Viser opslag med etiketten kreativ. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kreativ. Vis alle opslag

torsdag den 28. januar 2016

Æsker til at have ting i...

... er noget, jeg som udgangspunkt aldrig rigtig synes, man kan få nok af. Og når der så dukker et par toplækre af slagsen op, fordi man har købt nyt elektronik, så kan jeg ikke rigtig få mig selv til at smide dem ud.

Så jeg har været i gemmerne og fundet noget fedt papir frem og brugt nogle dage på at klippe, klistre og lakere til den store guldmedalje. Nu skal jeg så finde ud af, hvad der skal i disse æsker. Men jeg tænker, det er det mindste problem for mig :-)



lørdag den 7. november 2015

Så er der vagtskifte...

Tadaaaa! 

Sådan ser det ud, familiens nye juletræstæppe. Broderet med Kauni uldgarn og efter mit eget hoved. Har sat motiverne sammen efter inspiration på nettet og efter gennemtrawling af alle mine arvede broderibøger fra fortidige generationer. Når jeg har besluttet mig for et motiv, har jeg tegnet det over på arkitekthusbondens meterlange millimeterpapir, lagt det op og tilpasset MANGE gange, inden jeg har trådet nålen.
Kun langsiden med pakkebunken og katten er lavet i 100 pct. frihånd.
Jeg har zigzagget kanten på symaskinen og venter nu nogle år med at sy bagbeklædning på. Så har jeg nemlig friheden til at kunne brodere videre på tæppet, efterhånden som jeg finder på, hvad jeg synes, der mangler på det.
Dermed kan det gamle juletræstæppe, som min mors faster broderede på melsække fra Valsemøllen under Anden Verdenskrig, pensioneres. Det er også ved at falde fra hinanden, så det er på høje tid! Det er alligevel en småhøjtidelig affære at holde "vagtskifte". Men det er vel det, der ligger i begreberne "tradition og fornyelse"...

søndag den 2. august 2015

Kan genbrug tage overhånd?

Der er gået et glimrende krigsbarn tabt i mig. Så meget jeg kan finde på at kyle ud med hård hånd, ligeså meget kan jeg finde på at gemme og overveje, for det kunne jo liiige være, jeg fik brug for det, og en pæn silkesløjfe kan man jo altid bruge, og man kan jo altid godt genbruge et gummibånd, og en skotøjsæske kan jo pimpes op med noget lækkert papir og så videre og så videre.
Min gode veninde Stinne mobber mig jævnligt med det, når jeg ikke kan smide et eller andet ud, og nogle gange hæmmer det mig sgu ærligt talt også, når mit arbejdsbord bliver crowded med alt for mange ting, og jeg faktisk trænger til luft omkring mig og alligevel ender med at smide en bunke, der har ligget i et halvt år og kigget på mig, ud.
I går var det så nødvendigt at omorganisere lidt i køkkenskufferne, og en samling af Pukka tebreve kunne samles i 1 beholder fremfor 4. Det gav dejlig god plads. Og jeg var glad og åbnede skraldespanden og.... stoppede mig selv i at smide æskerne ud, for de var så pæne. Og så tog jeg saksen og lavede nogle til- og frakort af de dele af æskerne, der ikke var ødelagt af logoer.
Imens hørte jeg Stinnes stemme i hovedet råbe "nu stopper du, kvinde", og indrømmet; det er sgu nok lidt overkill at stå og lave til- og frakort af brugte tebrevsæsker. Men de blev da meget pæne. Og nu venter de så på at blive sat på nogle pakker.

mandag den 2. marts 2015

Kreaweekend

Har holdt kreaweekend med mig selv. Har rodet om kap med skoldkoppebarnet på treethalvt. Han med Brio og Lego, jeg med stof og symaskine.

Det blev til to par sweatpants i henholdvis tyndt gråt stof med sølvnistre og marineblåt scuba. Sidstnævnte blev ikke helt færdige, og jeg lurer faktisk på, om man skulle have sig en matchende trøje.

Syr faktisk ikke ret tit tøj. Synes simpelthen ikke, det kan betale sig, og så er jeg langt fra dygtig nok til at lave rigtig fede ting. Det kan min søde veninde Susanne heldigvis. Det var også hende, der lige tilpassede et mønster, så jeg kunne lave de hersens drop crotch bukser, jeg havde set for mig.

Elsker bare, når man kan få ting til at blive til noget ved at hjælpe hinanden med det, man hver især er god til!

mandag den 9. februar 2015

Farmor kommer!

Så er det patchwork, der har overfaldet mig...
Aner endnu ikke hvad det skal blive til, og jeg har heller ikke en skid styr på, om jeg gør det rigtigt. Men det skulle lige prøves.
Det tager vildt lang tid med alle de små sting i hånden, for slet ikke at tale om al den forberedelse, der er med at skære, ri, klippe og så videre. Men tror nok jeg synes, det er meget fedt at sidde og nørkle med de mørke vinteraftener 🐱

onsdag den 29. januar 2014

Genoplivning af kreativiteten

De seneste år er kreativiteten forsvundet ud af mit liv på grund af diverse kedelige omstændigheder. Det skal være slut! Jeg er gået i gang med at få den ind i mit liv igen, og har således genopdaget glæden og roen ved at tegne.

Det er næsten blevet helt meditativt for mig igen, men jeg kan mærke, jeg lige skal øve mig lidt mere i at slå pæren fra, imens jeg gør det. Men det skal nok komme! 
Derudover er jeg gået relativt meget garn-amok. Har aldrig fået lært at strikke ordentligt eller at hækle overhovedet. Så med iPaden og DROPS og Google ved hånden og en røvfuld af Søstrenes bomuldsgarn er jeg gået i krig med strikkepindene. Jeg duer ikke til bare at sidde og lave strikkeprøver. Tingene skal blive til noget, så Junior skal have et strikket sengetæppe i fede farver, så har han bare at blive glad for det, har han! 
Hvad angår hækleprojektet, er niveauet således, at jeg i 117 forsøg fik lavet et nogenlunde tåleligt udseende mobilcover i sort akrylgarn. Er vældig stolt af mig selv! Og det virker faktisk, coveret... Har nu opgraderet til at prøve med en mindre hæklenål og en masse rester af bomuldsgarn, så der er farveskift inde over! Kom ikke her... 


Mit allerførste hæklede mobilcover...


Mit arvede sulekar tjener i øjeblikket som strikketøjsopbevaring i vinduet ved sofaen. 

Ellers er min søde dygtige mand stadig meget modtagelig overfor nye kunder i sin upcoming tegnestue, Arkitektur i Virkeligheden. Han er hammerdygtig og desværre alt for beskeden... Så spred gerne budskabet! 

For mit eget vedkommende står jeg også uden job pr. 28/2. Så hermed en opfordring til alle jer, der læser med om at tænke i min retning, hvis I hører om noget inden for journalistisk/kommunikation/event/projektkoordinator/undervisning... We need it! 

Og hvis der er generelle gode ideer til, hvor man kan grave penge op henne, så er vi ret modtagelige. To gange indtægter, der svarer til dagpengesats, er ret umulige at leve for i ret lang tid. Evig taknemmelighed og passende dusør gives :-) 
Tak!



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...