Vi går til kanten

Vi bygger om herhjemme. Som altid. Ligesom vi også lige er ved at etablere et firma og opfostre en snart femårig. Vi gør det som altid på kanten. Kanten af vores tid, kanten af vores økonomi, kanten af det fornuftige. Vi gør det, fordi vi ikke kan lade være, og fordi vi ikke kan andet.

En rørskade tvang os i gang med den nuværende ombygning, der efterhånden har stået på et år. Flere års forsøg på at finde et fast job inden for arkitektbranchen og kronisk venten på bedre tider og hoppen fra den ene mere mærkelige beskæftigelse til den anden, har fået os til at sige F**K! Så nu har vi satset hele butikken på at få min søde mands firma, Arkitektur i Virkeligheden, til at køre. Og køre godt!

Det betyder MANGE timers arbejde. Også til moi, for det der med hjemmeside, sociale medier, skubben på og sigen "har du nu husket", "ring til", "spring så, for helvede, luften kan godt bære!"... Det er min afdeling. Ikke min søde mands. Han er ud af en familie, hvor tre til fire generationer før ham alle er gået konkurs, så han er skrækslagen for at være selvstændig.
Han er jo så til gengæld en supernørd til det, der rent faktisk er substansen i foretagendet; nemlig arkitektur, historie, bygninger, design og så videre. Så på den måde er det jo et fantastisk fint makkerskab. Og et sandt mirakel, at vi ikke har slået hinanden ihjel eller er blevet skilt.

Det er så her, den femårige kommer ind i billedet. For dybest set er det jo superpraktisk, at der ikke et andre end os to, der er så fuldstændig opslugte af alt, hvad det her fantastiske barn foretager sig. Ingen andre gider oprigtigt og gentagne gange høre om, hvor fantastisk nuttet han er, hver gang han er faldet i søvn, hvor fedt det er, hver gang han får knusende ros i børnehaven, hvor rørende det er, når han sidder og taler med en af kattene om, at hans morfar og mormor, som han aldrig har mødt, er døde. Derfor binder han os jo på forunderlig vis sammen i et sandt orgie af "nuuuuurh, hvor cute" og "ham har vi lavet", og med et afblæses skilsmissen i erkendelse af, at vi kan skabe noget helt fantastisk sammen. Måske lidt forsimplet forklaret, bevares, men det principielle i forklaringen holder fint nok.

Tjek min mands firma ud her: Arkitektur i Virkeligheden. Og følg det på Facebook her. Giv siden et like, så hjælper du os, tak :-) 

Det dummeste vi nogensinde har gjort!

