Flere katte

Mors Louis og mors hæklede misser.
💜

Julekugler

Der er gået jul i nørkleriet. Har haft lidt svært ved at finde noget hæklet julepynt, jeg rent faktisk gad have hængende. Synes hurtigt, der bliver lidt for 70eragtigt og uchikt at se på. Men garngrammatik havde lige nogle fine kugler, jeg kunne gå med til. Overvejer hvor mange jeg skal bruge, og om jeg i virkeligheden skal lave nogle små kugler til at pynte mine kubusstager med. Alle disse store spørgsmål i livet,  altså...

Så tager vi et skridt opad

Så kom der et lille lyspunkt midt i al kaoset.
Jeg har fået at vide, at jeg kan blive siddende, der hvor jeg sidder i vores regionale mediehus, det næste års tid. Pyha!
Sidder blandt superskønne kolleger på en travl pind og med en chef, der virker umanerlig tilforladelig. Ganske vist kun midlertidigt, men hold nu kæft, det var dejligt at få lidt ro på og kunne leve lidt mere langsigtet end fra uge til uge!
Så er det kun min søde mand, der skal findes noget til, så kan vi lige så stille begynde at komme op af det kæmpestore økonomiske helvedeshul, der er blevet gravet i løbet af det seneste års tid.
Fejrede den glade nyhed med at købe en hvid kubusstage til mig selv og invitere mand og barn ud at spise. Hvilket jo var markant billigere, end da jeg for et par måneder siden i ren og skær trods over et latterligt afslag på et job gik ud og købte en ny sofa! På afbetaling! (Uden renter og ÅOP og alt der der, for det var i Idemøbler, og der er sådan en fiks ordning, hvor de låner en penge og betaler renterne for en. Det var sådan derved, jeg kunne berolige mig selv trods alt.) Så moden er jeg nemlig!

I virkeligheden er det slet ikke helt gået op for mig endnu, at jeg ved, hvor jeg skal køre hen hver morgen det næste år. At jeg har fået de dejligste kolleger og ligeså stille kan gøre mig håb om at få betalt lidt ned på vores kassekreditter, som jo kronisk er maxet og har været det længe. Uanset hvad skal vi blive ved med at leve på en sten de næste mange mange måneder, i virkeligheden nok nogle år. Men alligevel kan det give en vis ro at vide, at man kan stoppe med at grave hullet dybere, end det er. Om ikke andet så bare i en periode.

Man lærer at skønne på de små ulykker, som Doktor Hansen siger i Matador. (Episode 11. Der hvor de spiller Matador, og Maude kommer til at tage den forkerte bil, og Oberst Hackel vil handle i porten, sagde nørden.) Og dermed også råbe hurra for de små lykker!

