og stiller op til hvad som helst for at give indtrykket af, at man som højtuddannet kan få en masse at lave i Udkantsdanmark. Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: NEJ.MAN.KAN.EJ!
De højtuddannede, der reelt er svære at rekruttere herude, er nogle, der er så specialiserede, at de også er svære at rekruttere alle mulige andre steder. Fact! Og hvis man ikke tror mig, så skal man endelig bare kontakte de lokale rekrutteringsfolk, der bestormes af arbejdsløse højt-men-forkert-uddannede i Udkanten, som ikke kan få noget at lave.Og ellers må de pendle i timevis for at komme til og fra arbejde, mens deres familier hænger skidedårligt sammen, fordi ungerne bliver afleveret klokken 06.30 og hentet igen klokken 17.00. Måske endda af bedsteforældrene, fordi forældrene ikke kan nå hjem fra arbejde inden lukketid. Hvad os uden bedsteforældre i nærheden så forventes at skulle gøre, er der ikke rigtig nogen konkrete politiske bud på, men jeg er da meget åben over for forslag fra den side. Som højtuddannet er der nemlig ingen øvre grænse for, hvor langt væk du har pligt til i givet fald at tage et job. Til gengæld har jeg hørt om folk, hos hvem intelligensen faldt ligefrem proportionalt med afstanden til jobbet, og helt ærligt: Jeg kan godt forstå det! For hvem fanden tænker på, at der er en familie i den anden ende af enhver arbejdssøgende, som har brug for vedkommende resten af livet og ikke blot i en given ansættelsesperiode? Nej vel? Det er der ikke lige nogen politikere eller arbejdsgivere, der umiddelbart gør.
Jeg synes, tiden er ved at være inde til forandring! Hvad om man så i øjnene, at det for det første er fuldstændig torskedumt, at det overhovedet er muligt for aktive mennesker under 75 år at være på offentlig forsørgelse alene på grund af deres alder? Og hvad med, at arbejdsgiverne så i øjnene, at der er nogle rigtig smarte folk, som gennem tiden har opfundet internet, Skype, Messenger, emails, mobiltelefoner og så videre, så det er fuldstændig overflødigt at tvinge folk til at pendle frem og tilbage over større afstande hver eneste dag, blot fordi man skal sidde på et kontor hver dag? Og hvorfor er arbejdsmarkedet indrettet sådan, så man enten er ude eller inde? Og hvis man vælger noget midt imellem er det meget bøvlet og umuligt at have sig et sikkerhedsnet, der enten er til at betale sig fra eller leve af, hvis uheldet er ude? Hvorfor ikke give folk muligheden for at skrue ned for karrieren i de år, hvor børnene har mest brug for en, parforholdet er allermest presset og risikoen for at dejse om af stress er allerstørst? Man kunne jo bare forlænge den arbejdspligtige alder i den anden ende i stedet for at sende folk hjem og spille golf og dyrke fritidsinteresserne 24/7. Ned i tid i børneårene, op i tid i nogle år og så ned i tid hen mod en udskudt pensionsalder. Og hvad med om vi startede en Folkebevægelse til Retten til det fulde Familieliv, der gik i rette med den diskurs, der ligesom er, hvor arbejdet står som det ukrænkelige element af et menneskes hverdag? Det mest ukrænkelige skal ikke være arbejdet! Det skal være familien! Og jeg taler her ikke om at indføre socialistisk borgerløn eller fuld løn for færre timer eller noget i den retning. Jeg taler blot om, at det skal være bredt anerkendt at kræve retten til at have et fuldt og velfungerende liv, hvor familien og ens eget velbefindende ikke kommer ind på henholdsvis anden og tredjepladsen efter arbejdet.
Det vil være meget sundere både for folk liv og for samfundet. For tænk på, hvad vi kunne spare i sygedagpenge, udgifter til specialtilbud til stressede børn, boligsikring, fradrag og tilskud på grund af skilsmisser og så videre og så videre.
Jeg siger det bare...