tirsdag den 30. december 2014

I lyset af en bisættelse

Når hverdagen går sin gang, er det let at glemme, hvad der er det vigtigste i ens liv.

Det er alt for let at bruge tiden på at mindes, hvad der var, og at vente på et eller andet, der kommer.
Det skal man også. Begge dele. Men ikke på bekostning af at være tilstede lige her og nu, der hvor man er, sammen med dem, man er omgivet af.
Nogle gange er det de allernærmeste, man er sammen med. Men rigtig ofte er man omgivet af mennesker, man ikke har sine primære relationer til. For eksempel kolleger, naboer, medpassagerer, de andre forældre ved ungernes aktiviteter, og så videre og så videre. Men det gør det vel ikke uvæsentligt at huske på at være nærværende. At være lige her, lige nu, give af sig selv og interessere sig for sine omgivelser og det, man er en del af i nuet.

Jeg kendte en, der mestrede det der med nærvær og nuet helt fantastisk. Hun hed Hanne, og hun blev bisat i eftermiddags. Kirken var proppet med familie, venner, naboer og kolleger. Nye som gamle. Jeg hørte til blandt kollegerne og de nye. Jeg var nok i virkeligheden en af dem, der havde kendt hende allerkortest, men på den korte tid rørte hun ved mit hjerte, og hun gav mig både håbet og troen og et kærligt puf og en hjælpende hånd.  Hun var meget medvirkende til, at jeg i dag sidder, hvor jeg gør i mit arbejdsliv. Jeg vil altid være hende taknemmelig for, at hun tog sig tiden og nærværet til at interessere sig for mig og dele ud af sig selv.

Hanne er et af de mennesker, jeg vil lade mig inspirere af i min måde at leve mit liv på. Hun er en af dem, jeg har givet en plads i panelet, som jeg kalder den sværm af mennesker, der sidder inde i hovedet på mig, og som jeg ser for mig, når jeg lige tager en tjekker på, om jeg nu også lever sådan, som jeg gerne vil. Om ikke andet så sådan cirka da. Panelet er en inspirerende forsamling, som består af en broget skare af folk, der inspirerer mig til at blive om ikke et bedre menneske, så det menneske, jeg gerne vil være. Der er både kendisser og kolleger, familie og venner, rige og fattige, mænd og kvinder, børn og voksne, gamle flammer og flygtige bekendtskaber, you name it, i mit panel. Hver og en bidrager med et eller andet, der har rørt ved mit hjerte og giver mig lyst til at leve livet.

Og det er vel en af de ypperste opgaver, vi har som mennesker. At røre ved hinandens hjerter og inspirere hinanden til at leve vores liv. Og huske hinanden på at livet kun er, hvad vi selv er med til at gøre det til, og at det kan være overstået lige om lidt.

Æret være Hannes minde. Og tak fordi du rørte ved mit hjerte.





fredag den 19. december 2014

En lille ny

Har udvidet bestanden. Faldt for det ældste trick i bogen.
"Jamen ellers skal den på internat...."
Så nu har vi tre katte. Asta og Louis på syv år og så lille Sigurd på 12 uger.
De store er mildt sagt trætte af det, men satser på, det går over.
Tristan-Leander og Sigurd er heldigvis blevet perlevenner og sover sammen. Det er så sødt at se på, og Sigurd gider jo at lege, så de er pot og pande. Total nuttefaktor!

onsdag den 17. december 2014

Jeg er ikke alene

Hold da op!

Hvor har I bare været skønne i forbindelse med mit indlæg i går. Der er så mange, der har sendt private beskeder til mig, smser og sågar har min søde mand skrevet, at en veninde har været forbi med en blomst! 

En sød kollega stoppede mig på gangen og sagde, det var dejligt, der var andre, der havde det på den måde, og en komplet fremmed har sendt mig en besked på mit arbejde om det samme.

Tusind mange tak skal I have! 

Sjovt nok er der ingen, der har brugt kommentarfeltet under indlægget, hvilket jo også er en mulighed, jeg da lige vil slå et slag for :-) Jo flere, der gør den slags, jo flere finder man ud af, der måske har det ligesom en selv. 

Men hvor er det skønt, at der er så mange, der har reageret. Ikke mindst fordi et af de højere mål med Livet på Udkanten er, at kaste store fede sten efter tabuer og de ting, der gør nas. Ikke for at få dem til at gå væk, men for at bryde tabuerne og sige tingene højt, så man ikke tror, man er alene. 

Sorg er et af de store tabuer i vores verden. Den passer ligesom ikke ind i hverken tempo eller værdier i vores hverdag, og når de første par måneder er gået, så forventes man at være kommet så langt, så man kan klare resten inden for egne fire vægge, eller for nogens vedkommende endnu mere privat. 

Det passer ikke ind i vores samfund at ringe til chefen tudende og sige, "jeg kan ikke komme på arbejde i dag, fordi min mor døde for tre år siden, og jeg kan ikke holde op med at græde, for det gør bare så ondt inde i mig i dag." I stedet for ringer vi og siger, at vi har ondt i halsen eller et eller andet fysisk, der er alment accepteret som værende gyldig sygemeldingsårsag. 

Men sorg varer længe! Det siger alle, jeg har talt med. Hvor længe er individuelt, og sorg går aldrig over. Den kan blive anderledes, knap så påtrængende. Man lærer, at solen står op i morgen, uanset at man føler, verden er gået i stå. Og lige så stille lærer man,  hvordan man lever sit liv uden dem, der døde. Men sorgen sidder for evigt i hjertet. 

tirsdag den 16. december 2014

Dagene der mærkes

I dag er det syv år siden, bunden blev slået ud af mig.