Tid til forandring

Det var blevet tid til lidt forandring på bloggen. I hvert fald med hensyn til udseende. Så jeg har tryllet lidt bag skærmen. Håber I kan lide det. Har haft lidt problemer med at få bredder, widgets og billedtekst til at samarbejde med mig, og jeg er stadig ikke helt vildt glad, men jeg må på den igen en dag, hvor jeg har researchet lidt...
Ellers går livet med at leve vikartilværelsen for mit vedkommende og med at genfinde lysten og modet til at forsøge sig som selvstændig for min søde mands vedkommende. Livet er på en eller anden måde på pause for os, samtidig med at tiden bare flyver faretruende hurtigt af sted for os. Skræmmende!
Vi trænger virkelig til at få nogle succesoplevelser i form af job med mening og inden for de felter, vi har uddannet os inden for. Fordi uddannelse jo er nøglen til at komme i varig beskæftigelse. Som de der politikertågehoveder render og våser om.
Her i Esbjerg er den evindelige klagesang, at det er umuligt at rekruttere højtuddannet og specialiseret arbejdskraft. Og den sluger de lokale politikere så råt for usødet og tager på diverse messer og stiller op til hvad som helst for at give indtrykket af, at man som højtuddannet kan få en masse at lave i Udkantsdanmark. Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: NEJ.MAN.KAN.EJ!
De højtuddannede, der reelt er svære at rekruttere herude, er nogle, der er så specialiserede, at de også er svære at rekruttere alle mulige andre steder. Fact! Og hvis man ikke tror mig, så skal man endelig bare kontakte de lokale rekrutteringsfolk, der bestormes af arbejdsløse højt-men-forkert-uddannede i Udkanten, som ikke kan få noget at lave.Og ellers må de pendle i timevis for at komme til og fra arbejde, mens deres familier hænger skidedårligt sammen, fordi ungerne bliver afleveret klokken 06.30 og hentet igen klokken 17.00. Måske endda af bedsteforældrene, fordi forældrene ikke kan nå hjem fra arbejde inden lukketid. Hvad os uden bedsteforældre i nærheden så forventes at skulle gøre, er der ikke rigtig nogen konkrete politiske bud på, men jeg er da meget åben over for forslag fra den side. Som højtuddannet er der nemlig ingen øvre grænse for, hvor langt væk du har pligt til i givet fald at tage et job. Til gengæld har jeg hørt om folk, hos hvem intelligensen faldt ligefrem proportionalt med afstanden til jobbet, og helt ærligt: Jeg kan godt forstå det! For hvem fanden tænker på, at der er en familie i den anden ende af enhver arbejdssøgende, som har brug for vedkommende resten af livet og ikke blot i en given ansættelsesperiode? Nej vel? Det er der ikke lige nogen politikere eller arbejdsgivere, der umiddelbart gør.
Jeg synes, tiden er ved at være inde til forandring! Hvad om man så i øjnene, at det for det første er fuldstændig torskedumt, at det overhovedet er muligt for aktive mennesker under 75 år at være på offentlig forsørgelse alene på grund af deres alder? Og hvad med, at arbejdsgiverne så i øjnene, at der er nogle rigtig smarte folk, som gennem tiden har opfundet internet, Skype, Messenger, emails, mobiltelefoner og så videre, så det er fuldstændig overflødigt at tvinge folk til at pendle frem og tilbage over større afstande hver eneste dag, blot fordi man skal sidde på et kontor hver dag? Og hvorfor er arbejdsmarkedet indrettet sådan, så man enten er ude eller inde? Og hvis man vælger noget midt imellem er det meget bøvlet og umuligt at have sig et sikkerhedsnet, der enten er til at betale sig fra eller leve af, hvis uheldet er ude? Hvorfor ikke give folk muligheden for at skrue ned for karrieren i de år, hvor børnene har mest brug for en, parforholdet er allermest presset og risikoen for at dejse om af stress er allerstørst? Man kunne jo bare forlænge den arbejdspligtige alder i den anden ende i stedet for at sende folk hjem og spille golf og dyrke fritidsinteresserne 24/7. Ned i tid i børneårene, op i tid i nogle år og så ned i tid hen mod en udskudt pensionsalder. Og hvad med om vi startede en Folkebevægelse til Retten til det fulde Familieliv, der gik i rette med den diskurs, der ligesom er, hvor arbejdet står som det ukrænkelige element af et menneskes hverdag? Det mest ukrænkelige skal ikke være arbejdet! Det skal være familien! Og jeg taler her ikke om at indføre socialistisk borgerløn eller fuld løn for færre timer eller noget i den retning. Jeg taler blot om, at det skal være bredt anerkendt at kræve retten til at have et fuldt og velfungerende liv, hvor familien og ens eget velbefindende ikke kommer ind på henholdsvis anden og tredjepladsen efter arbejdet.
Det vil være meget sundere både for folk liv og for samfundet. For tænk på, hvad vi kunne spare i sygedagpenge, udgifter til specialtilbud til stressede børn, boligsikring, fradrag og tilskud på grund af skilsmisser og så videre og så videre.
Jeg siger det bare...

Katte

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg elsker katte! Vores to misser Asta og Louis er lige præcis så forkælede, som de fortjener at være det, og de sætter helt klart deres præg på hverdagen hjemme hos os.

 

Louis og Asta. Bror og søster.



På Etsy så jeg for nogen tid siden nogle superfede hæklede katte. Desværre uden opskrift, så jeg måtte selv i gang med at eksperimentere. Det er foreløbigt blevet til en færdig grå missekat med striber på ryggen. Den er blevet ret stor, men nu holder vi jo heller ikke små katte i almindelighed. Så det passer jo meget godt. Er dog gået i krig med en lidt mindre sort en af slagsen. Men jeg kan godt mærke, jeg er blevet lidt bidt at de hæklede katte. De udvikler en vis personlighed i processen.

