tirsdag den 30. december 2014

I lyset af en bisættelse

Når hverdagen går sin gang, er det let at glemme, hvad der er det vigtigste i ens liv.

Det er alt for let at bruge tiden på at mindes, hvad der var, og at vente på et eller andet, der kommer.
Det skal man også. Begge dele. Men ikke på bekostning af at være tilstede lige her og nu, der hvor man er, sammen med dem, man er omgivet af.
Nogle gange er det de allernærmeste, man er sammen med. Men rigtig ofte er man omgivet af mennesker, man ikke har sine primære relationer til. For eksempel kolleger, naboer, medpassagerer, de andre forældre ved ungernes aktiviteter, og så videre og så videre. Men det gør det vel ikke uvæsentligt at huske på at være nærværende. At være lige her, lige nu, give af sig selv og interessere sig for sine omgivelser og det, man er en del af i nuet.

Jeg kendte en, der mestrede det der med nærvær og nuet helt fantastisk. Hun hed Hanne, og hun blev bisat i eftermiddags. Kirken var proppet med familie, venner, naboer og kolleger. Nye som gamle. Jeg hørte til blandt kollegerne og de nye. Jeg var nok i virkeligheden en af dem, der havde kendt hende allerkortest, men på den korte tid rørte hun ved mit hjerte, og hun gav mig både håbet og troen og et kærligt puf og en hjælpende hånd.  Hun var meget medvirkende til, at jeg i dag sidder, hvor jeg gør i mit arbejdsliv. Jeg vil altid være hende taknemmelig for, at hun tog sig tiden og nærværet til at interessere sig for mig og dele ud af sig selv.

Hanne er et af de mennesker, jeg vil lade mig inspirere af i min måde at leve mit liv på. Hun er en af dem, jeg har givet en plads i panelet, som jeg kalder den sværm af mennesker, der sidder inde i hovedet på mig, og som jeg ser for mig, når jeg lige tager en tjekker på, om jeg nu også lever sådan, som jeg gerne vil. Om ikke andet så sådan cirka da. Panelet er en inspirerende forsamling, som består af en broget skare af folk, der inspirerer mig til at blive om ikke et bedre menneske, så det menneske, jeg gerne vil være. Der er både kendisser og kolleger, familie og venner, rige og fattige, mænd og kvinder, børn og voksne, gamle flammer og flygtige bekendtskaber, you name it, i mit panel. Hver og en bidrager med et eller andet, der har rørt ved mit hjerte og giver mig lyst til at leve livet.

Og det er vel en af de ypperste opgaver, vi har som mennesker. At røre ved hinandens hjerter og inspirere hinanden til at leve vores liv. Og huske hinanden på at livet kun er, hvad vi selv er med til at gøre det til, og at det kan være overstået lige om lidt.

Æret være Hannes minde. Og tak fordi du rørte ved mit hjerte.





fredag den 19. december 2014

En lille ny

Har udvidet bestanden. Faldt for det ældste trick i bogen.
"Jamen ellers skal den på internat...."
Så nu har vi tre katte. Asta og Louis på syv år og så lille Sigurd på 12 uger.
De store er mildt sagt trætte af det, men satser på, det går over.
Tristan-Leander og Sigurd er heldigvis blevet perlevenner og sover sammen. Det er så sødt at se på, og Sigurd gider jo at lege, så de er pot og pande. Total nuttefaktor!

onsdag den 17. december 2014

Jeg er ikke alene

Hold da op!

Hvor har I bare været skønne i forbindelse med mit indlæg i går. Der er så mange, der har sendt private beskeder til mig, smser og sågar har min søde mand skrevet, at en veninde har været forbi med en blomst! 

En sød kollega stoppede mig på gangen og sagde, det var dejligt, der var andre, der havde det på den måde, og en komplet fremmed har sendt mig en besked på mit arbejde om det samme.

Tusind mange tak skal I have! 

Sjovt nok er der ingen, der har brugt kommentarfeltet under indlægget, hvilket jo også er en mulighed, jeg da lige vil slå et slag for :-) Jo flere, der gør den slags, jo flere finder man ud af, der måske har det ligesom en selv. 

Men hvor er det skønt, at der er så mange, der har reageret. Ikke mindst fordi et af de højere mål med Livet på Udkanten er, at kaste store fede sten efter tabuer og de ting, der gør nas. Ikke for at få dem til at gå væk, men for at bryde tabuerne og sige tingene højt, så man ikke tror, man er alene. 

Sorg er et af de store tabuer i vores verden. Den passer ligesom ikke ind i hverken tempo eller værdier i vores hverdag, og når de første par måneder er gået, så forventes man at være kommet så langt, så man kan klare resten inden for egne fire vægge, eller for nogens vedkommende endnu mere privat. 

Det passer ikke ind i vores samfund at ringe til chefen tudende og sige, "jeg kan ikke komme på arbejde i dag, fordi min mor døde for tre år siden, og jeg kan ikke holde op med at græde, for det gør bare så ondt inde i mig i dag." I stedet for ringer vi og siger, at vi har ondt i halsen eller et eller andet fysisk, der er alment accepteret som værende gyldig sygemeldingsårsag. 