For syv år siden døde min mor af en sepsis, hun havde fået efter et længere forløb på hospitalet oven på en stor hjerteoperation. Det var sådan et af de tilfælde, hvor operationen gik godt, men patienten døde. Hun var syg af lupus gennem mange år inden, så vi har altid levet med en fod siddende i hospitaldøren, men alligevel kom det bag på os, at hun døde denne søndag morgen, som 16. december var i 2007.

Hvert år omkring denne tid har jeg det sådan lidt mærkeligt. Jeg går og husker nogle detaljer omkring præcise tidspunkter på præcise datoer.
For eksempel 14. december. Det var den dag, jeg sidst så min mor i live. Det var på hendes enestue på afdeling 242 på sygehuset i Esbjerg. Hun sad op i sin seng og havde det rigtig fint. Var i godt humør og helt sig selv.

Og 15. december som var den dag, jeg sidst talte med hende. Det var over telefonen om de julegaver, jeg havde været ude og købe både til og fra hende. Jeg havde fået rigtig ondt i  halsen i løbet af natten, og jeg husker, vi talte om, om jeg skulle komme op til hende, eller om smitterisikoen var for dum at løbe. Hun havde det så fint, sagde hun, så jeg skulle bare få ordnet julegaverne, så kunne vi bare ses i morgen.

Og så i dag, 16. december, som var den dag, hun døde. Min far ringede ved halvsyvtiden og sagde, at det var ikke så godt med mor. Det havde han gjort flere gange tidligere. Vi stod op, min mand sendte mig ud under bruseren og stod klar med en skål yoghurt, da jeg kom ud. Jeg stod op ved køkkenbordet og spiste, da min mobil ringede igen. Det var en sygeplejerske. Jeg husker ikke hendes præcise ord, men hun ringede for at skynde på os.
"Er det nu," spurgte jeg.
"Ja," svarede hun bare, og jeg smed røret på, råbte efter min mand, og fløj ned af trappen, mens jeg vist bare messede en masse nejnejfuckkomnunejnejnejkomnukomnu.
Min mand kom styrtende bagefter, tydeligt irriteret over, at alting pludselig skulle gå så stærkt. Han havde slet ikke opfattet, hvad der var ved at ske. Nede på gaden lå der sne, og vores bil var dækket af is. Jeg skulle til at løbe op på hospitalet, men min mand råbte til mig, at jeg bare havde at sætte mig ind i bilen, og midt i min panik nåede jeg at tænke, at jeg jo ikke ville nå hurtigere frem ved at løbe de halvanden kilometer som at vente på, at der blev skrabet et felt fri af forruden.
Jeg husker svagt turen hen ad Kronprinsensgade, op ad Frodesgade, og så ellers at jeg løb ind af døren til afdelingen og ind på hendes stue, hvor min far sad ved siden af min mor i hospitalssengen.
"Det er sket," sagde han, og jeg fløj hen og tog hende i hånden og aede hende hårdt på armen, som om hun kunne vågne af det, mens jeg grædende spurgte, om hun var død, og bebrejdede mig selv, at jeg ikke havde været oppe og besøge hende dagen før, fordi jeg havde ondt i halsen og ikke ville smitte hende. På den anden side af sengen stod der en sygeplejerske og prøvede at tale mig fra at bebrejde mig selv noget, for ingen kunne havde vidst, at det ville gå, som det gjorde: At min mors krop i løbet af natten ikke kunne mere, at sepsissen gik helt amok, og at hun døde klokken lidt i halvotte om morgenen i dag for syv år siden.

I dag og de næste dage frem mod jul og nytår, plejer jeg at gå og få flashbacks, når jeg ser på klokken. Jeg tænker sådan nogle ting, som at "nu snakkede jeg med bedemanden", "nu var jeg i gang med at ringe rundt og fortælle det", "nu var vi i Kvickly, og alle andre gik bare rundt og handlede, som om intet var hændt, og min mor var lige død", "nu lukkede vi låget på kisten" og så videre og så videre.

Jeg fungerer fint, har min hverdag og kan også glæde mig og grine og have det sjovt. Men de der flashbacks kommer og går hvert år ved denne tid, og gennem årene er der kommet flere detaljer til. Som om man lige skal have tid til at være klar til at erindre en ting mere.

Er ked af, du skulle af sted så tidligt, mor. Det kunne have været hyggeligt at leve sammen lidt længere. Sov godt.

Anna Elisabeth Baasch Aagaard
5. maj 1946 - 16. december 2007

mandag den 8. december 2014

Hæklede butterflys

Jeg har hæklet et par butterflys.
Det er egentlig "produktudvikling" for en god ven, der er ved at starte en webshop med tøj og accessories til herrer.
Harbøll Herreekvipering hedder foretagenet, du kan se her: www.harboll.dk
Jeg vil lave dem i hvid, og i en så fin kvalitet, at de kan gå til et kjolesæt. Så jeg er i gang med at prøve mig frem til den helt rette opskrift:
Hvor mange masker, hvor mange rækker, dobbelt eller enkel tråd og så videre. Det er min søde mand, der er prøveklud, men han tager det nu meget pænt...

