onsdag den 30. september 2015

Den dag jeg blev afsløret

"Jeg har tænkt på, Christine, er du introvert?"

Spørgsmålet kom via telefonen, og på en tiendedel af et sekund blev jeg klædt helt og aldeles af langt ind i sjælen af en mand, jeg aldrig har set og på daværende tidspunkt kun havde talt i telefon med max tre gange. Det var i forbindelse med noget arbejde.

Jeg har stadig ikke helt fundet ud af, hvordan han så det. Det var noget med en måde, jeg talte på, forklarede han, da jeg småundskyldende var nødt til at skrive og spørge, hvordan fanden han lige havde præsteret at sætte fingeren på det, de fleste, jeg møder på min vej, aldrig ville tro om mig.

Jeg har før skrevet om, hvor megabøvlet det kan være at være en indadvendt sjæl med indtil flere ekstroverte træk i ascendanten. Og om at jeg aldrig har lært at drage omsorg for begge personlighedstræk fra barnsben og deraf har fornøjelsen af at tage en svingom med en røvfuld frustrationer sådan cirka på kvartalsbasis, når jeg alligevel har fået sagt ja til lidt for mange sociale aftaler, til at jeg synes, jeg har det helt godt.

Jeg har for længst erkendt, at det bliver et tema, jeg får glæde af resten af mine dage. Det er, fordi jeg er så splittet mellem simpelthen at være naturkraft-agtigt nødt til at blande mig og stille mig frem og sige en masse ting engang imellem, og så snart jeg træder ned fra ølkassen at have et indtrængende behov for at være i fred. Ikke nogen super salgbar personlighedskombination i det omgivende samfund, fordi man ligesom ikke rigtig passer ind i nogen kasser. Og jeg har helt sikkert mistet både venner og faglige chancer gennem tiderne, fordi jeg ikke kunne leve op til at være i den sociale og ekstroverte kasse ret længe ad gangen, selvom jeg fylder den rigtig godt ud, når jeg er i den.

At blive afsløret, som jeg blev forleden, var til min ret store overraskelse helt afsindig befriende, og jeg har lunet min sjæl ved tanken flere gange siden. Det er, fordi jeg oplevede at blive set. Sådan uden omsvøb og uden jeg gjorde noget som helst for det. Og det føltes rigtig godt.

Det kan da sagtens være, der er mange, der har tænkt samme tanke som ham, der afslørede mig i telefonen forleden. Der er blot ikke nogen, der har sagt det sådan før. Jeg siger ikke, det nødvendigvis er en knaldgod ide altid at gå rundt og komme med den slags direkte betragtninger i enhver situation. Men hvor ville det være interessant og, tror jeg, befriende, hvis vi turde komme med lidt flere komplimenter eller betragtninger om hinanden til hinanden. Det, man jo siger til et andet menneske, når man gør det, er: "hey, jeg har set dig".

Og findes der nogen større kompliment, man kan give et andet menneske? End at man har set dem. Ikke deres titel, deres alder, deres position, deres adresse, deres ydre kvaliteter. Men deres personlighed. Jeg har sjældent fået en kompliment, der er så stor. Til gengæld kan den holde længe :-)




3 kommentarer:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...