Men sorg varer længe! Det siger alle, jeg har talt med. Hvor længe er individuelt, og sorg går aldrig over. Den kan blive anderledes, knap så påtrængende. Man lærer, at solen står op i morgen, uanset at man føler, verden er gået i stå. Og lige så stille lærer man,  hvordan man lever sit liv uden dem, der døde. Men sorgen sidder for evigt i hjertet. 

tirsdag den 16. december 2014

Dagene der mærkes

I dag er det syv år siden, bunden blev slået ud af mig.

For syv år siden døde min mor af en sepsis, hun havde fået efter et længere forløb på hospitalet oven på en stor hjerteoperation. Det var sådan et af de tilfælde, hvor operationen gik godt, men patienten døde. Hun var syg af lupus gennem mange år inden, så vi har altid levet med en fod siddende i hospitaldøren, men alligevel kom det bag på os, at hun døde denne søndag morgen, som 16. december var i 2007.

Hvert år omkring denne tid har jeg det sådan lidt mærkeligt. Jeg går og husker nogle detaljer omkring præcise tidspunkter på præcise datoer.
For eksempel 14. december. Det var den dag, jeg sidst så min mor i live. Det var på hendes enestue på afdeling 242 på sygehuset i Esbjerg. Hun sad op i sin seng og havde det rigtig fint. Var i godt humør og helt sig selv.

Og 15. december som var den dag, jeg sidst talte med hende. Det var over telefonen om de julegaver, jeg havde været ude og købe både til og fra hende. Jeg havde fået rigtig ondt i  halsen i løbet af natten, og jeg husker, vi talte om, om jeg skulle komme op til hende, eller om smitterisikoen var for dum at løbe. Hun havde det så fint, sagde hun, så jeg skulle bare få ordnet julegaverne, så kunne vi bare ses i morgen.

Og så i dag, 16. december, som var den dag, hun døde. Min far ringede ved halvsyvtiden og sagde, at det var ikke så godt med mor. Det havde han gjort flere gange tidligere. Vi stod op, min mand sendte mig ud under bruseren og stod klar med en skål yoghurt, da jeg kom ud. Jeg stod op ved køkkenbordet og spiste, da min mobil ringede igen. Det var en sygeplejerske. Jeg husker ikke hendes præcise ord, men hun ringede for at skynde på os.
"Er det nu," spurgte jeg.
"Ja," svarede hun bare, og jeg smed røret på, råbte efter min mand, og fløj ned af trappen, mens jeg vist bare messede en masse nejnejfuckkomnunejnejnejkomnukomnu.
Min mand kom styrtende bagefter, tydeligt irriteret over, at alting pludselig skulle gå så stærkt. Han havde slet ikke opfattet, hvad der var ved at ske. Nede på gaden lå der sne, og vores bil var dækket af is. Jeg skulle til at løbe op på hospitalet, men min mand råbte til mig, at jeg bare havde at sætte mig ind i bilen, og midt i min panik nåede jeg at tænke, at jeg jo ikke ville nå hurtigere frem ved at løbe de halvanden kilometer som at vente på, at der blev skrabet et felt fri af forruden.
Jeg husker svagt turen hen ad Kronprinsensgade, op ad Frodesgade, og så ellers at jeg løb ind af døren til afdelingen og ind på hendes stue, hvor min far sad ved siden af min mor i hospitalssengen.
"Det er sket," sagde han, og jeg fløj hen og tog hende i hånden og aede hende hårdt på armen, som om hun kunne vågne af det, mens jeg grædende spurgte, om hun var død, og bebrejdede mig selv, at jeg ikke havde været oppe og besøge hende dagen før, fordi jeg havde ondt i halsen og ikke ville smitte hende. På den anden side af sengen stod der en sygeplejerske og prøvede at tale mig fra at bebrejde mig selv noget, for ingen kunne havde vidst, at det ville gå, som det gjorde: At min mors krop i løbet af natten ikke kunne mere, at sepsissen gik helt amok, og at hun døde klokken lidt i halvotte om morgenen i dag for syv år siden.

I dag og de næste dage frem mod jul og nytår, plejer jeg at gå og få flashbacks, når jeg ser på klokken. Jeg tænker sådan nogle ting, som at "nu snakkede jeg med bedemanden", "nu var jeg i gang med at ringe rundt og fortælle det", "nu var vi i Kvickly, og alle andre gik bare rundt og handlede, som om intet var hændt, og min mor var lige død", "nu lukkede vi låget på kisten" og så videre og så videre.

Jeg fungerer fint, har min hverdag og kan også glæde mig og grine og have det sjovt. Men de der flashbacks kommer og går hvert år ved denne tid, og gennem årene er der kommet flere detaljer til. Som om man lige skal have tid til at være klar til at erindre en ting mere.

Er ked af, du skulle af sted så tidligt, mor. Det kunne have været hyggeligt at leve sammen lidt længere. Sov godt.

Anna Elisabeth Baasch Aagaard
5. maj 1946 - 16. december 2007

mandag den 8. december 2014

Hæklede butterflys

Jeg har hæklet et par butterflys.
Det er egentlig "produktudvikling" for en god ven, der er ved at starte en webshop med tøj og accessories til herrer.
Harbøll Herreekvipering hedder foretagenet, du kan se her: www.harboll.dk
Jeg vil lave dem i hvid, og i en så fin kvalitet, at de kan gå til et kjolesæt. Så jeg er i gang med at prøve mig frem til den helt rette opskrift:
Hvor mange masker, hvor mange rækker, dobbelt eller enkel tråd og så videre. Det er min søde mand, der er prøveklud, men han tager det nu meget pænt...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...