mandag den 24. november 2014

Festlige detaljer

Små detaljer kan gøre vildt meget! Her er en fra forleden, hvor jeg pyntede op til et hold venners kobberbryllup. Jeg elsker at gøre sådan noget, og jeg vil meget hellere være med til forberedelserne end til festen! Sådan har jeg altid haft det. Men nu er jeg begyndt at indrømme det både over for mig selv og mine omgivelser. All part of groing up...
Men en af dagens spontane detaljer, var en af dem der blev beundret mest. Med den sidste pakke kobberbånd besluttede jeg mig for at pynte de kedelige bøjler lidt op med en lille sløjfe på hver af dem. Brugte ca 7 cm til hver. Der er ståltråd i båndet, så det var taknemmeligt at få til at samarbejde!
 

fredag den 7. november 2014

torsdag den 30. oktober 2014

Julekugler

Der er gået jul i nørkleriet. Har haft lidt svært ved at finde noget hæklet julepynt, jeg rent faktisk gad have hængende. Synes hurtigt, der bliver lidt for 70eragtigt og uchikt at se på. Men garngrammatik havde lige nogle fine kugler, jeg kunne gå med til. Overvejer hvor mange jeg skal bruge, og om jeg i virkeligheden skal lave nogle små kugler til at pynte mine kubusstager med. Alle disse store spørgsmål i livet,  altså...

onsdag den 22. oktober 2014

Så tager vi et skridt opad

Så kom der et lille lyspunkt midt i al kaoset.
Jeg har fået at vide, at jeg kan blive siddende, der hvor jeg sidder i vores regionale mediehus, det næste års tid. Pyha!
Sidder blandt superskønne kolleger på en travl pind og med en chef, der virker umanerlig tilforladelig. Ganske vist kun midlertidigt, men hold nu kæft, det var dejligt at få lidt ro på og kunne leve lidt mere langsigtet end fra uge til uge!
Så er det kun min søde mand, der skal findes noget til, så kan vi lige så stille begynde at komme op af det kæmpestore økonomiske helvedeshul, der er blevet gravet i løbet af det seneste års tid.
Fejrede den glade nyhed med at købe en hvid kubusstage til mig selv og invitere mand og barn ud at spise. Hvilket jo var markant billigere, end da jeg for et par måneder siden i ren og skær trods over et latterligt afslag på et job gik ud og købte en ny sofa! På afbetaling! (Uden renter og ÅOP og alt der der, for det var i Idemøbler, og der er sådan en fiks ordning, hvor de låner en penge og betaler renterne for en. Det var sådan derved, jeg kunne berolige mig selv trods alt.) Så moden er jeg nemlig!

I virkeligheden er det slet ikke helt gået op for mig endnu, at jeg ved, hvor jeg skal køre hen hver morgen det næste år. At jeg har fået de dejligste kolleger og ligeså stille kan gøre mig håb om at få betalt lidt ned på vores kassekreditter, som jo kronisk er maxet og har været det længe. Uanset hvad skal vi blive ved med at leve på en sten de næste mange mange måneder, i virkeligheden nok nogle år. Men alligevel kan det give en vis ro at vide, at man kan stoppe med at grave hullet dybere, end det er. Om ikke andet så bare i en periode.

Man lærer at skønne på de små ulykker, som Doktor Hansen siger i Matador. (Episode 11. Der hvor de spiller Matador, og Maude kommer til at tage den forkerte bil, og Oberst Hackel vil handle i porten, sagde nørden.) Og dermed også råbe hurra for de små lykker!