I dag handler det ikke om kreaprojekter eller ombygning. Vi er nemlig helt vildt frustrerede, min søde mand og jeg. Vi er nemlig i al beskedenhed skidedygtige til vores fag, vi er ikke iværksættertyper, og vi kan ikke finde noget fast arbejde. Og sådan har det været i flere år. Det er så opslidende. Både rent økonomisk, men det tærer sindssygt på kræfterne, at man aldrig ved, hvor man står, at man lever fra måned til måned, fra projekt til projekt, fra vikariat til vikariat. Det er simpelthen så deprimerende ikke rigtig at kunne få ordentligt fat i et stabilt givende arbejdsliv. Ikke mindst når det er geografien, der spiller den største rolle.
Det ubetinget dummeste valg, vi nogensinde har foretaget herhjemme, var, da vi i 2005 flyttede - yngre, mere naive og nyuddannede - til Esbjerg for at komme i job. Eller rettere, det er det dummeste, vi nogensinde har gjort for vores arbejdsliv. For jeg fik muligheden for at være tæt på mine forældre i de fem år, der skulle vise sig at blive deres sidste leveår, og den slags er jo ikke til at gøre op i penge.
Men rent jobmæssigt har det været den ene lort lagt oven på den anden. For her er ingen jobrotation, og det er absolut minimalt, hvad der er af stillinger for kreative mennesker som os. Så vi har pendlet ud af byen det ene år efter det andet for at kunne tjene penge, da det viste sig, at de job, vi flyttede efter, rent faktisk så var de eneste job, vi kunne få i Esbjerg.
Nu er det jo nærliggende at tænke, at vi bare er rasende elendige til det, vi laver - for mit vedkommende journalistik og kommunikation, for min søde mands vedkommende er det arkitektur - men adskillige udtalelser, anbefalinger og resultater, vi har leveret inden for hver vores felt viser altså trods alt det modsatte! Og ellers er der pænt mange tidligere kolleger, chefer og samarbejdspartnere, der må være lystløgnere! Vi er så heller ikke de eneste højtuddannede i vores lokale omgangskreds, der har problemer med at finde job i Esbjerg. Uden den store anstrengelse kan jeg nævne en jurist, en universitetsuddannet projekt-ekspert, en kemiingeniør og et par cand. mag.'er. Fælles for os alle er, at vi bor i Esbjerg, er højtuddannede og leder efter job. Ingen af os kan finde noget i Esbjerg!
Og vi er allesammen begyndt at få meget store grønne knopper over hele kroppen, hver gang vi hører politikere, erhvervsfolk og embedsmænd stå og sige, at der mangler højtuddannede i Esbjerg og omegn. Nej der gør ikke! Der mangler måske helt specifikt uddannede mennesker til varetagelse af ganske specielle job i offshoresektoren. Altså folk, der er så store specialister, at de for den sags skyld også mangler i København, London eller whereever. Derudover mangler der så iværksættere, som der gør alle mulige andre steder uden for storbyerne.
Men at rende rundt og tale om, at her mangler højtuddannede, specialister og den såkaldt kreative klasse, som er et vældig populært - og meget misbrugt - begreb herude, det er det rene lyv! Jeg kunne forestille mig, at den gode Richard Florida, som er ophavsmanden bag tankerne omkring Den Kreative Klasse, og hvad der får et samfund til at vækste både på kroner og kreativitet, ville falde om af grin, hvis han vidste, hvordan lokalpolitikere og lignende tågehoveder med teoretiske ambitioner væltede rundt i hans begrebsverden.
Pointen med mit indlæg er at fokusere på, at vi faktisk er en sværm af højtuddannede, kreative mennesker, der forlod storbyerne for at flytte til Udkantsdanmark i håbet om at kunne gøre karriere herude. Det var nemlig det, vi blev stillet i udsigt som værende muligt, og selvom krisen ramte, så fortsætter kampagnerne for at lokke folk herud. Og jeg må bare sige: Stoooop! Bliv væk! Hvis der er et job, du gerne vil have i Udkantsdanmark, så lad for himlens skyld være med at flytte efter det! Pendl! For satan da! Og inden du undrer dig over, hvorfor vi ikke bare er flyttet væk igen, så er den korte historie, at vi nu som så mange andre danskere, er blev stavnsbundet på grund af faldende huspriser. Så hvis vi rykkede teltpælene op, ville det være med en gæld, der nærmer sig millionen. Derfor er den ide ligesom skrottet.
Men nu er vi her så, og vi vil faktisk gerne have det bedste ud af det. Vi vil gerne bidrage til verden herude, vi vil gerne nyde naturen, som der er masser af herude, og så vil vi bare rigtig gerne have et meningsfuldt job, som ligger i det område, vi bor i!
Desværre vi må jo nok se i øjnene, at det hedder pendling igenigenigen. Og gudfader, hvor går der megen god tid tabt bag rattet på den måde. Rent bortset fra, at mindst en af os er nødt til at være i stand til at hente vores søn klokken 16 senest, for der lukke dagplejen. En lille logistisk detalje.
Så kære politikere, embedsfolk, erhvervsfolk og lignende, der sukker efter højtuddannede i Esbjerg: Vi er her! Face it og brug os i stedet for at fokusere på dem, der ikke er her endnu, eller som skal pendle hertil. Det vil gøre både vores arbejdsliv og vores privatliv så meget bedre, hvis det ikke var så håbløst at finde varig - og såkaldt kreativ  - beskæftigelse i Udkanten!

Journalist/kommunikationsjob og arkitektjob søges! CV'er sendes gerne!