 

 



 

 

Vær taknemmelig

Min dejlige venindes lige så dejlige søster er lige død. 42 år, mor, søster, datter, hustru, veninde til så mange mennesker, som aldrig får hende at se igen. Hun kæmpede indædt til det absolut sidste mod sin kræftsygdom, og hendes nærmeste støttede hendes ønske om at dø i kampen. Men hendes krop kunne ikke mere, og i mandags døde hun med sin mand, søster og mor ved sin side.

Æret være Malenes minde.

Jeg har virkelig været påvirket af hendes skæbne og ikke mindst af min seje, seje venindes strabadser som pårørende. Hun har mistet sin søster. Hun er datter af en mor, der har mistet sin datter. Hun er svigerinde til en mand, der har mistet sin livsledsager og tante til en lille dreng, der har mistet sin mor. Og hun har sin egen lille familie, som har mistet moster.

Jeg kan kun være fuld af beundring af hende, og jeg kan kun stå på sidelinjen og blive ved med at sige til hende, at hun bare skal kalde på mig, så står jeg der som et søm og i øvrigt håbe, at hun gør det, når hun har brug for det! Og jeg skylder både hende og hendes afdøde søster at huske at være taknemmelig for alt det skønne og gode, jeg har i mit liv, selvom det ved gud ikke er noget nær perfekt eller problemfrit!

Så jeg er taknemmelig over, at jeg er i live. At min søn trives. At min mand elsker mig, og at jeg trods massiv modgang har formået at grave kernen af min personlighed op til overfladen og hver dag har muligheden for at kæmpe videre for at få det liv, jeg ønsker sammen med dem, jeg elsker.

Jeg er til gengæld knap så taknemmelig for, at verden også er befolket af snævertsynede, forkælede, ugenerøse, simple, næsten urimeligt uerfarne og forskånede mennesker, der tillader sig at brokke sig over, at ens unge har fået både kagemand og slikpose til en børnefødselsdag frem for gulerodsstave og speltboller, at det er for dårligt, de er nødt til at køre 100 kilometer for at komme i behandling for et eller andet på en specialafdeling uden at få tilskud af det offentlige, at de skal forny kørekortet hvert andet år, at naboen slår græs om aftenen, at en kollega har fået ferie i den uge, man selv havde tænkt sig, og jeg ved ikke, hvad jeg ellers hører folk beklage sig over!
Helt ærligt: Hold jeres kæft og sæt pris på det, I har! Vær taknemmelig for at I overhovedet er i live, og at I har det så godt, at I kun har små problemer at gå op i!

Jeg kendte en, der gerne ville have byttet. 

Lidt billeder fra den seneste tid...

Jeg har været lidt stille på det seneste. Men jeg er meget fokuseret på at få et fast job nu! Derfor knokler jeg røven ud af bukserne i det mediehus, jeg vikarierer i, for at vise, at jeg er pissedygtig! Og hvad der er tilovers af mig er gået til 117 andre ting end bloggen. Selvom jeg har savnet den og trængt til at bruge tid på den...
Men her er lige et par snapshots af øjeblikke på det seneste :-)

Tristan-Leander og Louis holder siesta i vores seng i sommervarmen. 

Elsker dahliaer! Dette er desværre ikke min have, men et pluk-selv-sted ved Ribe. Fik den smukkeste buket med hjem derfra for inge penge, da jeg var ude og lave en historie.

Esbjerg set fra diget ved Vester Vedsted. Udkantsdanmark har mange lortefaktorer, men man må sige, at man godt kunne bo grimmere! Og så er det Vadehavet, der netop er blevet Verdens Naturarv via Unesco. Hvad i alverden det så ellers kommer til at betyde. Nok ikke en skid andet end blandt politikere, turistbureauer og embedsmænd, der tror, at den slags flytter noget som helst i folk hverdag. Men men. Pænt er det.

Garnkup på loppemarked. Gav under 5 kroner pr. nøgle. Og dette er ikke alt. Fik også nogle lækre angoranøgler i gyldne farver smidt i nakken. Venter bare på, at jeg finder ud af, hvad jeg skal lave. Tror der er en cardigan til sønnike, der skal prøves, selvom jeg aldrig har strikket andet end ligeud før.

Min nye megaurtepotte fra Villeroy og Boch. Fundet til halv pris i Blå Kors i Ribe. Det vil sige 40 kroner. Elsker den!