mandag den 6. oktober 2014

Tid til forandring

Det var blevet tid til lidt forandring på bloggen. I hvert fald med hensyn til udseende. Så jeg har tryllet lidt bag skærmen. Håber I kan lide det. Har haft lidt problemer med at få bredder, widgets og billedtekst til at samarbejde med mig, og jeg er stadig ikke helt vildt glad, men jeg må på den igen en dag, hvor jeg har researchet lidt...
Ellers går livet med at leve vikartilværelsen for mit vedkommende og med at genfinde lysten og modet til at forsøge sig som selvstændig for min søde mands vedkommende. Livet er på en eller anden måde på pause for os, samtidig med at tiden bare flyver faretruende hurtigt af sted for os. Skræmmende!
Vi trænger virkelig til at få nogle succesoplevelser i form af job med mening og inden for de felter, vi har uddannet os inden for. Fordi uddannelse jo er nøglen til at komme i varig beskæftigelse. Som de der politikertågehoveder render og våser om.
Her i Esbjerg er den evindelige klagesang, at det er umuligt at rekruttere højtuddannet og specialiseret arbejdskraft. Og den sluger de lokale politikere så råt for usødet og tager på diverse messer og stiller op til hvad som helst for at give indtrykket af, at man som højtuddannet kan få en masse at lave i Udkantsdanmark. Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: NEJ.MAN.KAN.EJ!
De højtuddannede, der reelt er svære at rekruttere herude, er nogle, der er så specialiserede, at de også er svære at rekruttere alle mulige andre steder. Fact! Og hvis man ikke tror mig, så skal man endelig bare kontakte de lokale rekrutteringsfolk, der bestormes af arbejdsløse højt-men-forkert-uddannede i Udkanten, som ikke kan få noget at lave.Og ellers må de pendle i timevis for at komme til og fra arbejde, mens deres familier hænger skidedårligt sammen, fordi ungerne bliver afleveret klokken 06.30 og hentet igen klokken 17.00. Måske endda af bedsteforældrene, fordi forældrene ikke kan nå hjem fra arbejde inden lukketid. Hvad os uden bedsteforældre i nærheden så forventes at skulle gøre, er der ikke rigtig nogen konkrete politiske bud på, men jeg er da meget åben over for forslag fra den side. Som højtuddannet er der nemlig ingen øvre grænse for, hvor langt væk du har pligt til i givet fald at tage et job. Til gengæld har jeg hørt om folk, hos hvem intelligensen faldt ligefrem proportionalt med afstanden til jobbet, og helt ærligt: Jeg kan godt forstå det! For hvem fanden tænker på, at der er en familie i den anden ende af enhver arbejdssøgende, som har brug for vedkommende resten af livet og ikke blot i en given ansættelsesperiode? Nej vel? Det er der ikke lige nogen politikere eller arbejdsgivere, der umiddelbart gør.
Jeg synes, tiden er ved at være inde til forandring! Hvad om man så i øjnene, at det for det første er fuldstændig torskedumt, at det overhovedet er muligt for aktive mennesker under 75 år at være på offentlig forsørgelse alene på grund af deres alder? Og hvad med, at arbejdsgiverne så i øjnene, at der er nogle rigtig smarte folk, som gennem tiden har opfundet internet, Skype, Messenger, emails, mobiltelefoner og så videre, så det er fuldstændig overflødigt at tvinge folk til at pendle frem og tilbage over større afstande hver eneste dag, blot fordi man skal sidde på et kontor hver dag? Og hvorfor er arbejdsmarkedet indrettet sådan, så man enten er ude eller inde? Og hvis man vælger noget midt imellem er det meget bøvlet og umuligt at have sig et sikkerhedsnet, der enten er til at betale sig fra eller leve af, hvis uheldet er ude? Hvorfor ikke give folk muligheden for at skrue ned for karrieren i de år, hvor børnene har mest brug for en, parforholdet er allermest presset og risikoen for at dejse om af stress er allerstørst? Man kunne jo bare forlænge den arbejdspligtige alder i den anden ende i stedet for at sende folk hjem og spille golf og dyrke fritidsinteresserne 24/7. Ned i tid i børneårene, op i tid i nogle år og så ned i tid hen mod en udskudt pensionsalder. Og hvad med om vi startede en Folkebevægelse til Retten til det fulde Familieliv, der gik i rette med den diskurs, der ligesom er, hvor arbejdet står som det ukrænkelige element af et menneskes hverdag? Det mest ukrænkelige skal ikke være arbejdet! Det skal være familien! Og jeg taler her ikke om at indføre socialistisk borgerløn eller fuld løn for færre timer eller noget i den retning. Jeg taler blot om, at det skal være bredt anerkendt at kræve retten til at have et fuldt og velfungerende liv, hvor familien og ens eget velbefindende ikke kommer ind på henholdsvis anden og tredjepladsen efter arbejdet.
Det vil være meget sundere både for folk liv og for samfundet. For tænk på, hvad vi kunne spare i sygedagpenge, udgifter til specialtilbud til stressede børn, boligsikring, fradrag og tilskud på grund af skilsmisser og så videre og så videre.
Jeg siger det bare...

torsdag den 11. september 2014

Katte


Det er vist ingen hemmelighed, at jeg elsker katte! Vores to misser Asta og Louis er lige præcis så forkælede, som de fortjener at være det, og de sætter helt klart deres præg på hverdagen hjemme hos os.
 
Louis og Asta. Bror og søster.




På Etsy så jeg for nogen tid siden nogle superfede hæklede katte. Desværre uden opskrift, så jeg måtte selv i gang med at eksperimentere. Det er foreløbigt blevet til en færdig grå missekat med striber på ryggen. Den er blevet ret stor, men nu holder vi jo heller ikke små katte i almindelighed. Så det passer jo meget godt. Er dog gået i krig med en lidt mindre sort en af slagsen. Men jeg kan godt mærke, jeg er blevet lidt bidt at de hæklede katte. De udvikler en vis personlighed i processen.
 
 


 


 

torsdag den 21. august 2014

Vær taknemmelig

Min dejlige venindes lige så dejlige søster er lige død. 42 år, mor, søster, datter, hustru, veninde til så mange mennesker, som aldrig får hende at se igen. Hun kæmpede indædt til det absolut sidste mod sin kræftsygdom, og hendes nærmeste støttede hendes ønske om at dø i kampen. Men hendes krop kunne ikke mere, og i mandags døde hun med sin mand, søster og mor ved sin side.

Æret være Malenes minde.

Jeg har virkelig været påvirket af hendes skæbne og ikke mindst af min seje, seje venindes strabadser som pårørende. Hun har mistet sin søster. Hun er datter af en mor, der har mistet sin datter. Hun er svigerinde til en mand, der har mistet sin livsledsager og tante til en lille dreng, der har mistet sin mor. Og hun har sin egen lille familie, som har mistet moster.

Jeg kan kun være fuld af beundring af hende, og jeg kan kun stå på sidelinjen og blive ved med at sige til hende, at hun bare skal kalde på mig, så står jeg der som et søm og i øvrigt håbe, at hun gør det, når hun har brug for det! Og jeg skylder både hende og hendes afdøde søster at huske at være taknemmelig for alt det skønne og gode, jeg har i mit liv, selvom det ved gud ikke er noget nær perfekt eller problemfrit!

Så jeg er taknemmelig over, at jeg er i live. At min søn trives. At min mand elsker mig, og at jeg trods massiv modgang har formået at grave kernen af min personlighed op til overfladen og hver dag har muligheden for at kæmpe videre for at få det liv, jeg ønsker sammen med dem, jeg elsker.

