Jeg har erkendt noget over de senere år.
Der er nogen, der både er tydeligt ekstrovert, men som
samtidigt har et ekstremt behov for at koble af. Det har jeg egentlig aldrig
rigtig tænkt så meget over, og jeg er ganske sikker på, at det er der ikke ret
mange, der gør. Ikke mindst fordi de to behov trækker i hver sin retning.
Min erkendelse består i, at jeg er sådan en.
I virkeligheden har jeg altid kæmpet med følelsen af, at jeg
skulle vælge mellem de to sider. Lige siden jeg var barn. Men jeg kan først se det i dag.
Jeg har haft oplevelsen af, at jeg enten skulle være den
udadvendte, larmende, fandenivoldske, frontløbende tilsyneladende selvsikre og
meget sociale Christine, eller at jeg skulle være den pæne, rolige, tænksomme,
indadvendte og meget sårbare pige, der elskede at være alene, som higede efter
tryghed, og som kunne fornemme en stemning i det splitsekund, hun trådte ind i
et rum.
Enten. Eller. Ikke noget midtimellem.
Selvfølgelig har det en laaaaang psykologisk forklaring, der
involverer min opvækst. Den vil jeg hverken negligere eller udpensle. Men det
handler jo selvfølgelig om, hvilke sider, der er blevet fremelsket og anerkendt
af vigtige personer i ens liv, hvordan man har lært at stå ved sig selv eller
det modsatte, hvilke skygger, der gemmer sig i en og den slags.
Det, der har ramt mig i denne erkendelse af, at jeg dybest
set er et meget ekstrovert og samtidigt sensitivt menneske, er, at det ikke er
nogen let personlighedskombination at slutte fred med. For det er skidesvært
den ene dag at være helt vildt meget ”på”, være god til det, tage affære, være
den der råber højt, spreder energi og fylder en masse. For den næste dag at
have behov for at krybe i et med tapetet og bare være stille med sig selv og
være i fred for andre. Og ofte er det jo ikke engang vekslende fra dag til dag,
men flere gange i løbet af dagen.
Det er sgu forvirrende. Ikke mindst for ens omgivelser. Og
jeg forstår det godt. Jeg gør det jo også selv. Har en forventning om, hvordan
folk, jeg har mødt én gang, vil være, når jeg møder dem en anden gang. Og hvis
opførslen er alt for forskellig, studser jeg da noget. Eller rettere, det
gjorde jeg.
I dag studser jeg sjældent over folks måde at være på.
Dels har jeg af omfattende erfaring lært, at man aldrig har
fantasi til at forestille sig, hvad der kan ske i virkeligheden.
Dels har jeg erkendt, hvor markante yderpoler, jeg selv har,
og fremfor alt accepteret, at jeg bliver nødt til at tilgodese begge poler lige
meget og være fuldstændig ligeglad med, hvad andre forventer af mig. Ellers kan
jeg jo ikke være inde i mig selv for bare slåskamp, og så ender man altså hos
hjernevriderne! Been there, done that, got the tshirt…
Helt lavpraktisk betyder det at være meget udadvendt og
samtidig super sensitiv for mig, at jeg bliver nødt til at prioritere benhårdt
i mine aktiviteter. Der SKAL være tid til, at jeg kan være alene og gå og
nulre, som jeg kalder det. Det vil sige, jeg skal kunne være hjemme og have
fred for andre forpligtelser end at kramme min søn og kysse min mand, når de
melder sig. Og det behov er mindst lige så vigtigt at tilgodese som mit behov
for at være sammen med andre, involvere mig i sociale sammenhænge og stille mig
op på ølkassen og råbe op.
Det betyder også, at jeg altid har ørepropper i min taske,
for så kan jeg altid tage mig noget ro.
Jeg er også blevet mere hård med at sige nej til at deltage
i ting og sager og til at mødes med folk. Det betyder selvfølgelig, at der er
nogen, der falder fra, men sådan må det så være. Folk er altid hjerteligt
velkomne til at komme og sætte sig ved mit køkkenbord og snakke. Men det der
med at sige ja til at mødes til kaffe, frokost, middag og så videre, det er
godt nok sjældent, jeg siger ja til det.
Og når jeg en sjælden gang imellem er helt alene hjemme uden
mand, børn og missekatte, så låser jeg døren og laver lige, hvad der passer mig
helt alene og uden at blive forstyrret. Det kan godt være, jeg gør rent eller
hører ac/dc for fuld hammer. Det kan også være, jeg sætter mig i mit sofahjørne
og syr og ser flimmer. Måske lægger jeg mig på min seng og lytter til lige
præcis ingenting. Og nyder det.
Et er erkendelsen af at være strikket sådan sammen. Den var
ikke en, der kom til mig let, vil jeg lige sige.
Et andet er at lære at værdsætte og respektere både min
hoppende udadvendte og min følsomme indadvendte side. Og ikke mindst få forenet
dem i en ganske almindelig hverdag med familie, arbejdsliv og generelle
forpligtelser.
Lige dér voterer juryen jævnligt! Men i det mindste ved den
godt, hvad det handler om nu. Og det har virkelig været en stor lettelse at få
sat det på plads.