Jeg er til gengæld knap så taknemmelig for, at verden også er befolket af snævertsynede, forkælede, ugenerøse, simple, næsten urimeligt uerfarne og forskånede mennesker, der tillader sig at brokke sig over, at ens unge har fået både kagemand og slikpose til en børnefødselsdag frem for gulerodsstave og speltboller, at det er for dårligt, de er nødt til at køre 100 kilometer for at komme i behandling for et eller andet på en specialafdeling uden at få tilskud af det offentlige, at de skal forny kørekortet hvert andet år, at naboen slår græs om aftenen, at en kollega har fået ferie i den uge, man selv havde tænkt sig, og jeg ved ikke, hvad jeg ellers hører folk beklage sig over!
Helt ærligt: Hold jeres kæft og sæt pris på det, I har! Vær taknemmelig for at I overhovedet er i live, og at I har det så godt, at I kun har små problemer at gå op i!

Jeg kendte en, der gerne ville have byttet. 

lørdag den 2. august 2014

Lidt billeder fra den seneste tid...

Jeg har været lidt stille på det seneste. Men jeg er meget fokuseret på at få et fast job nu! Derfor knokler jeg røven ud af bukserne i det mediehus, jeg vikarierer i, for at vise, at jeg er pissedygtig! Og hvad der er tilovers af mig er gået til 117 andre ting end bloggen. Selvom jeg har savnet den og trængt til at bruge tid på den...
Men her er lige et par snapshots af øjeblikke på det seneste :-)
Tristan-Leander og Louis holder siesta i vores seng i sommervarmen. 
Elsker dahliaer! Dette er desværre ikke min have, men et pluk-selv-sted ved Ribe. Fik den smukkeste buket med hjem derfra for inge penge, da jeg var ude og lave en historie.
Esbjerg set fra diget ved Vester Vedsted. Udkantsdanmark har mange lortefaktorer, men man må sige, at man godt kunne bo grimmere! Og så er det Vadehavet, der netop er blevet Verdens Naturarv via Unesco. Hvad i alverden det så ellers kommer til at betyde. Nok ikke en skid andet end blandt politikere, turistbureauer og embedsmænd, der tror, at den slags flytter noget som helst i folk hverdag. Men men. Pænt er det.
Garnkup på loppemarked. Gav under 5 kroner pr. nøgle. Og dette er ikke alt. Fik også nogle lækre angoranøgler i gyldne farver smidt i nakken. Venter bare på, at jeg finder ud af, hvad jeg skal lave. Tror der er en cardigan til sønnike, der skal prøves, selvom jeg aldrig har strikket andet end ligeud før.
Min nye megaurtepotte fra Villeroy og Boch. Fundet til halv pris i Blå Kors i Ribe. Det vil sige 40 kroner. Elsker den!

mandag den 26. maj 2014

EU-valget - HUSMORANALYSEN

Jeg skal simpelthen lade være med at se for meget News! Jeg bliver alt for animeret af det!
Hvis det skulle være glippet for en eller to personer, så var der EU-valg i går, og Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti fik fire mandater og godt og vel hver fjerde afgivne stemme. Og nu er News og co. så ved at flyde over af analyser og bud på, hvorfor det mon kan være, og 117 nyhedsbreve jeg abonnerer på og min feed på Fjæs er ved at koge over af mere eller mindre indpakket harme, chok og forargelse over, at danskerne har stemt, som de har. Og den ene politiker efter den anden står inde i mit fjernsyn og siger, at det kan godt være, at danskerne er EU-skeptiske, men det væsentlige jo er at have indflydelse og kunne levere resultater inden for fx tilsætningsstoffer og mærkning af legetøj!
Der tror jeg så lige, vi har fat i den markante forskel på, hvad pro et contra EU-folkene.
Bare det seneste år, har der været indtil flere både groteske og tragiske eksempler på, at EU hverken har den samlede indflydelse eller store fordel, som vel egentlig var tiltænkt fra begyndelsen. Fællesskab og samhandel skulle sikre fred og frihed i Europa.
På det store plan har man så set, hvor fuldstændig latterligt EU-landene ikke engang kunne blive enige om at sige fy skamme til Putin, da han lige tilfældigvis kom til at falde ind over Krim - eller hvis man ikke tror på det, så i hvert fald negligerede at fordømme udviklingen på halvøen. Dem, der kan huske Den Kolde Krig, begyndte så småt at tænke på, om man alligevel var blevet taget ved næsen, da man blev opfordret til at tro på, at et samlet og større EU ville være ensbetydende med, at man stod stærkere mod supermagterne.
I danskernes egen andedam har man set adskillige programmer om, hvordan både de dybest set sølle og de regulært afstumpede kriminelle fra Østeuropa kører helt lovligt og ugenert ind over grænsen og stjæler med arme og ben. Og bliver de taget, er det ikke den store ulykke, thi et fængselsophold i Danmark er åbenbart meget civiliseret i forhold til i Østeuropa.
Mit forsigtige bud er, at det faktisk ikke så meget er de kriminelles mangel på moral, der får danskerne op af stolene. Nej, jeg tror, det der pisser danskerne af for alvor, og som får dem til at stemme EU-skeptisk, er, at det store flertal af politikerne ganske enkelt ikke gør andet, end at snakke udenom og prøve at dreje fokus over på tilsætningsstoffer og fælles mærkning af legetøj og alt det andet, de vil have befolkningen til at mene, længe bør opveje ulemperne ved EU-cirkusset.
Men det gør det bare ikke! Jeg har aldrig påstået, at jeg befinder mig på samme intelligensniveau som hverken politikere eller kommentatorer. Jeg er en husmor, der sidder i Udkantsdanmark og forsøger at få enderne til at nå sammen i en til tider ret udfordret familie.
Men umiddelbart forekommer det mig ret nemt at få øje på, hvorfor EU er begyndt at hænge danskerne ud af halsen, og hvorfor der er en betragtelig kreds af borgere, der mener, at nu stopper festen fandme!
Nu er det nok med de der velfærdsydelser, der flyder ud af landet. Og alle de hælervarer der køres på paller over til Østeuropa. Og alle de penge der går til at flytte papirer mellem Strasbourg og Bruxelles. Og alle de problemer der er med at få sydeuropæerne til at forstå, at man ikke bare kan skalte og valte og få 13 månedslønninger og gå på pension som 50-årige. Og al den EU-offipyk der gjorde, at man var nødt til at rive hele ombygningen af Refshaleøen ned efter Melodi Grand Prixet i stedet for at bruge det fremtidigt. Og al den snak om, at det er så fint med fælles regler i EU, men vi må stadig ikke købe en bil i Tyskland til tysk pris og køre i den i Danmark. Og dengang de bragte vores lakridspiber i fare. Og den der finanskrise, der udstillede hvor sårbar euroen er.
Og inden der nu er nogen, der begynder at smide alle mulige tal og paragraffer og traktater og forbehold og Angela Merkel og hendes pumpestok efter mig, så vil jeg bare gerne lige have lov til at slå et slag for, at der er noget, der er langt vigtigere: Den sunde fornuft! Måske man skulle prøve at bruge den som analyseredskab i stedet for så meget andet engang imellem...

tirsdag den 29. april 2014

Det dummeste vi nogensinde har gjort!

I dag handler det ikke om kreaprojekter eller ombygning. Vi er nemlig helt vildt frustrerede, min søde mand og jeg. Vi er nemlig i al beskedenhed skidedygtige til vores fag, vi er ikke iværksættertyper, og vi kan ikke finde noget fast arbejde. Og sådan har det været i flere år. Det er så opslidende. Både rent økonomisk, men det tærer sindssygt på kræfterne, at man aldrig ved, hvor man står, at man lever fra måned til måned, fra projekt til projekt, fra vikariat til vikariat. Det er simpelthen så deprimerende ikke rigtig at kunne få ordentligt fat i et stabilt givende arbejdsliv. Ikke mindst når det er geografien, der spiller den største rolle.
Det ubetinget dummeste valg, vi nogensinde har foretaget herhjemme, var, da vi i 2005 flyttede - yngre, mere naive og nyuddannede - til Esbjerg for at komme i job. Eller rettere, det er det dummeste, vi nogensinde har gjort for vores arbejdsliv. For jeg fik muligheden for at være tæt på mine forældre i de fem år, der skulle vise sig at blive deres sidste leveår, og den slags er jo ikke til at gøre op i penge.
Men rent jobmæssigt har det været den ene lort lagt oven på den anden. For her er ingen jobrotation, og det er absolut minimalt, hvad der er af stillinger for kreative mennesker som os. Så vi har pendlet ud af byen det ene år efter det andet for at kunne tjene penge, da det viste sig, at de job, vi flyttede efter, rent faktisk så var de eneste job, vi kunne få i Esbjerg.
Nu er det jo nærliggende at tænke, at vi bare er rasende elendige til det, vi laver - for mit vedkommende journalistik og kommunikation, for min søde mands vedkommende er det arkitektur - men adskillige udtalelser, anbefalinger og resultater, vi har leveret inden for hver vores felt viser altså trods alt det modsatte! Og ellers er der pænt mange tidligere kolleger, chefer og samarbejdspartnere, der må være lystløgnere! Vi er så heller ikke de eneste højtuddannede i vores lokale omgangskreds, der har problemer med at finde job i Esbjerg. Uden den store anstrengelse kan jeg nævne en jurist, en universitetsuddannet projekt-ekspert, en kemiingeniør og et par cand. mag.'er. Fælles for os alle er, at vi bor i Esbjerg, er højtuddannede og leder efter job. Ingen af os kan finde noget i Esbjerg!
Og vi er allesammen begyndt at få meget store grønne knopper over hele kroppen, hver gang vi hører politikere, erhvervsfolk og embedsmænd stå og sige, at der mangler højtuddannede i Esbjerg og omegn. Nej der gør ikke! Der mangler måske helt specifikt uddannede mennesker til varetagelse af ganske specielle job i offshoresektoren. Altså folk, der er så store specialister, at de for den sags skyld også mangler i København, London eller whereever. Derudover mangler der så iværksættere, som der gør alle mulige andre steder uden for storbyerne.
Men at rende rundt og tale om, at her mangler højtuddannede, specialister og den såkaldt kreative klasse, som er et vældig populært - og meget misbrugt - begreb herude, det er det rene lyv! Jeg kunne forestille mig, at den gode Richard Florida, som er ophavsmanden bag tankerne omkring Den Kreative Klasse, og hvad der får et samfund til at vækste både på kroner og kreativitet, ville falde om af grin, hvis han vidste, hvordan lokalpolitikere og lignende tågehoveder med teoretiske ambitioner væltede rundt i hans begrebsverden.
Pointen med mit indlæg er at fokusere på, at vi faktisk er en sværm af højtuddannede, kreative mennesker, der forlod storbyerne for at flytte til Udkantsdanmark i håbet om at kunne gøre karriere herude. Det var nemlig det, vi blev stillet i udsigt som værende muligt, og selvom krisen ramte, så fortsætter kampagnerne for at lokke folk herud. Og jeg må bare sige: Stoooop! Bliv væk! Hvis der er et job, du gerne vil have i Udkantsdanmark, så lad for himlens skyld være med at flytte efter det! Pendl! For satan da! Og inden du undrer dig over, hvorfor vi ikke bare er flyttet væk igen, så er den korte historie, at vi nu som så mange andre danskere, er blev stavnsbundet på grund af faldende huspriser. Så hvis vi rykkede teltpælene op, ville det være med en gæld, der nærmer sig millionen. Derfor er den ide ligesom skrottet.
Men nu er vi her så, og vi vil faktisk gerne have det bedste ud af det. Vi vil gerne bidrage til verden herude, vi vil gerne nyde naturen, som der er masser af herude, og så vil vi bare rigtig gerne have et meningsfuldt job, som ligger i det område, vi bor i!
Desværre vi må jo nok se i øjnene, at det hedder pendling igenigenigen. Og gudfader, hvor går der megen god tid tabt bag rattet på den måde. Rent bortset fra, at mindst en af os er nødt til at være i stand til at hente vores søn klokken 16 senest, for der lukke dagplejen. En lille logistisk detalje.
Så kære politikere, embedsfolk, erhvervsfolk og lignende, der sukker efter højtuddannede i Esbjerg: Vi er her! Face it og brug os i stedet for at fokusere på dem, der ikke er her endnu, eller som skal pendle hertil. Det vil gøre både vores arbejdsliv og vores privatliv så meget bedre, hvis det ikke var så håbløst at finde varig - og såkaldt kreativ  - beskæftigelse i Udkanten!

Journalist/kommunikationsjob og arkitektjob søges! CV'er sendes gerne!

onsdag den 23. april 2014

Påskepynt


For første gang ever har vi haft påskepynt oppe i år. Det meste arvet fra mine forældre og så noget, lillefisen har slæbt med hjem fra dagpleje. Har aldrig rigtig forstået det der med påskepynt. Hvornår skal det op? Hvornår skal det ned? Og hvad er påskepynt?? Men måske man bare skal opfinde sine egne regler. Julehelvedet herhjemme begynder 1. november, hvor juleplatterne og julekopperne kommer frem, og den slutter 6. januar med lys i helligtrekongerstagen. Bum! Men den der påske er jo så lusket, at den ikke ligger fast hvert år! Det forvirrer en del og kan forpurre ret mange fine intentioner om planlægning, skal jeg hilse at sige!
Hvorom alt er, så er her et lille udpluk af årets påskepynt i det lille hjem :-)





mandag den 10. marts 2014

Har haft kriblen i fingrene

Har fået lavet lidt kreativt på det seneste, som jeg lige vil prale lidt med. Eller noget...

Er i gang med et sengetæppe til junior. Det skal være et farveforløb, som man jo nok kan ane. Mangler kun to tredjedele flere lapper, så det er jo nok færdig inden påske. Ahemmm..... Har endnu ikke prøvet at hækle sådan nogle lapper sammen, men jeg tænker, at det finder jeg vel ud af.

Fik lige et Hamaflip, så der blev produceret et par bordskånere.


Hamaflippet blev faktisk udløst af, at jeg stod og skulle finde på en fødselsdagsgave til en lille pige, der bliver tre år. Vi har ingen penge, så kreativiteten må redde skindet. Jeg rodede mig ud i en drømmefanger lavet af Hamaperler, en masse silkebånd fra gemmerne, bomuldsgarn og en metalring fra skabet. Nu håber jeg bare, hun bliver glad for den!

Endnu en telefontaske. Lidt mere diskret end de hidtidige modeller...

Arvegods fra farmor og en røvfuld blandet fra kiosken.

Lidt forår er kommet ind. Hvor er det bare skønt! Har i det hele taget været svært godt tilfreds med den milde vinter i år. Hurra for den globale opvarmning!

Har lavet et sengesæt til junior med elefanter. Har brugt små to meter, fordi jeg har brugt et af min farmors gamle lagner som bagside på dynebetrækket. Billedet over sengen er et gammelt broderi, min mormor har lavet i frihånd!!

Færdigsyede tittekanter i metermål er noget af det smarteste siden skiveskåret rugbrød!

tirsdag den 25. februar 2014

En helt normal arbejdsuge

Kender I det, når ens nærmeste kollega sådan en passant mandag morgen nævner, at vi da for resten skal have syet en luftballon til på torsdag? For derefter at forsvinde ud af lokalet for at søge dækning for det øjeblik, hvor det går op for dig, at der med "vi" menes "du", og at du er fuldstændig på bar bund.

Det er den slags dage, jeg elsker! Når bare de ikke opstår hele tiden, så er jeg - når jeg har brokket mig, været larmende og talt højt og længe om mænds planlægningsgen, for det er altid en mand, der kommer med den slags - som en gammel beaglehund, der vejrer vildt: Jeg har ingen anelse om, hvordan fa.... det skal lade sig gøre, men torsdag skal jeg nok have en luftballon klar. Eller hvad det nu er, der er brug for i sidste øjeblik.

Jeg måtte lave et mønster fra scratch. Heldigvis besidder min mand en stor portion visuelt/rummelig intelligens, og min fantastiske veninde Susanne fra Sus Kreahjørne kom med meget relevante og beroligende input!

Det tog en hel arbejdsdag at få syet selve ballonen med løbegange til elektrikerrør og forstærkede sømme über alles.

Vi var en fire mand om at slås med jeg ved ikke hvor mange elektrikerrør for at få pustet den skide ballon op.

Men det lykkedes! Og der blev lavet sandsække og puder.

Og syet fire meter kant på i hånden. Av.

Klar til optagelse.

Nu med forstærkede elektrikerrør, så stabiliteten blev noget mere gennemført.





Ballonen er en del af kulissen til TV Glads nye programserie, der snart kan ses i hele landet.
Retfærdighedsvis skal det understreges, at min kære mandlige kollega selv deltog aktivt i konstruktionen af monstrummet. Han er sådan en af de der fantastiske typer, der kan lave alt undtagen at give bryst, som han selv udtrykker det, og så tager han alt oppe fra og ned.

Scenografien skulle være sådan lidt camping-agtig, så jeg syede også nogle puder i campingstil og gik på hugst i Nettos spottilbud for at finde melamin og myggelys. Er spændt på, hvordan det tager sig ud på skærmen :-)

Desværre ser det ud til, at jeg bliver nødt til at stoppe på min arbejdsplads, da firmafinanserne ikke er tilstrækkelige til en journalistløn. Håber på, vi kan få strikket et eller andet sammen, for nøj hvor er det bare fedt at gå på arbejde et sted, hvor så mange af ens ressourcer og evner bliver brugt! Alt for mange stillinger går ud på at bruge folks evner ganske ensidigt eller ensporet, men hold da op, hvor er det bare en sand fornøjelse både at få lov til at bruge så mange facetter af sine evner til hverdag. Hurra hurra, og kryds fingre for, at finanserne på en eller anden måde giver sig, så jeg slipper for at skulle finde en anden arbejdsplads lige nu :-)



mandag den 17. februar 2014

Træner til at blive farmor

Det er i god tid, men en eller anden dag, bliver jeg det måske, og så er det godt at være forberedt.

Nej, pjat. Men forleden kom min mands kammerat forbi, og da han så, jeg sad og strikkede, blev han helt perpleks og spurgte stille min søde mand, hvem den gamle dame med strikkepindene var...

Hvorom alt er, så står den på garn og strikkepinde og hæklenåle og anvisende videoer på iPad hjemme hos os for tiden. Min mor fik aldrig lært mig det der med at strikke og hækle, og nu er der altså faret denne her djævel i mig.

Min nye mobiltaske hæklet i bomuldsgarn. Synes selv, den er ret fin.

Min veninde har en stempelkande, men ingen stempelkandevarmer!  Hun bor i London, så kaffemuffen bliver hæklet i patriotiske farver. Er spændt på, om den falder i smag, og om den bliver god. 

Louis hjælper trofast. Og nå ja, så er jeg blevet blondine ;-)

Har også syet en pose til mine tusser af et par gamle sommerbukser, agraman og filtkugler. 


onsdag den 29. januar 2014

Genoplivning af kreativiteten

De seneste år er kreativiteten forsvundet ud af mit liv på grund af diverse kedelige omstændigheder. Det skal være slut! Jeg er gået i gang med at få den ind i mit liv igen, og har således genopdaget glæden og roen ved at tegne.

Det er næsten blevet helt meditativt for mig igen, men jeg kan mærke, jeg lige skal øve mig lidt mere i at slå pæren fra, imens jeg gør det. Men det skal nok komme! 
Derudover er jeg gået relativt meget garn-amok. Har aldrig fået lært at strikke ordentligt eller at hækle overhovedet. Så med iPaden og DROPS og Google ved hånden og en røvfuld af Søstrenes bomuldsgarn er jeg gået i krig med strikkepindene. Jeg duer ikke til bare at sidde og lave strikkeprøver. Tingene skal blive til noget, så Junior skal have et strikket sengetæppe i fede farver, så har han bare at blive glad for det, har han! 
Hvad angår hækleprojektet, er niveauet således, at jeg i 117 forsøg fik lavet et nogenlunde tåleligt udseende mobilcover i sort akrylgarn. Er vældig stolt af mig selv! Og det virker faktisk, coveret... Har nu opgraderet til at prøve med en mindre hæklenål og en masse rester af bomuldsgarn, så der er farveskift inde over! Kom ikke her... 


Mit allerførste hæklede mobilcover...


Mit arvede sulekar tjener i øjeblikket som strikketøjsopbevaring i vinduet ved sofaen. 

Ellers er min søde dygtige mand stadig meget modtagelig overfor nye kunder i sin upcoming tegnestue, Arkitektur i Virkeligheden. Han er hammerdygtig og desværre alt for beskeden... Så spred gerne budskabet! 

For mit eget vedkommende står jeg også uden job pr. 28/2. Så hermed en opfordring til alle jer, der læser med om at tænke i min retning, hvis I hører om noget inden for journalistisk/kommunikation/event/projektkoordinator/undervisning... We need it! 

Og hvis der er generelle gode ideer til, hvor man kan grave penge op henne, så er vi ret modtagelige. To gange indtægter, der svarer til dagpengesats, er ret umulige at leve for i ret lang tid. Evig taknemmelighed og passende dusør gives :-) 
Tak!



lørdag den 4. januar 2014

Jul og nytår 2013 i billeder...

Så fik man da lige overstået jul og nytår 2013 og vær velkommen 2014! Og gid du må være et bedre år end de foregående... Vi trænger sgu til, at der er noget, der lykkes for os sådan rigtigt!
Har lige fundet lidt billeder fra vores jule- og nytårs tamtam. Enjoy!

Mand udbener fugl i mands nye køkken.

Pakker ud...

Mors Louis...

Årets juletræ med årets eneste Georg J i toppen!

Min lækre julegave fra sønnike! Som ifølge faderen selv valgte, at det skulle være kobberudgaven! Mors dreng!

Kubus i nytårsoutfit.

En arvet Hjort...

Nytår i neon og diskokugler...

Godt nytår!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...